07. september 2011

Afrikanske kunstnere maler sig ud af fattigdom

Hver lørdag står Edward Orato i en lille bod på markedet i Kisumu og forsøger at sælge sine malerier. Det er ikke nemt. I højsæsonen, hvor der indimellem kommer et par turister forbi, tjener han omkring 400 kroner.

I vintermånederne bliver det til meget mindre. Det er ikke nok til, at han kan forsørge sin familie, så han er nødt til at supplere med småjobs med at male huse eller skilte til forretninger.

Edward Orato er en af de mange kunstnere i Kenya, der lever i flygtningelejre eller i de allerfattigste slumområder, og som har meget svært ved at få tingene til at hænge sammen. Alligevel bliver de ved med at male – fordi de ikke kan lade være.

Dansk iværksætteri

En unik dansk iværksætterduo har sat sig for at hjælpe disse kunstnere. Torben Ulrik Nissen og Jesper Bertelsen står bag PostArt, som er et kunstgalleri på nettet. PostArt hjælper kunstnere i udviklingslandene i deres kamp for at leve af kunsten. I det Fair Trade-godkendte kunstgalleri kan kunstnerne sælge deres billeder og få et langt bedre liv.

PostArt hjælper med at skabe et bæredygtigt marked for kunst – fri for offentlige støttekroner, kun båret af markedskræfter og en god portion idealisme. I 2010 blev PostArt medlem af Fair Trade Danmark, som er brancheorganisationen for Fair Trade butikker og importører i Danmark og er dermed verdens første Fair Trade-kunstgalleri.

For stifterne af PostArt er kunst helt central i udviklingen af Afrika. “Afrika er en smeltedigel af kunst og kultur, og hvis det skal udvikle sig til et stærkt og bæredygtigt kontinent, har kunstnerne en helt central rolle,” fastslår Torben Ulrik Nissen.

Det er kommet bag på ham, hvor dygtige mange af de afrikanske kunstnere er. “Vi ser masser af kunst, der rækker langt ud over turistbodernes masseproduktion, og som både provokerer og pirrer vores europæiske kunstøjne.”