30. november 2025
Verdens største donor af udviklingsbistand er under massivt pres. Men håbet er ikke forsvundet. Det har bare skiftet adresse
Mens EU kæmper med sin troværdighed og et forandret Afrika, peger forskere og eksperter på, at ligeværdige partnerskaber først opstår, når Europa anerkender den nye magtbalance
Kampala i Uganda oplever en blanding af moderne infrastruktur og slumområder, der afspejler landets hurtige vækst og de fortsatte udfordringer. Video: Istock
”Jeg har lidt mistet håbet over for EU og Europa.” Sådan siger en af Danmarks mest erfarne forskere i udviklingspolitik til mig, da jeg ringer til Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) samme dag, som EU og Den Afrikanske Union mødes til et storstilet topmøde i Angola.
Og i det øjeblik mærker jeg selv tvivlen snige sig ind. For jeg har i måneder researchet på en artikelserie om EU’s rolle i verdens udviklingslande – til et medie, der normalt fortæller om fremskridt, løsninger og håb.
Men Lars Engberg-Pedersen fortsætter:
”Du kan jo se, hvordan englænderne, franskmændene, tyskerne, svenskerne, hollænderne, finnerne skærer i udviklingsbistanden. Der er ikke tale om småting, de skærer markant. Det afspejler en fuldstændig afgrundsløs manglende forståelse for, hvad der er brug for. Og at der er politiske ledere alle steder, som sidder og tænker på nationale ting, og at vi kan være nok i os selv.”
Han tilføjer dog hurtigt, at håbet ikke er tabt – bare flyttet. Især til den voksende række af mellemindkomstlande i det globale syd, der står stærkere geopolitisk sammen i takt med, at de arbejder sig ud af fattigdom. Og netop den nye verdensorden er afgørende for at forstå, hvordan EU’s udviklingsbistand og partnerskab med Afrika har forandret sig.
Mens der for 20 år siden var en stærk trend i bistandsverdenen om at skabe mere ligeværdige og effektive partnerskaber, er den dagsorden nu vendt tilbage — men af helt andre grunde og i nye former, fortæller Lars Engberg-Pedersen. Dengang handlede det om idealer og om at rette op på historiske skævheder. I dag handler det om magtpolitik.
Ultrakort sagt: Spændingerne mellem Kina, USA og Rusland vokser. Kina har for længst sat sig tungt på både råstoffer og infrastruktur i Afrika, mens Rusland rykker ind med alt fra Wagner-lejesoldater til våben. Samtidig slås Europa med et alvorligt troværdighedstab efter både vaccinefordelingen under coronapandemien og håndteringen af Gaza-krigen, som blev mødt af massiv kritik på det afrikanske kontinent.
”Det tvinger EU til at tænke, hov nu må vi altså også på banen i Afrika. Både på grund af geopolitiske men også geoøkonomiske interesser,” forklarer Lars Engberg-Pedersen.
Fremskridt for verdens fattigste
Netop det, at EU vågnende op overfor Kinas rolle på det afrikanske kontinent, har haft en stor betydning for den måde, som EU’s udviklingsbistand tager form i Afrika i dag. Det har jeg også talt med en anden ekspert på DIIS om.
I Danmark har vi nemlig noget, som ingen andre lande har: En forsker, som sidder og udelukkende dykker ned i netop EU’s forhold til udviklingslandene.
Så jeg cykler ud til Sarah Kristine Poppelkvists kontor, hvor hun skriver sin ph.d. Hun fortæller, at udviklingsbistand i begyndelsen ikke bare var en parentes, men en helt central del af EU’s DNA om at tage fælles ansvar: Europa havde under kolonitiden været med til at skabe problemer og uretfærdigheder i verden – så man måtte også være med til at løse dem.
Det har ændret sig i dag.
”Udviklingskommissæren var tidligere en af de højst rangerende i EU-systemet. Det var virkelig betragtet som et statusområde, som også var vigtigt for EU’s egen udvikling som region. Men over tid er det droslet ned. Nu har vi kun en kommissær for internationale partnerskaber, og det er ikke prestige,” fortæller hun.
Prestige eller ej er EU sammen med sine 27 medlemsstater i dag den største donor af officiel udviklingsbistand som internationalt går under betegnelsen ODA. Pengene – der i 2023 løb op i 95,9 milliarder euro – går til en lang række områder, der skaber fremskridt i nogle af verdens fattigste lande.
EU’s udviklingsbistand går til alt fra at bygge skoler og sundhedssystemer, sikre fødevaresikkerhed og adgang til rent drikkevand til klimaindsatser og projekter, der skal sikre flere jobs.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan børnene nu strømmer til skole i det ekstremt fattige Somaliland, blandt andet takket være midler fra EU.
I Malawi samarbejder EU med myndigheder og donorer for at forbedre adgangen til basale sundhedstjenester. I Caribien har EU finansieret nye varslingssystemer, der beskytter små øsamfund mod tropiske storme. Og i lande som Ukraine og Libanon er EU i dag blandt de vigtigste partnere, der hjælper med at holde samfund og kritiske tjenester i gang midt i krig og stor flygtningebelastning med alt fra elnet og hospitaler til social støtte.
