Tankeklima med Glenn Bech: ”Hvis der findes en art, der kan forny sig selv, så må det være menneskeheden”

Det føles ofte som om, at vores kære blå planet roterer ud af kontrol, og den ene krise følger den anden. Samtidig er verden i gang med en kæmpe omstilling. Derfor inviterer vi med jævne mellemrum en tankevækkende dansker ind i spalterne for at tage temperaturen på tidens ”tankeklima” og give os anderledes perspektiver på bæredygtighed. Denne udgaves gæst er psykolog og forfatter Glenn Bech.

Hvordan bliver du påvirket af alle de kriser, som verden i dag befinder sig i?

”Jeg skal passe på med, hvor meget jeg tager ind, fordi jeg er sådan en følsom type. En nyhed på DR, hvor man hører om Hawaii, der er i brand, kan jeg godt have svært ved at få ud af hovedet. Så kan jeg bruge en dag på at kigge op i loftet. Det går jo ikke. Så rækker jeg ud til mine nærmeste og spørger dem, hvordan de forholder sig til det. Der er et paradoks i at finde mening med tilværelsen, når jorden går under.”

”Når jeg for eksempel møder homofobi på gaden, får jeg lyst til at slå og sparke og skrive kronikker og bruge en masse energi på dét, uden det nødvendigvis hjælper – men i forhold til at blive gammel og glad, som jeg jo gerne vil blive, så tænker jeg, at det, der virker hos mig, er at opfatte min kærlighed til ligesindede mennesker som den største demonstration, jeg kan mønstre i min hverdag. Det med at bevare optimismen og bevare gejsten, det er måske det sværeste, men også det rigtige at gøre.”

Hvad er den sidste krise, som du er kommet stærkere ud af?

”Jeg deltager meget i den offentlige debat. Jeg synes, jeg gør mig meget umage, jeg tænker meget over det, og jeg spørger altid rigtig mange mennesker til råds, inden jeg stiller op, både mennesker, jeg er enige med og folk, jeg ikke er enige med. Men en gang imellem siger man jo noget, hvor man træder andre over tæerne. Jeg havde en krise i forbindelse med, at den alleryderste venstrefløj fandt ud af, at jeg ikke nødvendigvis er helt lige så venstreorienteret på alle punkter morgen, middag og aften. Det blev der gjort en sag ud af på Twitter, og det var lidt grumt at være vidne til – det med at få trukket bukserne ned på sig selv offentligt. Men det er også supersundt og supergodt. Jeg er et bedre sted nu, jeg har fået bedre venner, jeg kan læse aviser, jeg ikke måtte læse før, for det måtte jeg ikke i det miljø, jeg færdedes i, jeg må ses med folk, jeg ikke måtte ses med før – så mit liv er faktisk blevet større efter den krise.”

Har du i nyere tid ændret holdning til noget i forhold til bæredygtighed?

”Ja og nej. Jeg mener, vi skal gøre alt, hvad vi kan – klimakrisen er en af de største problemstillinger, menneskeheden nogensinde har stået overfor, og her i Vesten har vi et særligt ansvar for at løse den. Problemerne er her og nu, men løsningerne skal være gennemtænkte og koordinerede. Før i tiden var jeg helt ekstremt utålmodig på politikernes vegne og tænkte, at vi skal løse klimakrisen herhjemme – men nu har jeg større forståelse for det. Vi er ikke herre over det hele, selvom vi kan gøre en del. Når der er en fornemmelse af, at jorden går under, angst og depression, så forstår godt følelserne, men jeg forstår også godt, at vi er afhængige af, at der er andre lande udover os.”

Hvad er din bæredygtighedskæphest, som andre ikke kender eller værdsætter nok?

”Det kræver løbende vedligeholdelse at pleje den offentlige debat på en måde, så land og by kan snakke med hinanden på tværs af køn og etnicitet. Vi har ikke en bæredygtig debat lige nu. Vi opstiller falske modsætningsforhold, vi går efter sensationerne, vi vinkler folk over for hinanden, vi reducerer folks standpunkter helt uretfærdigt i forhold til, hvor nuanceret vedkommende egentlig er, der er gået clicks og kapitalisme i medierne i sådan en grad, at samtaleformen næsten er brudt sammen.”

Hvad gør dig håbefuld for tiden?

”Der er ikke så meget, der gør mig håbefuld for tiden, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tror ikke, der kommer en generation og frelser os – men hvis der findes en art, der kan forny sig selv, så må det være menneskeheden.”

”Historien går frem og tilbage. Lige nu har vi nogle år med modgang, hvor homoseksuelle oplever mere diskrimination end for 20 år siden, der bliver kæmpet kampe, vi bliver gjort til genstand for en amerikansk valgkamp, Ruslands invasion af Ukraine begrundede de også med, at de skulle over og slå Vestens homomænd ihjel – det er ret heftigt. Men når jeg så snakker med nogle ældre homoseksuelle, som kan fortælle mig, hvordan det var for 50 år siden, så får jeg lidt håb. Der er fandeme sket meget. Vi har regnbueflag, som flagrer, det er lovligt, vi har fem homobarer i byen, og jeg tror helt klart, at de homoer, der er 20 år nu, får flere rettigheder og et bedre liv, end jeg fik, og jeg fik allerede et bedre liv end dem på 50 år. Det er mit håb lige nu, men det er svært at få øje på.”