Ukrainer i udlandet i digital krig for hjemlandet: “Vi vil aldrig være en del af Putins familie af russiske zombier”

Men Vitsche ønsker også at dele historien om Ukraine som et selvstændigt og frit land, der ikke vil lade sig definere som postsovjettisk. Et land med egen kultur, egne værdier og drømme, fortæller Voitova:  

“Folk har tit spurgt mig i Europa, om jeg taler russisk, når jeg siger, at jeg er fra Ukraine. Så mange folk fra Europa går stadig ud fra, at ukrainere er ligesom russere. Selvom vi er et stort land med 40 millioner indbyggere, så er vores historie aldrig blevet fortalt. Derfor er al den misinformation og propaganda, som Rusland spreder lige nu, så farlig,” siger hun.

Vitsche afholder også fester, “Ukrainian Soundgardens”, med ukrainske musikere og DJ’s, hvor der er markeder med fokus på ukrainsk kultur.  

“Kunst og kultur er også politisk. Det er en måde, hvorpå viser vi verden, hvem vi er. Men det kan også være virkelig sundt for ukrainsk bosatte kunstnere at tage til Berlin nogle dage, hvor de kan få lidt ro, leve et nogenlunde normalt liv uden luftsirener om morgenen. Bare være i noget, der ikke er et mareridt,” siger hun.

Lenin til storskrald

En af Vitsches happenings i Berlin opstod, fordi en mand, der havde samlet Lenin-hoveder hele sit liv på loppemarkeder, henvendte sig til dem. Lenin-hovederne kunne de godt bruge. I hvert fald til en performance, hvor hovederne blev puttet i sorte skraldeposer og placeret foran Brandenburger Tor, mens en tale af den nu afdøde polske advokat Raphael Lembke blev afspillet fra højtalere. Lembke opfandt begrebet “folkemord”, fortæller Voitova:

“Men Lembke talte også om Holdomor-hungersnøden i Ukraine (1932-1933, red.), der kostede mange millioner ukrainere livet, og som var planlagt af Sovjetunionen. Vi ville gerne vise, at for os er Sovjetunionens historie ikke noget værdifuldt. Putin taler altid om, at han savner det gamle Sovjetunionen. Men vi vil aldrig være en del af Putins familie af russiske zombier,” siger Voitova, mens øjnene ruller som larvefødderne på en trodsig tank. 

I efteråret 2021 færdiggjorde Voitova sin universitetsbachelor i etik, politik og økonomi i den ukrainske by Lviv. Derefter flyttede hun til den tyske by Leipzig for at arbejde og hænge ud. I 2022 var det egentlig planen at tage tilbage til Kiev, hvor hendes mor og far bor, men spændingerne mellem Rusland og Ukraine tog til i månederne op til invasionen. Tiden op til krigen var “ekstremt stressfuld for alle”, fortæller hun: 

“Jeg prøvede at forklare til mine forældre, at krigen ville bryde ud. Så i den periode talte vi meget i telefon om, hvorvidt de skulle samle mad, scanne dokumenter, rejse væk. Den 23. februar om dagen sagde jeg til min mor: “I skal tage væk!”. Jeg sagde det samme til mine venner, der planlagde en stor fest og kunstudstilling den 24. i Kiev. Men min mor troede slet ikke, at en krig mod Rusland var mulig. Og mine venner sagde, at jeg skulle slappe af. Kl. 05 om natten skrev min mor, at Kiev var under bomber.”

Den 24. februar

Nataliia Voitova kalder invasionsdagen “den værste dag i hendes liv”. Hun vågnede i lejligheden i Leipzig i chok. Rådvild. Men vidste på samme tid, at hun ville gøre alt for at hjælpe sit hjemland. 

“Alt andet er ligegyldigt,” slår hun fast med et stift blik.

På invasionsdagen tog hun kontakt til venner, der stod bag nogle store nyhedssider på Instagram. De havde brug for nogen, der kunne dele nyheder om krigen 24 timer i døgnet – et supplement til traditionelle, ukrainske medier: 

“Traditionelle medier bliver jo også bombet, så det er svært for dem at opsnappe alt. Under en fuldskalainvasion er det sværeste at overleve første uge, hvor du ikke ved, hvad du skal gøre, og al infrastruktur knækker.” 

Hendes kæreste ankom til Leipzig dagen efter, hvor de havde en stor diskussion. Hun ville tilbage til Kiev, koste hvad det ville. 

“Det her er vanvittigt, vi er nødt til at stoppe det!” udbrød hun. 

Men kæresten protesterede. 

