14. januar 2024

Verdens første malariavaccine redder allerede børneliv

Nu viser de første resultater fra malariavaccinen, at færre børn mister livet til sygdommen, og langt færre bliver indlagt med svære tilfælde.

Det første store malaria vaccineprojekt i Ghana, Malawi og Kenya viser, at børnedødeligheden er faldet med 13 procent.

Det første store malaria vaccineprojekt i Ghana, Malawi og Kenya viser, at børnedødeligheden er faldet med 13 procent.

Malaria har plaget menneskeheden i årtusinder, og selvom dødeligheden af malaria er faldet med mere end en fjerdedel på tyve år, er det fortsat en af verdens store dræbere.

I 2022 var der 249 millioner tilfælde af Malaria globalt, som resulterede i 608.000 dødsfald. Heraf var 80 procent børn under fem år, som gør malaria til en af de største dødsårsager for børn.

Derfor var det en milepæl da den første malariavaccine, da den såkaldte RTS,S vaccine, tilbage i 2021 blev godkendt til børn under fem år af Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Nu er et stort projekt med vaccinen i Kenya, Ghana og Malawi blevet evalueret, og viser bemærkelsesværdige resultater, ifølge Kristen Kelleher, der er teknisk officer hos Institut for Immunisering og Vacciner hos Verdenssundhedsorganisationen.

Over en periode på næsten fire år er den tidlige børnedødelighed faldet med 13 procent. Og det gælder ikke kun dødelighed, som er forbundet direkte med Malaria. For børn er i større risiko for at dø af andre bakterielle sygdomme, hvis de er inficeret med malaria, som eksempelvis salmonella, forklarer Kristen Kelleher i et skriftligt svar til Verdens Bedste Nyheder.

Desuden viser evalueringen også en reduktion på 22 procent i alvorlig Malaria hos børn, der fik den fulde tre-dosis serie.

Vaccinen er endnu et værktøj

Vaccinen mod malaria har en betydelig effekt, når det kommer til folkesundheden, ifølge Issaka Sagara. Han er læge og professor i folkesundhed på Universitetet for Naturvidenskab, Teknik og Teknologi i Bamako, Mali. Han har forsket i malaria i 30 år, og er senior professor på Afrikas største test- og forskningscenter for malaria.

”Når man ser overordnet på vacciner, er en reduktion på 13 procent relativt lavt. Men hvis man tager malariabyrden i betragtning, har vaccinen stor effekt,” siger Issaka Sagara.

Men selvom der nu er kommet en vaccine, og der faktisk blev godkendt endnu en vaccine i oktober 2023, vil det alligevel ikke betyde en ende på malaria.

”Det vil ikke eliminere malaria af den simple grund, at vaccinen i øjeblikket er godkendt til børn under 5 år, og malaria er en sygdom, der rammer alle aldersgrupper. Men det vil redde børneliv og spille en afgørende rolle i kontrollen af malaria,” siger han.

Og befolkningen er glade for vaccinen, for alle kender nogle, der er ramt af sygdommen.

”Familier oplever dødsfald blandt deres nærmeste, og sygdommen medfører meget lidelse, der forhindrer mennesker i at arbejde året rundt,” siger Issaka Sagara.

Derfor har malaria der også et personligt økonomisk aspekt, for hvis børn eller voksne skal i behandling, koster det penge. Og hvis de tilmed ikke kan arbejde, kan andre livsnødvendige behov som eksempelvis mad blive sat til side.

”Vaccinen er det mest betydningsfulde værktøj, vi har tilføjet til kampen mod malaria de seneste år,” siger Issaka Sagara. ”Men der er brug for en bredere strategi, og en vaccine, der skal være tilgængelig for alle.”

Dødeligheden er faldet

Tilbage i 2002 mistede 848.000 livet til malaria. I 2022 var det faldet til 608.000, som svarer til et fald på 240.000, sammenlignet med tallet for tyve år siden.

 

3 lande

blev malariafri i 2023: Azerbaijan, Belize og Tajikistan.
World malaria report 2023

Flere fik malaria under corona

Under corona pandemien faldt det forebyggende arbejde mod Malaria, da alt fokus var rettet mod corona. I 2020 var der anslået 14 millioner flere tilfælde af malaria og 47.000 flere dødsfald, sammenlignet med 2019, ifølge Verdenssundhedsorganisationen.

Men værktøjer som myggenet og malariapiller er fortsat de bedste forebyggende værktøjer imod de stikkende myg, og nu er den første vaccine også med i værktøjskassen.

Vi er ifølge World malaria report 2023  fra Verdenssundhedsorganisationen ikke helt tilbage på rette spor, når det kommer til bekæmpelsen af malaria, hvis vi sammenligner med før corona, men de nye vacciner er afgørende værktøjer.