27. oktober 2024
Ældgammel sygdom er fortid i Jordan
Jordan har med “ordentlighed og ærlighed” formået at udrydde sygdommen spedalskhed, og det kaster anerkendelse af sig fra eksperter og WHO.
Der har ikke været nogle nye tilfælde af spedalskhed i Jordan i 20 år. Foto: Hilda Weges, iStock
Når du læser ordet ’spedalskhed,’ kommer du sikkert til at tænke på middelalderen. Det var nemlig en frygtet sygdom i store dele af Europa – også her i Danmark – i den første halvdel af 1000-tallet.
Dengang var der ingen behandling, så hvis man først var blevet ramt af bakterien, der fører til sygdommen, var man ofte dømt til at få forkrøblende skader på kroppen.
Men sådan behøver det ikke være i dag.
”Det er en frygtet og stigmatiserende sygdom, der altid har haft et skrækkeligt ry. Det behøver den sådan set ikke have længere. For det første kan man behandle og helbrede den fuldstændig, og for det andet er den ikke så smitsom, som man troede før i tiden.”
Sådan lyder det fra Ib Christian Bygbjerg. Han er professor emeritus ved afdelingen for global sundhed ved Københavns Universitet, og så er han tidligere overlæge og har behandlet spedalskhed i både Indien og Congo.
For selvom spedalskhed længe har været fortid her i Europa, findes sygdommen stadig i 120 lande i verden. I 2023 var der knap 183.000 nye tilfælde på verdensplan.
Men ikke i det arabiske land Jordan. Jordan har nemlig som det første land i verden fået en certificering fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for at have udryddet spedalskhed.
Kropsdele forsvinder
Spedalskhed er en hudsygdom og en infektion i nervevævet, som kommer fra bakterien med det latinske navn Mycobacterium leprae. Hvis den ikke bliver behandlet, kan den føre til nogle forfærdelige misdannelser af kroppen.
”Hvis man ikke får fanget den i starten, så spreder den sig. Selv hvis man har et godt immunforsvar kan det ske, at bakterierne både sidder i huden, i slimhinderne og rundt om nerverne. Når vores immunapparat så går i gang med at slå bakterierne ihjel, kan det få nerverne til at svulme op, og så ødelægger det nerven. Så er det, at man pludselig ikke kan bruge den ene hånd, man halter, kan ikke lukke øjnene, eller man bliver skæv i ansigtet,” fortæller Ib Christian Bygbjerg.
I værste tilfælde kan sygdommen føre til at kropsdele bliver ”absorberet” ind i kroppen igen. Det kan være fingre, tæer eller endda næsen, der forsvinder.
Men hvis man holder øje, kan sygdommen sagtens fanges, før man får langvarige skader. Og man kan ovenikøbet blive fuldkommen behandlet for den.
”Det starter ofte med en lille plet på huden, som man mistænker at være spedalskhed, hvis den er følelsesløs,” fortæller Ib Christian Bygbjerg.
Ingen nye tilfælde i 20 år
Selvom spedalskhed er blevet udryddet i mange lande – herunder Danmark – siden den hærgede for mange år tilbage, er Jordan det første land i nyere tid til officielt at udrydde sygdommen. Der har ikke været nogen nye tilfælde af spedalskhed i Jordan i over 20 år.
”Jordans udryddelse af denne her ældgamle sygdom er en historisk milepæl i folkesundhed og en kæmpesucces i forhold til at udrydde spedalskhed globalt,” lyder det fra WHO’s regionale direktør for Sydøstasien, Saima Wazed, som leder WHO’s globale program mod spedalskhed, i en pressemeddelelse.
Og ifølge Ib Christian Bygbjerg får man ikke en WHO-certificering sådan uden videre.
”Det kræver, at man rapporterer ordentligt og ærligt, følger op på tilfældene og så videre. Så det er en anerkendelse af deres overvågningssystem og ærlighed,” siger han.
Jordan har blandt andet sørget for at registrere alle tilfælde detaljeret, ligesom læger, især familielæger og hudlæger, er blevet sendt på kurser for at få genopfrisket viden om spedalskhed, og hvordan man fanger den.
Og sygdommen er let at kurere, når man først har opdaget den.
”Der har været moderne behandling siden 1982, hovedparten kan man helbrede på seks måneder, og resten i løbet af 12,” siger Ib Christian Bygbjerg.
Siden 1995 har WHO endda sørget for, at behandlingen – en blanding af medicinerne dapson og rifampicin – er gratis. Og der er sket kæmpestore fremskridt mod sygdommen på verdensplan. I 1980’erne var mere end fem millioner smittet globalt, og 40 år efter var tilfældene af spedalskhed raslet ned med 97 procent.
Til kamp mod tabu
At spedalskhed stadig ikke er kommet til livs på trods af, at der findes en behandling, som virker, skyldes, at sygdommen stadig er forbundet med et stort tabu. Mange steder i verden er man bange for at tale højt om den i frygt for at blive udstødt, og det er et problem, for selvom sygdommen kan helbredes, er de vansirende skader på kroppen blivende.
”Kampen mod spedalskhed rundt omkring i verden er mere end en kamp mod en sygdom. Det er også en kamp mod stigmatisering og en kamp mod psykologisk og socioøkonomiske skader,” lyder det fra WHO’s Saima Wazed i en pressemeddelelse.
Og Ib Christian Bygbjerg er enig.
”Alle tilfælde burde kunne blive fanget, når man allerede har haft den første plet – men fordi det er stigmatiserende, og fordi man stadig ikke har oplyst nok om, at det er en helbredelig sygdom, så er der stadig nogen, der ikke vil sige højt, at de har pletterne,” siger han og tilføjer:
”Så det, der skal til, for at komme videre er åbenhed og oplysning. Det er så det, man har mestret i Jordan.”
●I de fleste lande er der kun få, nye tilfælde af spedalskhed om året. Langt størstedelen af nye tilfælde, knap 80 procent, er i landene Indien, Brasilien og Indonesien.
●Spedalskhed bliver også kaldt for lepra eller Hansens sygdom, opkaldt efter nordmanden Armauer Hansen, der opdagede bakterien, der giver sygdommen, i 1873.
●Der har været enkelte tilfælde af spedalskhed i Jordan, men det er kommet med personer, der er rejst ind i landet, og tæller derfor ikke med i opgørelsen. Det samme gør sig gældende i Europa.
●Selvom sygdommen er udryddet i Danmark, har der været enkle tilfælde af spedalskhed i Ib Christian Bygbjergs levealder. Han har behandlet en enkelt dansker for sygdommen, og ellers personer, der er kommet til landet med sygdommen.
Hvordan forsvandt spedalskhed fra Danmark?
Videnskab.dk har gennemgået de forskellige idéer nøje.