“Så jeg sagde: Okay, så lad os tage til Berlin, det er en større by, måske er der flere (flygtninge, red.), vi kan hjælpe der. Jeg har ikke en uddannelse i medicin, men hvis jeg havde, så ville jeg være i Ukraine. Jeg kunne godt se, at hvis jeg tog tilbage, så ville jeg nok mest være en byrde. For lige nu er jeg af uddannelse nok mest en… social media manager,” siger hun og griner glimtende igen. 

Dagen efter var Voitova allerede til en demonstration i Berlin, hvor hun på gaden mødte de unge ukrainere, der i dag udgør Vitsche. Beslutningen om at tage til Berlin var på et personligt plan en god idé, fortæller hun, for en fuldskalainvasion er et stort traume for ens mentale helbred: 

“Det hjalp virkelig, at jeg var omgivet ukrainere, der også kæmpede og gennemgik den samme proces. Men det er nok det emotionelt hårdeste, jeg nogensinde har skullet begrave i mit hovede. I tre måneder kunne jeg ikke slappe af. Eller føle ting som glæde,” siger Voitova.

Voitova kalder tilstanden “Dissociation”: En følelse af, at du ikke er i kontakt med den virkelige verden. “I den første uge føltes det som at vandre gennem en virkelig mørk drøm. Som ikke vil ende,” fortæller hun:

“Jeg vidste ikke, hvad det betød at smile. Det er ikke fordi, jeg ikke gerne ville. Jeg vidste ikke hvordan. Nogle gange fandt jeg ud af drømmen, så ind i den igen, så ud igen. Jeg havde også en periode, hvor jeg spontant begynde at græde eller skrige. Som regelt efter arbejde, når der ikke var flere opgaver, og jeg havde et stille øjeblik for mig selv”

Tiden er ikke til at sørge

At være en del af Vitsche får Voitova til at føle, at hun er “på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt”, fordi hun kan være med til at gøre en forskel, siger hun.

“Vi hjælper også flygtninge, som der er en 1 million af i Tyskland nu. De har brug for folk, der støtter dem med at falde til i det tyske samfund. Så vi inviterer dem til vores begivenheder, så de ikke føler sig fuldstændigt ensomme og fortabte. I tidligere tider har man set, at flygtninge fra postsovjettiske lande nærmest mister deres identitet, når de flygter til europæiske lande som f.eks. Tyskland. Nu kan de føle, at de har en en NGO (Vitsche, red.), som har deres stemme.” 

Voitova har mistet ni bekendte ved frontlinjen indtil videre. De fleste er drenge, men også professorer fra hendes universitet. Jeg spørger, om hun føler et behov for at stoppe op, mærke efter, sørge? 

Svaret falder kontant: 

“Lige nu skal vi hjælpe dem, der stadig er i live, ikke græde for de døde. Vi har liv, vi skal redde. Dét er, hvad der stadig holder ukrainerne i gang. For lad os være ærlige. Når det her er overstået, når folk endelig er tilbage i trygge hjem og er uden for fare, så er jeg ret sikker på, at mange pludselig mærker alle de følelser, de har ignoreret – kollapser i udmattelse eller depression.”

Det er ikke nemt at stille spørgsmålet, men jeg prøver alligevel. Er der noget, der gør hende håbefuld i denne her tid? Hun vender blikket ud mod Den Røde Plads, kigger lidt rundt, som om øjnene leder efter svaret i det tiltagende aftenmørke. Så svarer hun: 

“At der er så mange mennesker lige nu på frontlinjen. Mine venner. I koldt vejr. Som har efterladt alt. De står dér, fordi de vil have, at jeg, min mor, min far, min bror, hele vores folk kan leve i et land med fred. Fordi vi ved, at hvis russerne overtager vores land, så kommer der ikke fred. De vil dræbe masser. Det har vi set tidligere i historien. Og det er virkelig uhyggeligt. Jeg finder en stor del af min motivation i at se alle dem, der ofrer så meget mere, end jeg gør. Hvis min lille hjælp gør en forskel, så er jeg glad, for jeg…” 

Talen gør holdt. Stemmen dirrer en smule. Voitova fortsætter: 

“Jeg… kan ikke blive ved med at ignorere det, der sker.” 

Vil du tage tilbage til Ukraine? 

“Ja, jeg har en plan, men intet er på plads endnu.”

Frygter du, at Rusland “vinder” krigen? 

“Nej. Den situation kan jeg slet ikke forestille mig,” konstaterer hun køligt.

Efter interviewet går jeg hjem til min lejlighed på Nørrebro. Den er ualmindeligt tryg. Jeg kan heller ikke forestille mig, at Rusland kan knække ukrainerne. Min fornemmelse er ikke baseret på viden om missilsystemer, krig eller geopolitik. Noget ved mødet med Nataliia Voitova. Den der ukuelige ild i hendes øjne:

Et flammeblik.