Analyse: Verdens fattigdom fortsætter med at falde

I næste uge udkommer en ny rapport fra Verdensbanken. Den gør status på, hvordan det går med FN’s mål om at gøre en ende på ekstrem fattigdom inden 2030. Hovedkonklusionen i rapporten er dog allerede blevet offentliggjort: For første gang nogensinde lever færre end hvert tiende menneske i verden nu under den internationale fattigdomsgrænse.

Verden har rykket sig. På 25 år er der blevet en milliard færre ekstremt fattige, selvom den globale befolkning er steget med to milliarder. Verdensbankens rapporter udgives altid med forsinkelse, fordi det tager tid at indsamle og bearbejde statistikken. Den nyeste rapport giver tal for fattigdommen i 2015, og her har vi nu nået den symbolsk vigtige milepæl på 10 procent ekstrem fattigdom i verden. Det er et fald på to tredjedele i forhold til 1990, hvor tallet lå på 35,9 procent. Dermed er der nu ’kun’ 736 millioner mennesker, der har en indkomst på mindre end 1,9 dollars (cirka 12 kroner) om dagen. Alene fra 2013 til 2015 faldt antallet af ekstremt fattige i verden med 86 millioner.

Selvom næste officielle tal først bliver tilgængelige i 2020, vurderer Verdensbanken, at den ekstreme fattigdom også er fortsat med at falde efter 2015, så det reelle tal i dag ligger på omkring 8,6 procent.

Både Asien og Latinamerika er godt på vej til helt at slippe ud af den værste fattigdom.

Det er især Kina, der har sat retningen. I 1990 var to ud af tre kinesere ekstremt fattige. Men efter en imponerende indsats og årtiers rivende økonomisk udvikling er det nu færre end én ud af hundrede kinesere, der er under denne fattigdomsgrænse. Flere kinesere er begyndt at kritisere det miljøsvineri, som udviklingen også har medført, og Kina investerer nu massivt i solceller og elektriske biler og busser for at nedbringe luftforureningen.

I Indien er fattigdommen halveret i samme periode, og selvom 21 procent af inderne stadig må leve for under 1,9 dollars om dagen, har over dobbelt så mange indere nu adgang til noget så grundlæggende som et toilet, i forhold til år 2000. Indiens regering har indført identifikationskortet Aadhar, der trods vanskeligheder og kritik nu dækker 89 procent af befolkningen. Det giver inderne bedre mulighed for at kræve deres basale rettigheder, for eksempel at få udbetalt deres pension uden at betale bestikkelse.

I Latinamerika er Brasilien en af de store succeshistorier. Trods landets ry for korruption og vold er den ekstreme fattigdom faldet fra 21 procent i 1990 til kun 3,4 procent i 2015. Og året efter lykkedes det så endelig at give alle brasilianere adgang til elektricitet.

Ikke alle regioner har haft samme fremgang. I takt med faldet i fattigdom andre steder i verden, har Afrika overtaget rollen som regionen med flest fattige. Selvom andelen af fattige målt i procent også er faldet her, lever fire ud af ti afrikanere syd for Sahara stadig under grænsen på de 1,9 dollars. Og blandt andet på grund af stor befolkningstilvækst er selve antallet af ekstremt fattige personer faktisk steget en smule i Afrika i de senere år. Kvinderne i alle afrikanske lande får i dag færre børn end tidligere, men børnedødeligheden er faldet hurtigere end antallet af børn per kvinde. Det er dog vigtigt at huske på, at fattigdomsbekæmpelse ikke kun handler om at skabe færre børn, men også om at skabe mere fred, sikkerhed og god regeringsførelse.