●Den 24.-25. november mødtes EU’s og Den Afrikanske Unions ledere til topmøde i Angola — 25 år efter partnerskabet mellem de to unioner blev etableret. På dagsordenen var alt fra handel og grøn omstilling til digitalisering, migration, fred og sikkerhed. EU er Afrikas største handelspartner og vigtigste udviklingsdonor, og topmødet skulle sætte retningen for et ”stærkere og mere ligeværdigt” samarbejde mellem de to kontinenter.
Kina er massivt til stede på det afrikanske kontinent. Her i Walvis Bay i Namibia. Havnen drives af et kinesisk ingeniørfirma, hvilket har været en kilde til utilfredshed i lokalbefolkningen. Foto: Istock
EU: ”Det gør vi sgu også!”
Men samtidig med, at udviklingsområdet altså fik en anden placering og prioritering i EU-systemet, rykkede Kina for alvor ind på det afrikanske kontinent. Kina fejrede i 2023 en stort anlagt 10-års fødselsdag for deres såkaldte Belt and Road-initiativ, som blev lanceret for at styrke forbindelserne til andre lande gennem infrastrukturprojekter. Igennem årene har Kina investeret hundredvis af milliarder dollars i broer, havne og motorveje i både Afrika og også Asien og Latinamerika.
”Og så var EU sådan: Det gør vi sgu også! Det blev til Global Gateway, der også er et stort infrastrukturprojekt i bred forstand, som blev en hel refraiming af EU’s udviklingsarbejde,” fortæller Sarah Kristine Poppelkvist og fortsætter:
”Det er jo lidt sjovt, fordi hvis man fx tænker tilbage på Mette Frederiksens seneste nytårstale, sagde hun ’USA innoverer, Kina kopierer og EU regulerer’. Men her er det EU, der kopierer Kina. Og jeg forstår godt, hvorfor de vil have mere synlighed. Spørgsmålet er bare, om det er det rigtige at gå ind på den bane, som Kina allerede har taget.”
We See Africa
EU undersøgte i samme periode, hvad holdningen til den europæiske union var på tværs af det afrikanske kontinent. Her satte kun otte procent satte EU i top tre over de organisationer, der havde haft mest positiv indflydelse på udviklingen af deres land. EU lancerede derfor en storstilet kampagne på tværs af det afrikanske kontinent, hvor en lang række af lokale influencere og organisationer skulle være med til at fortælle succeshistorier fra det europæisk-afrikanske partnerskab med kampagne-budskabet: We see Africa.
Hvad er Global Gateway?
Global Gateway er EU’s store investeringssatsning på at styrke relationerne til resten af verden. Planen blev lanceret i 2021, kort efter at Kina havde fået massiv opmærksomhed med sit Belt and Road-initiativ, hvor kinesiske lån- og byggeprojekter skyder op som veje og broer i store dele af Afrika og Asien.
EU’s idé er lidt anderledes. Global Gateway skal samle europæiske investeringer inden for alt fra grøn energi og internetkabler til transportsystemer, sundhedsproduktion og uddannelse. Det er tænkt som langsigtede samarbejder, hvor både lokale regeringer, europæiske virksomheder og EU-institutioner arbejder sammen. Ambitionen er, at investeringerne skal løbe op i 300 milliarder euro frem mod 2027.
Men strategien møder også hård kritik. Mange af projekterne er endnu ikke synlige for befolkningerne i de lande, hvor de er sat i gang, og flere eksperter peger på, at Global Gateway blandt andet finansieres igennem lån som efterlader modtagerlandene i gæld.
Concord Europe, der er en sammenslutning af en lang række udviklingsorganisationer, har i 20 år udgivet en rapport, der tager pulsen på den globale udviklingsbistand. I år var kritikken af EU ekstra hård og konkluderede, at EU’s udviklingsbistand særligt med Global Gateway har bevæget sig væk fra de klassiske områder som fattigdomsbekæmpelse til at handle om unionens egne geopolitiske interesser ved at støtte europæiske private investeringer verden over.
Global Gateway er kun én del af EU’s udviklingsindsats. Ved siden af investeringsstrategien kører altså samtidig den klassiske bistand under betegnelsen Global Europe, hvor EU fortsat støtter uddannelse, sundhed, klima og civilsamfund.
Samtidig lancerede flere lande i Europa deres egne Afrika-strategier. I Danmark fik den titlen Afrikas århundrede.
Der skete pludselig et tydeligt skift i måden man taler om forholdet mellem EU og det afrikanske kontinent.
Nu skulle landene ikke bare have penge fra den rige ven i nord, men projekterne skulle skabes sammen og i øjenhøjde.
”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt forskellige folk sige ’Da jeg mødte den her finansminister fra det her afrikanske land, så sagde han: Giv os ikke bistand, giv os handel og ligeværdige relationer,” fortæller Sarah Kristine Poppelkvist.
Kina blander sig ikke i de afrikanske landes økonomi eller politik, mens EU historisk set – ligesom Danmark – har givet udviklingsbistand til de lande, der har de samme værdier indenfor demokrati og menneskerettigheder.
