12. maj 2025

Tanzanias vilde udvikling gik op for mig, da jeg mødte den 16-årige ”professor fra Maliwa”

Tanzania har satset massivt på at få alle landets børn i skole. Uddannelse er nemlig den bedste investering et land kan lave for at løfte flest ud af fattigdom.

”Skal jeg ikke også tage et billede af dig?” Jeg er egentlig i gang med at tage billeder af 16-årrige Ezra Ibrahim Sanga og spørge ind til livet på kostskolen Ipepo til den her artikel. Men så vender han pludselig rollerne om og spørger ind til min livret, og hvad jeg allerbedst kan lide at lave hjemme i Danmark?

Ezra Ibrahim Sanga er fremme i skoene, det er helt sikkert. Og det giver ret hurtigt mening, hvorfor lærerne har givet ham kælenavnet ”Professoren fra Maliwa.”

Regeringen i Tanzania har satset massivt på uddannelse og skolegang, siden landet blev uafhængigt i 1961. Der er bygget mange skoler, især ude på landet, og siden 2001 har det været gratis at gå i grundskolen op til 7. klasse. I 2016 blev undervisningen også gratis og obligatorisk for de næste klassetrin, der svarer til udskoling herhjemme.

Det har haft en enorm betydning for, hvor mange børn der går i skole. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne var kun 54 procent af landets børn tilmeldt en grundskole. I starten af 2000’erne var det tal steget til 90 procent i følge Verdensbanken.

Selvom det stadig halter med kvaliteten af undervisningen, betyder det, at langt flere børn end nogensinde kommer i skole i det østafrikanske land – og at langt de fleste nu kan læse og skrive.

En af dem er Ezra Ibrahim Sanga, der er vokset op i bjerglandsbyen Maliwa, der ligger i det sydvestlige Tanzania. Her har byens børn kun mulighed for at gå i grundskole, så når de skal videre i skolesystemet, tager de fleste til byen Ipepo, som ligger endnu højere oppe i bjergene.

Gratis skolegang og mange skoler

Det er en stor hjælp for fattige familier, at det nu er gratis at gå i skole. De skal dog stadig betale for skoleuniformer, mad og nogle undervisningsmaterialer. Det har alle endnu ikke råd til.

Tanzania har også – blandt andet med støtte fra Danmark – investeret i at bygge mange nye skoler. Særligt langt ude på landet har mange børn og unge fået kortere til skole. Det hjælper især piger og de yngste elever.

Ezra Ibrahim Sanga bliver også kaldt 'Professoren fra Maliwa' af lærerne på Ipepo Secondary School.<br /> Foto: Karoline Rahbek

Kigger man på et kort, er afstanden mellem de to landsbyer kun 20 kilometer. Men selve turen foregår ad virkelig bumlede jordveje, og tager halvanden time i bil. Det tager selvsagt endnu længere til fods. Derfor er Ipepo Secondary School en kostskole, hvor eleverne bor sammen i to sovesale fordelt efter køn. Flere deler endda enkelsenge, så der er plads nok til alle skolens 248 elever.

Skolegangen i Ipepo er gratis, men forældrene skal hvert år betale omkring 1000 kroner for mad og logi. Det kan være en barriere i fattige områder som Maliwa, hvor Ezra Ibrahim Sanga er vokset op. Hans forældre havde ikke råd, derfor støtter en tysk ngo hans skolegang økonomisk.

”Vi spiser tit ugali (majsgrød, red.),” fortæller Ezra Ibrahim Sanga, da han viser skolekøkkenet frem. Nationalretten er også på menuen i dag, hvor en kvinde står og rører i en kæmpe gryde med den hvidlige grød.

”Speak English”

Selvom antallet af børn på skolebænken i grundskolen er imponerende, står landet overfor den udfordring, at det langt fra er alle børn, der kommer videre til næste trin.

Vitus Joseph Mnumba, der er skoleleder i Ipepo fortæller, at eleverne skal bestå en eksamen for at komme ind på skolen. Og endnu færre ender med at læse videre på universitetet.

”I 2021 var der seks elever, der gik videre på universitetet ud af 37. Andre flytter tilbage og arbejder i landbruget,” fortæller han på sit kontor, efter han har budt os på sød te og chapati (fladbrød).

Sproget er også en barriere. På grundskolen bliver eleverne undervist på swahili, mens alle fag foregår på engelsk på sekundærskolerne. Det kan være lidt af en brat overgang for eleverne. Træskilte minder derfor flere steder rundt omkring på Ipepo eleverne om, at de hele tiden skal øve sig: ”Speak English”.

Ostella Otumari Sanga på 17 drømmer om at blive sygeplejerske. Hun viser os pigernes sovesal, hvor hun deler en seng med en anden pige, så der er plads til alle. Foto: Karoline Rahbek

Ezra Ibrahim Sanga og hans kammerater på skolen mangler dog hverken ambitioner eller drømme, da jeg spørger dem, hvad de gerne lave, når de bliver voksne.

Miriam Mabunga på 15 vil være en forretningskvinde. Angel Mgani på 14 vil være lærer. Ostella Otumari Sanga på 17 vil være sygeplejerske. Og Ezra Ibrahim Sanga vil være læge.

”Der er stor mangel på hospitaler og sundhedsklinikker i det her område. Jeg vil være med til at gøre nemmere at komme til lægen.”

Ezra Ibrahim Sanga er godt klar over, at det er en karrierevej, der kræver en hel del:

”Når jeg er færdig med de sidste år her, så venter tre år på universitetet og derefter skal jeg studere fem år mere for at blive læge,” fortæller han med et målrettet blik.

Verdens bedste investering

Flere piger og drenge end nogensinde før går nu i skole. Eksperter kalder skolegang verdens bedste investering. Det er afgørende i kampen mod ekstrem fattigdom og målet om at skabe en fredeligere verden.

Hvor det i 1970 kun var cirka 75 procent af verdens befolkning, der gennemførte grundskolen, steg tallet til over 80 procent i firserne, og fra 2000 steg tallet igen, så 88 procent af verdens børn i dag gennemfører. Tidligere var det oftest drengene, der fik muligheden. Nu starter næsten lige mange drenge og piger i skole.