28. november 2021

Nye metoder mod malaria

Droner og ’lok-og-dræb’-fælder er ikke rekvisitter fra en science fiction-film – men nye våben til at bekæmpe malaria.

Grafik: Eva Søe Olsen

Grafik: Eva Søe Olsen

Kampen mod malaria går den rette vej – dog med langsomme skridt. I 2019 estimerede WHO, at antallet af malariadødsfald var faldet med næsten 45 procent på verdensplan siden 2000.

De traditionelle metoder som medicin, myggenet og -spray er stadig vigtige elementer for at bekæmpe malaria. Men flere steder forsøger man sig med nye metoder.

Lok og dræb

3022 huse i 20 landsbyer i Elfenbenskysten i Vestafrika ser nu lidt anderledes ud end før. Vinduer og senge er beskyttet med myggenet, og på de brune mure, lige under husenes tag, ses en række små ventilationsrør. De kaldes for EaveTubes og er en slags ”lok og dræb”-fælder. Rørene udsender lugten af mennesker inde fra husene og lokker myggene ind i røret, hvor et net med myggedræbende middel slår de sultne myg ihjel.

Metoden med at kombinere net og rør er en del af et toårigt studie finansieret af Bill og Melinda Gates Foundation og udført af blandt andet forskere fra Penn State Universitet. I de 20 landsbyer har det i gennemsnit reduceret malariatilfælde med 38 procent.

Hær af droner

I Rwanda har man valgt at bekæmpe de flyvende smittebærere ved at sende en hær af droner på vingerne.

Dronerne skal angribe myggelarver med myggebekæmpelsesmidler, som de sprøjter ud over områder med stor forekomst af malaria. Dronerne kan sprøjte områderne meget hurtigere end ved manuel sprøjtning, hvilket kan spare regeringen for millioner af dollars.

Selvom Rwanda har reduceret antallet af malariatilfælde fra 4,8 millioner i 2017 til 1,8 millioner i 2020, og antallet af dødsfald er faldet med 79 procent, så er malaria stadig et stort folkesundhedsproblem i landet. Derfor kan dronerne være endnu et våben til at bekæmpe de smittespredende myg. Sundhedsministeriets rapport viste, at den gennemsnitlige tæthed af myggelarver faldt med næsten 90 procent, og at malariaforekomsten i de sprøjtede områder faldt med over 90 procent – alene under dronernes testfase fra juli 2020 til februar 2021.

 

45 procent

Så meget estimerede WHO, at antallet af malariadødsfald var faldet med på verdensplan mellem 2000 og 2019

EaveTubes

Metoden med at kombinere net og rør har i de 20 landsbyer i gennemsnit reduceret malariatilfælde med 38 procent.

Rwandas droner

Alene under dronernes testfase fra juli 2020 til februar 2021 faldt den gennemsnitlige tæthed af myggelarver med næsten 90 procent og malariaforekomsten med over 90 procent i de sprøjtede områder