Afrika vil have rene linjer
Det er netop en af de ting, som mange afrikanske lande er ved at være godt trætte af, fortæller Paul Okumu fra Kenya, som jeg møder en tidlig morgen i København til en konference om netop fremtiden for EU’s internationale partnerskaber.
Han er sekretariatsleder i organisationen Africa Platform og har også den svære rolle, siger han selv, at sidde i styrekomiteen i Global Gateways rådgivende bestyrelse.
”EU vil altid snakke om korruption, men de taler ikke om deres egen virksomheder, som er der korruptionen finder sted. De vil altid snakke om deres idé om demokrati, og vil have at afrikanske regeringer skal ligne europæiske. I stedet for at fremme de ting, der gør de afrikanske regeringer unikke og stærke.”
Ifølge Paul Okumu er det altså ikke kun EU’s krav, der bekymrer afrikanere, men også, at europæiske virksomheder opererer i Afrika med metoder, der kan ligne korruption snarere end udvikling. Der har fx for nyligt været sager mod den schweiziske olievirksomhed Glencore og den franske logistikgigant Bolloré, der blev anklaget for bestikkelse og magtmisbrug i flere afrikanske lande.
Ud over de direkte korruptionsanklager peger Paul Okumu på et mere strukturelt problem: At EU’s store Global Gateway-satsning i praksis ofte tager udgangspunkt i europæiske virksomheders interesser.
Han fremhæver det danske Assela-vindmølleprojekt i Etiopien som et eksempel. Her blev et lån og et tilskud fra danske og europæiske institutioner gjort betinget af, at både selve energikontrakten og de tilhørende konsulentopgaver blev tildelt danske virksomheder. Resultatet, siger han, er et projekt, hvor størstedelen af midlerne reelt vender tilbage til Europa – mens den etiopiske stat står tilbage med gælden (og i det her tilfælde også vindmøllerne, selvfølgelig).
I kraft af sit job holder Paul Okumu mange møder med ministre og præsidenter over hele Afrika. Og her taler de altid pænt om EU som samarbejdspartner. Men uden for mødelokalerne får han en helt anden historie:
”Når vi taler privat, siger de, at EU er meget mere amoralske end Kina, fordi de pakker udviklingsbistand ind i lån. Kina følger nøjagtig den samme opskrift i Afrika, som EU har gjort i 144 år. Forskellen er, at de ikke bruger en hel masse udviklingshjælp til at lyve for befolkningerne.”
Paul Okumu drømmer om, at EU i stedet vil være ærlige om den ubalance, der i dag er imellem dem og de afrikanske lande i stedet for at kalde det ligeværdige partnerskaber.
●En betydelig del af EU’s bistand ikke er rene donationer. Ifølge OECD var omkring 56 % af EU-institutionernes ODA i 2023 “non-grants” (lån eller investeringer), mens 43,9 % var rene tilskud. Kilde: OECD
Der bliver bygget løs mange steder over det afrikanske kontinent. Her er vi i Sydafrika. Foto: Istock
Håbet ligger mod syd
På trods af kritik og motiver står én ting klart: Afrika er står et helt andet sted i forhold til EU end før. Kontinentets regeringer forventer både respekt og samarbejder, der gavner dem selv og ikke kun Europa.
Og her er Global Gateway trods alt et udtryk for et udtryk for nogle fælles kommercielle interesser om infrastruktur og flere arbejdspladser i Afrika, siger Lars Engberg-Pedersen.
Men hvis der er én ting, som topmødet i Angola fortæller, er det, at både EU og Afrika godt ved, at relationen mellem dem står på en knivsæg – og også, at begge parter insisterer på, at den kan forandres.
For Angolas præsident og AU-formand João Lourenço lød opfordringen: Afrika kræver mere fair og mere gennemsigtige gældssystemer, så kontinentet kan udvikle sig uden at blive tynget af uholdbar gæld. Samtidig samlede over 100 unge og civilsamfundsrepræsentanter sig i hovedstaden Luanda for at give deres anbefalinger til, hvordan Global Gateway og partnerskabet bør gentænkes. Flere eksperter kalder selve topmødet en mulighed for en “strategisk nulstilling”, hvis EU for alvor indser, at geopolitikken ikke længere drejer rundt om Bruxelles.
Samtidig har flere mindre europæiske lande, herunder Danmark, fået øjnene op for, at Europa også har brug for Afrika:
”I takt med at USA og Rusland på hver deres måde angriber den internationale orden alt, hvad de kan i øjeblikket, og Kina har deres egen måde at gøre tingene på, så har vi brug for at skabe venskaber med lande, der også ønsker internationale regelbaserede systemer. Så der er i hvert fald nogle steder i Europa en voksende forståelse for, at vi må gøre noget mere og samarbejde med afrikanerne i overensstemmelse med, hvad de har af interesser,” siger Lars Engberg-Pedersen.
Ifølge forskeren, der fik mig til at tvivle helt i starten af artiklen, er der selvfølgelig mulighed for, at EU begynder at gå anderledes til samarbejdet med det afrikanske kontinent, men det er i landene mod syd håbet ligger.
