Hvad er Verdens Bedste Nyheder?
Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer.
Verden er bedre, end du tror. Tænd for TV-avisen eller kig i en avis, og du bliver med stor garanti mødt af nyheder om krige, fattigdoms- og naturkatastrofer, nye terrorangreb og flygtningestrømme. Det er alt sammen vigtige historier, som medierne selvfølgelig skal dække. Men målinger viser, at når vi kun hører om alt det, der går den gale vej, tror vi, verden er i langt værre tilstand, end den i virkeligheden er.
Derfor blev Verdens Bedste Nyheder startet for over 10 år siden. Vi er i dag et uafhængigt medie, der hver dag laver konstruktiv journalistik om fremskridt og løsninger på klodens største udfordringer.
Det gør vi for at give danskerne et nuanceret og aktuelt billede af verden. Den er nemlig også fuld af fascinerende historier, om nye initiativer, opfindelser og tiltag, der er med til at rykke livet på kloden i en bedre retning.
Vi tror på, at nuanceret viden skaber håb – og at håb skaber motivation for handling. Vores arbejde tager udgangspunkt i Verdensmålene. Jo flere, der kender målene, jo flere er med til at sikre, at vores politiske ledere leverer resultater. Og jo flere der ved, hvilke fremskridt og løsninger verden byder på, jo flere kan bidrage til, at de bliver ført ud i livet.
Læs mere om vores organisering
Verdens Bedste Nyheder minder mig om, at udviklingen i verden, trods krig og elendighed, bevæger sig i en positiv retning.
Anne, læser af Verdens Bedste Nyheder
I dag er vi kendt af hver fjerde dansker, og vi arbejder hele tiden på, at nå ud til endnu flere med vores journalistik. Hver uge når vi ud til op mod en million læsere, både via vores egne kanaler og via vores stærke mediepartnerskaber.
Verdens Bedste Morgen
Udover vores journalistisk står Verdens Bedste Nyheder også bag en række af kampagner, workshops og events i løbet af året. Hvert år i september går flere tusinde frivillige på gaden landet over og deler en Verdens Bedste Nyheder ud til danskerne på Verdens Bedste Morgen.
Hvem står bag?
Verdens Bedste Nyheder er stiftet som en selvstændig forening af en række forskellige sektorer: FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Vi er en non-profit organisation, og vores midler kommer primært fra Finansloven, medlemskontingenter og fonde.
Book os til oplæg
Vi holder mange foredrag om konstruktiv journalistik og Verdensmål over hele landet. Skriv til info@verdensbedstenyheder.dk og hør mere.
Historien bag Verdens Bedste Nyheder
Verdens Bedste Nyheder startede som en oplysningskampagne i 2010. Bag initiativet stod Globalt Fokus (det daværende NGO FORUM), Danida og FN. Undersøgelser viste, at den danske befolkning vidste ganske lidt om udviklingslandene – og at folk generelt troede, at det gik meget dårligere i verden, end det rent faktisk gjorde på en lang række områder, for eksempel fattigdoms- og sygdomsbekæmpelse, krig og konflikt. Formålet med kampagnen var at oplyse danskerne om globale fremskridt, FN’s 2015 Mål og dansk udviklingssamarbejde på en enkel og konstruktiv måde. Siden har Verdens Bedste Nyheder udviklet sig til et uafhængigt medie, og vi blev stiftet som en selvstændig forening i 2016.
Verdens Bedste Nyheder i andre lande
I 2015 indgik Verdens Bedste Nyheder partnerskab med EU-kommissionen (DEVCO) om at formidle nyheder om fremskridt, udvikling og Verdensmålene til alle europæere. Verdens Bedste Nyheder blev derfor også udgivet i hele EU på alle medlemsstaters sprog. I 2019 blev Verdens Bedste Nyheder også uddelt og udgivet som avis i Norge, Holland og Slovenien.
Verdens Bedste Nyheder har som koncept også spredt sig til andre europæiske lande. Vi har i dag en søsterorganisation i Norge.
Start ugen med vores nyhedsbrev
Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.