Rydder regnskov og storforbruger af vand: Højesteret i Panama beordrer kæmpemine midt i nationalpark lukket ned

Det hele drejer sig om en gigantisk kobbermine, der spreder sig på et 130 kvadratkilometer stort område midt i junglen i det mellemamerikanske land. Minen, der er ejet af det canadiske selskab First Quantum Minerals, startede med at eksportere kobber i 2019 efter 20 års indledende studier og forberedelser, og her i efteråret blev kontrakten mellem mineselskabet og den panamanske regering genforhandlet. Aftalen blev slået fast ved lov, og udover en planlagt udvidelse af minen, fik den lov til at køre de næste 20 år og med en mulighed for at blive forlænget 20 år mere – og det fik altså fået panamanerne på gaden i mange tusindvis.

”Det er noget nyt med så voldsomme protester i Panama,” siger Berit Rechnagel, der er Mellemamerika-koordinator ved miljøorganisationen Verdens Skove, der arbejder i Panama. Hun har beskæftiget sig med regionen siden midten af 1990’erne.

”Det har man ikke gjort i årtier”.

Kæmpe hul midt i regnskoven

Minen er gigantisk. Det er verdens ottendestørste kobbermine, og sidste år blev mere end 86 millioner tons malm gravet op og knust for at finde kobberet – det blev til mere end 350.000 tons kobber (og en smule sølv og guld oveni). Men størrelsen betyder også, at minens påvirkning på resten af Panama er tilsvarende stor.

Minen ligger inde i et beskyttet område og breder sig over to nationalparker, der har fået reduceret deres areal, og den gør indhug i regnskoven, der bliver ryddet, så mineselskabet kan grave de mange millioner tons malm op. Og den panamanske regnskov er ekstrem rig på biodiversitet på grund af geografien, forklarer Berit Rechnagel, for Panama er en smal landtange midt i det, som FN’s Miljøprogram kalder verdens mest biodiverse region. ”Så Panama fungerer som en regnskovskorridor, der forbinder nord og syd,” siger hun.

”Biodiversitetsværdien er enorm”.

Og det er altså en af grundene til de store protester. Miljøorganisationer, oprindelige folk og regnskovsforkæmpere var blandt de første til at kalde til kamp mod mineprojektet, men miljø og biodiversitet kommer også mere og mere på den brede dagsordenen i landet, siger hun.

Enorm vandforbrug

Moderne minedrift kræver ikke bare rydningen af kæmpe skovområder og opgravningen af gigantiske mængder jord og sten, men har også et enormt vandforbrug, når den knuste malm skal renses. Ifølge selskabet bag Cobre Panama brugte deres miner i snit 1,6 tons vand for hvert ton malm, de graver op og knuser – og sidste år var det jo 86 millioner tons malm. Og selvom de genbruger 73 procent af vandet, så er minens vandforbrug altså kæmpestort, og miljøaktivister anklager minen for at forurene floder, når de udleder vand fra oprensningsprocessen.

Panama er allerede ramt af vandmangel på grund af vejrfænomenet El Niño og klimaforandringerne. Det betyder eksempelvis, at Panamakanalen – en af verdens vigtigste transportårer, der lader fragtskibe sejle fra Atlanterhavet til Stillehavet med en kort smutvej gennem Panama fremfor at skulle sejle hele vejen nedenom Sydamerika – nu fungerer på nedsat kraft. Der er simpelthen for lidt vand i kanalen til, at det normale antal skibe kan sejle igennem. Normalt kan 36 fragtskibe krydse kanalen hver dag, men i december giver myndighederne kun tilladelse til 22 skibe om dagen, og de regner med, at det bliver sænket yderligere de næste par måneder.

”Der er lavvande i kanalen, der er utrolig vigtig for den panamanske økonomi. Samtidig skal der selvfølgelig være vand til både bøndernes marker og drikkevand,” siger Berit Rechnagel. ”I protesterne har det været et emne igen og igen, og man ser skilte med tekster som: ”Panama kan leve uden guld og kobber, men ikke uden vand”. Rigtig mange panamanere er bekymrede over minens store vandforbrug”.

Koster jobs

Den gigantiske mine er også en stor arbejdsplads – 6.000 mennesker er direkte ansat, og med indirekte jobs skaber den i alt omkring 40.000 arbejdspladser. Samtidig siger loven med den nye aftale mellem mineselskabet og regeringen fra oktober – som Højesteret altså nu har skudt ned – at mineselskabet skulle betale mere end 2,5 milliarder kroner om året for retten til at grave kobber, som regeringen har meldt ud, at de blandt andet ville øremærke til pensionsudbetalinger.

Den panamanske økonomi får sig altså én på tuden, hvis minen bliver lukket permanent. Der er mange jobs og mange penge i spil. Så spænder demonstranterne ikke bare ben for den almindelige panamaner, når de er så meget imod minen?

”Mange stoler simpelthen ikke på, at pengene derfra til det nationale budget rent faktisk ville komme befolkningen til gode,” vurderer Berit Rechnagel, ”og de er bekymrede for korruption”.

Hun peger på, at uligheden er ekstremt høj i landet, og at tilliden til præsidenten og regeringen allerede inden den nye minekontrakt var utrolig lav – i august var det kun 18 procent af befolkningen, der havde tillid til regeringen. Desuden kom aftalen mellem selskabet og regeringen i stand uden meget input fra den brede befolkning.

”Panamanerne sagde nej tak til økonomi på naturens bekostning,” siger hun. ”De mener, at de godt kan leve godt uden minerne ved at udvikle en økonomi på baggrund af grønne investeringer. Panama er trods alt et af verdens få lande med et positivt CO2-regnskab, halvdelen af landet er dækket af skov med en af meget artsrig natur”.

Civilsamfundet vågnede

Og nu er loven om aftalen altså erklæret ugyldig i Højesteret i en enstemmig beslutning. Præsident  Laurentino Cortizo sagde bagefter, at minen nu skal lukke ned. Og det canadiske mineselskab udtalte, at de anerkender rettens ord. Demonstrationerne er ebbet ud, men panamanerne er stadig afventende – de vil se minen lukke ned.

Indtil videre er minen lukket året ud. Men det er for tidligt at spå om fremtiden, vurderer Berit Rechnagel.

”Højesteret har nu suspenderet loven, men betyder det også, at aftalen mellem selskabet og regeringen er helt annulleret? Eller vil selskabet se, om de kan appellere sagen, måske internationalt? Det vides ikke rigtigt endnu,” siger hun.

Men det første slag er vundet, mener Berit Rechnagel. Retsvæsenet virker, og præsidenten anerkender beslutningen.

”Og så er det rigtig glædeligt at se, at civilsamfundet vågnede op. På tværs af fagforeninger, oprindelige folk og miljøorganisationer fandt de ud af, at de kan blive hørt. Desværre skulle der demonstrationer til, som var alle til gene, men det vigtige er, at deres stemmer blev hørt”.