13. juni 2021
Skotlands strøm er næsten fuldstændig grøn
Det er gode nyheder for klimaet, at energien til Skotlands elproduktion nu kommer fra vedvarende kilder. Næste skridt er, at energien til varme og transport også bliver grøn.
Nu sørger vind og hav for, at 97,4 procent strømmen i Skotlands stikkontakter, kontorer, supermarkeder, fabrikker og transportbånd er næsten fuldstændig grøn. Foto: CCBY Ondrej Rafaj.
Skotland er godt på vej i den grønne omstilling. De nyeste tal fra Skotlands regering viser nemlig, at 97,4 procent af landets elproduktionen i 2020 kom fra vedvarende energikilder. For et årti siden var det kun 37 procent.
Nu sørger vind og hav altså for, at strømmen i Skotlands stikkontakter, kontorer, supermarkeder, fabrikker og transportbånd er næsten fuldstændig grøn.
”Det er rigtig godt, at Skotlands elproduktion nu kommer fra vedvarende enegier, da det jo sparer tonsvis af CO2. Det er virkelig vigtigt for klimaet,” siger professor og leder af Center for El og Energi ved Danmarks Tekniske Universitet, Jacob Østergaard.
Det, at Skotlands elproduktion nu kommer fra vedvarende energikilder, er et stort led i landet klimaplan, som er en af verdens mest ambitiøse: Et juridisk bindende mål om at være CO2-neutral inden 2045.
Varme og transport mangler
Det betyder, at næste skridt for Skotland er at få energien til varme og transport skubbet i samme retning som strømproduktionen. Og ifølge Jacob Østergaard er det både politikernes og forbrugernes ansvar at få varme- og transportsektoren til også at bruge vedvarende energikilder.
”Politikerne kan fremme udviklingen ved at give incitamenter til dem, der overvejer at købe en elbil eller skifte opvarmning med olie eller gas ud med en varmepumpe, som hiver varme ud af jorden eller luften. Det er jo ret dyrt at skifte disse ting ud, og derfor er det vigtig, at der kommer politik, som gør det nemmere og mere attraktivt,” siger Jacob Østergaard.
Samtidig understreger han, at forbrugeren også har et vigtigt ansvar for at fremme den grønne omstilling.
”I sidste ende er det et valg, som forbrugeren skal tage. Hvis der er gode incitamenter, er der flere, som vil tage valget om at skifte olie- eller gasfyret ud med en varmepumpe eller vælge at erstatte deres diesel- eller benzinbil med en elbil”.
Og Skotlands grønne elektricitet er kun begyndelsen på omstillingen i andre sektorer, da hele verden i højere grad vender sig mod vedvarende energi, forklarer Jacob Østergaard.
”I fremtiden bliver elektricitet den helt centrale energiform. Verden vender sig mod vedvarende energi, og den produceres jo elektricitet. I længden er del både billigere og bedre for miljøet,” siger han.
97,4 %
Politikerne kan fremme udviklingen ved at give incitamenter til dem, der overvejer at købe en elbil eller skifte opvarmning med olie eller gas ud med en varmepumpe, som hiver varme ud af jorden eller luften. Det er jo ret dyrt at skifte disse ting ud, og derfor er det vigtig, at der kommer politik, som gør det nemmere og mere attraktivt
Jacob Østergaard, professor og leder af Center for El og Energi ved Danmarks Tekniske Universitet