22. februar 2026
Vildt comeback: Uddød antilope danser nu igen på den afrikanske slette
Efter årtiers avlsarbejde lever antiloperne med de sabelformede horn igen frit i Tchad.
Efter mange år som uddød i den vilde natur, lever flokke af sabeloryxer igen i naturen i det store Ouadi Rimé-Ouadi Achim Faunal Reserve i Tchad. Foto: Sahara Conservation
En stor, aflang transportkasse ankommer til det støvede steppelandskab i det nordafrikanske land Tchad en tidlig morgen i marts 2016.
Den er fløjet ind fra Abu Dhabi miljøagentur i ly af natten for at undgå den værste varme og kørt med lastbil gennem sandet.
I transportkassens smalle båse står der 25 sabeloryxer – en høj, hvid antilope, som har fået sit navn efter sine lange horn, der rækker bagud over dens krop, som en buet sabel.
Dyrene er landet midt i Ouadi Rimé-Ouadi Achim Faunal Reserve, et af de største beskyttede reservater i verden – på størrelse med Skotland.
Holdet af forskere og medarbejdere træder et skridt tilbage. Der tælles ned på både fransk og arabisk, lågerne til hver af båsene løftes, og alle jubler, da de første antiloper sætter i løb mod den åbne slette.
“Jeg har været heldig nok til at åbne en kasse og sætte en sabeloryx fri. Det er ikke noget, man gør hver dag. Det er magisk,” fortæller Julie Martin, der er kommunikationschef i Sahara Conservation, som er en international organisation for naturbevaring i Sahara og Sahel.
Det er snart 10 år siden, at sabeloryxerne første gang vendte tilbage til deres naturlige levested, siden arten blev erklæret uddød i vild tilstand i år 2000. I dag er bestanden oppe på omkring 600, og det er derfor en kæmpe naturbevaringssucces, at arten i dag vurderes til “kun” at være truet på miljøorganisationen IUCN’s rødliste.
”Vi har bogstaveligt talt bragt den tilbage fra at være udryddet i naturen. Det er enormt tilfredsstillende at være en del af,” siger Katherine Mertes, der er forskningsøkolog ved Smithsonian National Zoo & Conservation Biology Institute, og som har arbejdet med sabeloryxer i 9 år.
●Reservatet ligger den såkaldte Sahel-zone. Sahel strækker sig som et bælte over Afrika fra Atlanterhavet til det Røde Hav. Med både halvtørre ørkenområder og steppelandskaber med træer og buske, danner Sahel bro mellem Sahara-ørkenen mod nord og de mere frodige savanner mod syd.
●Sahara Conservation er sammen med Tchads regering og Miljøagenturet i Abu Dhabi en af hovedkræfterne bag genindførelsen af sabeloryxen i den vilde natur.
Her lukkes en flok sabeloryxer ud af transportkassens båse i november 2024 i Tchad. Video: Sahara Conservation
De 25 antiloper ved ikke, at de faktisk er i en slags kæmpestor kravlegård, hvor de skal øve sig i at leve i den vilde natur, før de bliver sluppet helt løs.
“De har en til seks måneder til at lære deres nye miljø at kende og begynde at græsse, mens vi omlægger deres kost meget omhyggeligt, og hvor dyrlæger kan vurdere deres tilstand,” fortæller Katherine Mertes.
Og det er altså et helt andet miljø end det, gruppen af sabeloryxer har været vant til.
Alle dyrene er født i fangenskab – i zoologiske haver eller private samlinger. Og netop det skulle vise sig at blive artens redning.
Sabeloryxen kendes særligt på dens imponerende horn og dens hvide pels, der reflekter solens stråler. Foto: Sahara Conservation
Fra fangenskab til fri natur
I 1980’erne forsvandt den sidste sabeloryx fra naturen, men arten havde været uddøende siden 1930’erne, forklarer Katherine Mertens.
“Sabeloryxen har altid været jaget for dens kød og skind. Der findes endda hulemalerier af mennesker, der jager den. Men efter verdenskrigene kom der moderne våben og firhjulstrækkere til regionen, og det gjorde det lettere at jage dyrene i det åbne landskab.”
Samtidig voksede presset på levestederne. Landsbyer bredte sig, husdyr fyldte mere, og risikoen for naturbrande steg, efterhånden som flere slog sig ned i området. Over få årtier kollapsede bestanden.
Arten fandtes nu kun i fangenskab. Men én bestand skulle vise sig at få afgørende betydning.
Den afdøde Sheikh Zayed bin Sultan Al Nahyan havde været en pioner inden for bevarelsen af den arabiske oryx op gennem 1960’erne, men han havde også en stor privat samling af sabeloryxer, fortæller Julie Martin.
“Nogle af dem var faktisk efterkommere af dyr fanget i Tchad i slutningen af 1960’erne. Så den genetiske pulje var blevet bevaret, hvilket var virkelig vigtigt, fordi de kom fra deres oprindelige udbredelsesområde, hvor vi ønskede at genintroducere dem.”
