02. november 2020
Vaccinealliances Robin Hood
Gavis mission er at redde liv og mindske fattigdom ved at udbrede vacciner til de fattigste lande. På grund af deres arbejde er næsten halvdelen af verdens børn blevet vaccineret.
CCBY C.C. Chapman
I slutningen af 1990’erne gik Bill and Melinda Gates foundation, Unicef, WHO og The World Bank Group sammen om et fælles mål: at gøre op med uligheden på markedet, hvor dyre priser gjorde det umuligt for verdens fattigste lande at vaccinere deres befolkning.
For at skyde alliancen i gang donerede Bill Gates 750 millioner dollars, og i år 2000 blev Gavi – Global Alliance for Vaccines and Immunisation, oprettet.
Gavi arbejder for at sænke priserne på vacciner mod 17 forskellige smitsomme sygdomme. Det sker ved at forhandle og indgå store købsaftaler, som sikrer en lavere pris, end hvis de enkelte lande skulle gøre det individuelt.
Derudover betaler Gavi en stor del af vaccinerne til verdens lavindkomstlande, hvor hvert land finansierer en lille del af udgifterne – Beløbet afhænger af landets indkomstniveau og falder i takt med, at landets BNP stiger.
Vaccinealliancens bekæmpelse af epidemier har ført til, at 822 millioner børn i verdens fattigste lande er blevet vaccineret og over 14 millioner fremtidige dødsfald forhindret.