22. oktober 2024
Verdens Bedste Nyheder får ny chefredaktør
Verdens Bedste Nyheder vokser, og det betyder ændringer i ledelsen. Det er første gang i mediets 15-årige historie, at der sker et skifte på posten som chefredaktør.
Sophie Rytter Skjoldager indtager fremover jobbet som chefredaktør for Verden Bedste Nyheder, der siden 2010 har været et pionermedie for konstruktiv og løsningsorienteret journalistik.
”Sophie har med sit skarpe journalistiske blik og strategiske forståelse været en stærk drivkraft bag den vækst og succes, som Verdens Bedste Nyheder har oplevet de seneste år. Så det er en stor fornøjelse at give stafetten som chefredaktør videre til hende,” siger direktør Thomas Ravn-Pedersen.
Han har siden Verdens Bedste Nyheders begyndelse varetaget rollen som både direktør og chefredaktør. De senere år er Verdens Bedste Nyheder vokset både som organisation og medie, og det er blandt andet på den baggrund, at ledelsen nu ændres. De journalistiske ambitioner er nemlig også vokset med årene.
”Jeg er helt vildt stolt af den rolle, som Verdens Bedste Nyheder i dag udfylder i det danske mediebillede. Mange danskere kender os, og dem, der ikke gør, har noget at glæde sig til. Vores læsere fortæller os, at vi giver dem håb. Og det er dér al forandring starter,” siger Sophie Rytter Skjoldager.
37-årige Sophie Rytter Skjoldager sætter sig i chefredaktørstolen efter 10 års ansættelse hos Verdens Bedste Nyheder, hvoraf hun har været redaktionschef de seneste knap 5 år. Tidligere har hun blandt andet været journalist hos Ekstra Bladet og siddet i bestyrelsen hos Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International.
Kontakt:
Thomas Ravn-Pedersen, trp@verdensbedstenyheder.dk, +45 2941 4603
Sophie Rytter Skjoldager, sr@verdensbedstenyheder.dk, +45 2227 5457
Om Verdens Bedste Nyheder
Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der siden 2010 har lavet konstruktiv journalistik om løsninger og fremskridt i verden. Vi er stiftet som en selvstændig forening af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Vi er en non-profit organisation, og vores midler kommer primært fra Finansloven, medlemskontingenter og fonde.
Verdens Bedste Nyheder er kendt af hver fjerde dansker (Epinion 2024), og vi arbejder hele tiden på at nå ud til endnu flere med vores journalistik. Hver uge når vi ud til op mod en million læsere, både via vores egne kanaler og via vores stærke mediepartnerskaber.