På kortet ses, hvor stor en del af Tchad, som Oudi Rimé-Ouadi Achim-reservatet dækker. Reservatet har fået sit navn fra to wadier, som er udtørrede flodlejer, der kun fyldes med vand i regntiden - nemlig Ouadi Rimé i syd og Ouadi Achim i nord. Grafik: Teo Olsen
Samtidig fandtes arten i zoologiske haver verden over. Her begyndte et omfattende arbejde med at udvælge de dyr, der skulle danne grundlag for en ny, vild bestand.
“I hver zoologisk have er der en, der holder styr på artens stambog. Så kan man gå tilbage og se stamtræet for det enkelte dyr og finde dets forfædre, hvilket dyr det har fået kalve med, og hvor mange.”
Det krævede mange års planlægning og internationalt samarbejde at fremavle en genetisk robust gruppe dyr, der blev til den såkaldte world herd – den flok, der skulle genetablere sig i naturen.
Parallelt med avlsarbejdet blev der etableret en base i Ouadi Rimé–Ouadi Achim Faunal-reservatet. Her skulle antiloperne kunne være i op til et halvt år, og et hold af medarbejdere skulle kunne bo og arbejde der. Et sted, der hverken havde veje, adgang til drikkevand eller kommunikation med omverdenen.
●Hvis man parrer dyr, der er for tæt beslægtede, mister man genetisk variation. Og uden genetisk variation bliver en bestand sårbar over for sygdom, klimaændringer eller andre trusler.
Fakta boks
Sporingsenheder
Det skulle vise sig at være en udfordring, at finde en måde at overvåge sabeloryxerne i det store reservat.
“Mange af de sporingsenheder, vi normalt ville bruge, var umulige at anvende der. Der er ingen mobildækning, ingen Wi-Fi – kun satellitkommunikation,” siger Katherine Mertes.
Og det er vigtigt for naturbevaringen og dyrene, at man kan monitorere, hvordan de klarer sig i naturen på afstand – uden at forstyrre dem.
“Det hjælper os med at få information om, hvordan bestanden har det, hvor de bevæger sig hen, og hvad de laver. Og så giver det os nogle målinger, som man skal bruge for at vurdere fremskridt over tid,” forklarer Katherine Mertes.
Resultatet blev et halsbånd med GPS-sendere, der efter halvanden til tre år automatisk falder af. Katherine Mertes har selv været med til at putte halsbåndene på mere end 400 antiloper i Abu Dhabi og Tchad, fortæller hun:
“Min sidste feltmission var i efteråret 2024. Ideelt set, sender vi halsbåndene et par uger i forvejen, så de er på stedet, kan lades i solen, og så vi ved, hvilke enheder der virker. Men på denne her tur, slæbte jeg to store kufferter fyldt med halsbånd og sporingsudstyr, og af telte og felttøj med på flyet til Abu Dhabi.”
En gruppe af sabeloryxer lukkes ud til stor begrejstring fra de fremmødte. Nogle af oryxerne bærer allerede det halsbånd, som overvåger dem i det store reservat. Foto: Sahara Conservation
Åbne vidder
Da den allerførste gruppe sabeoryxer blev lukket ud i reservatet, så var forskerne i tvivl om, hvordan de ville opføre sig i det nye landskab.
“De bevægede sig 40 kilometer på én dag, de havde aldrig bevæget sig så langt i hele deres liv,” siger Katherine Martens.
Hun fortæller, at der altid er en spændt stemning, når det er tid til at lukke de nye “kuld” antiloper ud af kravlegården og ud i den frie natur. Dyrene bevæger sig langsomt ned til det fjerneste hjørne af indhegningen, nysgerrige efter hvad der skal ske.
“En af mine yndlingsting er at se, når porten åbner sig, og dyrene går ud i naturen, ser sig omkring og indser, at de kan gå hvor som helst hen. Det er ret fantastisk.”
Og så venter der dem faktisk ofte en lille velkomstkomité, siger Katherine Martens.
“Tit ser man en eller to grupper af vilde oryxer i det fjerne. Og det er ikke, fordi de lige går hen, og bliver venner med dem lige med det samme, men der er ligesom nogen, der venter på dem.”
En flok sabeloryxer græsser i det tørre steppelandskab. De spiser alt fra løv, græs, urter og sukkulenter til saftige rødder og frugter. Video: Sahara Conservation
En ny begyndelse
Sabeloryxerne har vist sig at have utroligt let ved at tilpasse sig naturen og klimaet i deres nye hjem, fortæller Julie Martin fra Sahara Conservation.
“De er unikt tilpasset til det miljø. De får væske fra de planter og de frugter, de spiser, kan gå måneder uden at få vand og er gode til at finde skygge om dagen og være aktive om natten, når temperaturen falder.”
Erfaringerne fra projektet med at genetablere sabeloryxen i naturen kommer nu også andre arter til gode og har været startskuddet til en bredere naturbevaringsindsats i området.
“Det startede med sabeloryxen, men nu arbejder vi også med at bevare addaxen, damagazellen, den nordafrikanske struds og gribbene,” fortæller Julie Martin og understreger:
“Man kan ikke bare beskytte én art. Man er nødt til at beskytte hele miljøet.”
●Sabeloryxen kan leve i ekstreme temperaturer – op mod 48 grader midt på dagen.
