Analyse: Sceneskift. Nu skal 2015-målene følges op

Addis Ababa i Etiopien kaldes også for Afrikas politiske hovedstad. Udover hovedsædet for Den Afrikanske Union rummer Addis Ababa FN’s afrikanske konferencecenter, som først på sommeren var ramme for en konference om en ny dagsorden for udviklingen efter 2015.

2015-målene har på mange måder været en af FN’s største succeser på denne siden af Berlinmuren. Tre ud af de otte mål er i dag allerede opnået – og de øvrige er inde for rækkevidde. Mål 1 handler om halvere antallet af ekstremt fattige, og det mål er opnået: For første gang siden man begyndte at måle fattigdomstendenser er både det samlede antal af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, og andelen af fattige faldet. Antallet af ekstremt fattige er halveret siden 1990. Andelen af mennesker, der forsøger at overleve for mindre end 1,25 dollar om dagen, er faldet fra 47 procent til 24 procent. Det betyder, at der nu er 600 millioner færre fattige, end der var i 1990.

Udviklingen har ført til, at man – ifølge Den Afrikanske Udviklingsbank – nu kan kalde én ud af tre afrikanere for middelklasse i den forstand, at de har op til 20 dollar om dagen at bruge.

2015-målet om bæredygtigt miljø har som en af sine vigtigste indikatorer at halvere antallet af mennesket, der ikke har adgang til rent vand. Det mål nåede verden allerede i år – tre år før deadline. Det betyder, at ikke færre end to milliarder mennesker har fået adgang til rent vand siden 1990.

Samtidig sker der store fremskridt i forhold til bekæmpelse af sygdomme. Afrika oplever lige nu det største fald i børnedødelighed, der nogensinde er set – noget sted i verden. Siden 1990 er børnedødeligheden halveret. Og når det gælder om at få hele verden i skole, er det nu lykkes at få ni ud af ti børn i skole. Samtidig kommer der nu lige så mange piger som drenge i skole – og det betyder at 2015-målet om ligestilling også er nået.

2015-målene må derfor kaldes for en succes. Men trods de vigtige fremskridt er kampen mod fattigdom ikke slut, når vi når frem til 2015. Derfor har FN startet debatten om, hvordan en ny dagsorden for udvikling skal se ud.

Etiopien var en passende rammende for at diskutere dette spørgsmål. Landet er verdens syvende største modtager af udviklingsbistand, og siden år 2000 er den samlede ulandshjælp til landet blevet tredoblet.

Økonomien buldrer af sted, og etiopierne oplever vækstrater på helt oppe over 10 pct. – fem gange mere end Danmark. Ifølge regeringen kommer 96 pct. af alle børn nu i skole, og andelen af befolkningen, som har adgang til rent vand, er øget fra 19 pct. i 1990 til knap 70 pct. i dag.

Men Etiopien er i sig selv også et eksempel på 2015-målenes mangler og udfordringer. For trods regeringens indsats for at reducere antallet af absolut fattige, så er det ikke nødvendigvis en udvikling, der kommer de allerfattigste til gode. Etiopien har store demokratiske udfordringer og problemer med korruption. F.eks. ejer staten jorden, mens bønderne lejer. Men nu er staten begyndt at overføre jorden til udenlandske investorer og til andre etiopiere ud fra et argument om at tiltrække investeringer. Derfor har store grupper af de fattigste svært ved at dyrke mad nok. Det betyder, at de allerfattigste etiopieres fødevaresikkerhed – trods høj vækst på nationalt plan – ikke forbedres.

Den økonomiske ulighed stiger, sårbare grupper bliver endnu mere udsatte, og det er stadig uhyggelig svært for de unge – knap halvdelen af befolkningen er under 15 – at bryde med fattigdommen.

Disse problemer kan ikke løses med mere vækst eller mere ulandshjælp. Disse problemer kræver politiske løsninger. På konferencen blev der derfor talt mindre om symptomerne på fattigdom – mangel på vand, smitsomme sygdomme og så videre – og mere om årsagerne til fattigdom. Der udkrystalliserede sig tre områder, som er essentielle for en ny dagsorden efter 2015:

Menneskerettigheder og demokrati. Økonomiske fremskridt kan ikke stå alene. Hvis den økonomiske vækst også skal komme de fattigste til gode, er det nødvendigt at styrke udsatte individers rettigheder og indflydelse samt adgang til sundhed og uddannelse.

Bekæmpelse af korruption og fremme af god regeringsførelse. Det kræver bæredygtige sundheds- og uddannelsessystemer, som forvalter statens budgetter ansvarligt, hvis udviklingsmidlerne skal komme de fattigste til gode.

Nye finansieringskilder til udvikling. De rige lande kan ikke skabe langsigtet udvikling ved fortsat alene at finansiere ulandenes sociale udgifter. Samtidig forsvinder der hvert år 12 gange så meget kapital ud af ulandene, som der bliver givet i udviklingsbistand. Derfor må man nu diskutere mulighederne for at bekæmpe skatteunddragelse og kapitalflugt.

2015-målene har skabt resultater, blandt andet fordi de var politisk ufarlige. Men hvis årsagerne til fattigdom skal bekæmpes effektivt, kræver det det mere forpligtende målsætninger, der bygger på inddragelse og folkelig forankring.

Derfor er FN’s udviklingsorganisation, UNDP, støttet af Danmark, netop nu i gang med at gennemføre 50 nationale konsultationer over hele kloden – simpelt hen for at få et retvisende billede af, hvad der er verdens samlede prioriteter. Udover fattigdom vil bæredygtig grøn vækst og grøn energi blive to vigtige elementer. Det viste det netop afholdte miljø- og bæredygtigheds topmøde i Rio de Janeiro i juni.

De næste 12 måneder frem mod FN’s generalforsamling i september 2013 vil blive helt afgørende for verdens næste store globale aftale om at afskaffe den ekstreme fattigdom.

ANALYSE i Politiken 15.08.2012