07. februar 2021
Vild fremgang i Vietnam: 25 gange mere sol på taget
På bare ét år er antallet af tagsolceller eksploderet i Vietnam. Det er blot endnu et eksempel på solcellers erobring af verden.
I Vietman er der blevet installeret mere end 25 gange så mange tagsolceller på bare et år, og de kan producere over halvanden gange så meget energi som Danmarks vindmøller. CCBY: Zak Zak.
Antallet af tagsolceller i Vietnam er eksploderet med 25 så mange solceller på bare et år. I 2019 var kapaciteten af solenergi på 378 megawatt, MW, men er i udgangen af 2020 steget til hele 9.266 MW, skriver analyseinstituttet Institute for Energy Economics and Financial Analysis, IEEFA.
Vietnams nye solceller vil dermed kunne producere over halvanden gange så meget energi, som alle Danmarks vindmøller.
”Det er en helt utrolig hurtig fremgang, vi ser i Vietnam lige nu. Selvom det går exceptionelt hurtigt, ligger det i tråd med den store interesse for solcelleenergi, som der er kommet globalt,” siger Jacob Østergaard, som er professor ved DTU og centerleder på Institut for Elektroteknologi.
Solceller vinder verden
Vietnams fremgang skyldes, at solceller er en hurtig voksende industri, som bliver billigere, forklarer Jacob Østergaard.
”Der er ingen tvivl om, at solenergi vokser enormt lige nu. Det er et af de hurtigst voksende markeder, da det er en af de billigste måder at producere el på. Det er simpelthen blevet en god forretning. Det er et rivende marked, som mange lande som Vietnam er ved at få øjnene op for,” siger han.
Udover at solceller er blevet en god forretning, er Vietnams enorme boom i solceller også resultatet af en politisk beslutning om at skubbe aktivt til udviklingen. I 2019 oprettede Vietnams regering et program, der tildelte tilskud til solcelleprojekter med en deadline i slutningen af 2020.
Det har skabt den intense vækst op til slutningen af 2020, da mange gerne ville nå at få del af tilskuddet til deres solcelleprojekt.
Selvom tilskud er en normal måde at få sat gang i bæredygtige markeder, kan det godt gå for hurtigt, mener Jacob Østergaard.
”Tilskud er en kendt måde at regulere på. Men når priserne på solceller samtidig rasler ned, skaber det en større fremgang, end man havde regnet med, på meget kort tid periode. Det kan gøre, at fremgangen stopper brat, når tilskuddet stopper, og flere producenter af solceller kan pludselig stå uden efterspørgsel. Det kan skabe et ujævnt marked”.
Om det bliver tilfældet i Vietnam, er ikke til at sige. Men en ting er sikkert: Solcelleteknologien vinder frem i hele verden. Næste skridt er at få brugt den nye el.
”Nu har verden teknologien. Det betyder, at vi har andre udfordringer. Det handler eksempelvis om lagring af elektriciteten, men i høj grad også om, hvordan vi udnytter elektriciteten intelligent, når den er der, og får el ind i alle samfundets systemer. Således at eksempelvis vores varme i huse og transporten bliver helt eldrevet,” siger Jacob Østergaard.
”Nu, når vi har energien, skal den også bruges”.
Der er ingen tvivl om, at solenergi vokser enormt lige nu. Det er et af de hurtigst voksende markeder, da det er en af de billigste måder at producere el på. Det er simpelthen blevet en god forretning. Det er et rivende marked, som mange lande som Vietnam er ved at få øjnene op for.
Jacob Østergaard, professor ved DTU og centerleder på Institut for Elektroteknologi.