Fattigdomsgrænsen er meget lavt sat, og der er bred enighed om, at en årsindtægt på knap 700 dollars eller 4.500 kroner langt fra er nok til at leve et bare nogenlunde værdigt liv, med næringsrig mad, uddannelse, transport og medicin osv. De 1,9 dollars fungerer mere som en rettesnor og fælles målepunkt for, hvordan det går med at nedbringe fattigdommen generelt. Heldigvis er der ikke kun tale om, at de fleste ekstremt fattige lige nøjagtig er kommet over den magiske grænse og ikke længere tæller med i statistikken, selvom de stadig er ludfattige. For nogle er det selvfølgelig tilfældet, men hvis man kigger dybere i statistikken, kan man se, at fattigdommen i verden faktisk er faldet, uanset hvilken fattigdomsgrænse man vælger. Det skriver Max Roser, en økonom fra Oxford University, der står bag den anerkendte statistikside ourworldindata.org. Den faldende fattigdom kan også ses på, at verdens befolkning nu generelt lever længere end tidligere, at børnedødeligheden er faldet, og at langt flere kan læse og skrive.

De nyeste tal viser dog også, at det nu går langsommere med at nedbringe fattigdommen end tidligere. I de seneste 25 år er fattigdommen faldet med cirka ét procentpoint om året, men i de seneste to år er hastigheden halveret. Det skyldes ifølge Verdensbanken både, at ikke alle regioner har haft samme økonomiske vækst, og ikke mindst, at den økonomiske vækst ikke er kommet de fattige lige meget til gode alle steder. Konflikt spiller også en rolle. I Mellemøsten og Nordafrika er antallet af ekstremt fattige næsten fordoblet i de seneste år, så der nu er 18,6 millioner ekstremt fattige i regionen. Det skyldes især krigene i Syrien og Yemen.

FN har to gange sat konkrete mål for at nedbringe verdens fattigdom. I de første fælles udviklingsmål for verden, der blev vedtaget i 2000, var målet, at den ekstreme fattigdom skulle halveres inden 2015. Da verdens lande i 2015 så igen mødtes i FN for at vedtage et nyt sæt mål for verdens udvikling, blev de denne gang enige om, at den ekstreme fattigdom helt skulle afskaffes inden 2030. Men som noget nyt skal hvert lands fattigdom også halveres, når man måler på landenes egne nationale fattigdomsgrænser, der ofte ligger meget højere end de 1,9 dollars.

Årsagerne til de mange års faldende fattigdom er en blanding af økonomisk vækst og bedre uddannelse, mange års udviklingshjælp og ikke mindst, at mange migranter har fået mulighed for at arbejde i udlandet og sende penge hjem til familien. FN kan ikke tage æren for alt dette, men de 17 Verdensmål, der blev vedtaget i 2015, udstikker alligevel en fælles retning, som giver støtte ovenfra til den udvikling, der er i gang nedefra.

Hvis vi fortsætter som nu, vil vi ikke helt nå til den verden uden ekstrem fattigdom, som verdens lande sigter efter. Prognoserne viser, at vi kommer til at ligge over fem procent i 2030, hvis vi ikke gør en ekstra indsats. Slaget kommer især til at stå om udviklingen i Afrika. Hvis vi skal nå målet, skal vi både blive bedre til at skabe fred og sikkerhed og mere ligeligt fordelt økonomisk vækst. I takt med, at vi bevæger os væk fra den mest akutte fattigdom, bliver det nye fokus, at vi ikke kun skal gribe de allerfattigste. Der skal sættes specifikt ind for at øge indkomsten hos de fattigste 40 procent, mener Verdensbanken.

Det bliver ikke nemt i en verden, der trods mange fremskridt stadig døjer med krige, katastrofer og ikke mindst korruption. Men et lyspunkt er, at hovedparten af verdens befolkning i dag lever i mellemindkomstlande. Det giver langt flere muligheder og ressourcer til at samarbejde om at løse udfordringerne, end dengang hvor verden var opdelt i en lille og velhavende del overfor en stor og meget fattig del. Halvdelen af verdens fattigste bor nu i kun fem lande: Indien, Nigeria, Bangladesh, Etiopien og DR Congo. Det giver mulighed for at sætte ind mere målrettet, og ikke mindst af landene selv.