03. juni 2026
Gæsteblog: Jeg tog til FN og så, hvordan civilsamfundet stod fast om retten til sundhed
I april deltog Sex & Samfunds globale rådgiver, Liv i Dali, i FN’s Befolkningskommission i New York. Diskussionerne om teknologi og adgang til digitale platforme blev tilspidsede, men midt i kampen holdt civilsamfundets organisationer sammen om at beskytte kvinders grundlæggende rettigheder.
Hvem ejer dine sundhedsdata? Og hvad sker der, hvis de forkerte får adgang til dem? Spørger skribenten i denne gæsteblog. Foto: Andykazie, iStock
I april mødtes verdens lande til et topmøde. Jeg deltog i den danske delegation som repræsentant for organisationen Sex & Samfund, der arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
FN’s Befolkningskommission, der i forkortet udgave kaldes for CPD, er et globalt forum, hvor lande mødes for at forhandle og fastlægge en fælles retning for en lige og rettighedsbaseret tilgang til befolkningssundhed og politik. For os i Sex & Samfund drejer det sig særligt om at sikre adgang til vigtige sundhedsydelser for LGBT+-personer, kvinder og unge, men også andre grupper, der i dag møder barrierer i sundhedssystemet.
CPD er ikke et sted med store overskrifter. Men det er et sted, hvor de store og vigtige linjer trækkes.
Digitalisering er ikke neutral
Det var også her jeg blev jeg mindet om noget, der burde give alle med en smartphone anledning til at tænke sig om en ekstra gang. For spørgsmål, som i særlig grad fyldte meget i lokalet, men der alt for sjældent stilles højt, er: Hvem ejer dine sundhedsdata? Og hvad sker der, hvis de forkerte får adgang til dem?
Meget af det, der foregik i forhandlingslokalerne, handlede ikke kun om teknologi i sig selv men også at beskytte og styrke grundlæggende rettigheder.
Digitale løsninger inden for sundhed kan åbne nye muligheder for mennesker, som i dag lever med begrænset eller ingen adgang til eksempelvis information om prævention og sikker abort, enten fordi det er forbudt, det er omgærdet af tabu, eller man ganske enkelt bor langt ude på landet.
Men virkeligheden er mere kompleks, for teknologi formes og bruges forskelligt alt efter, hvilken politisk kontekst den indgår i. I repressive lande kan ens digitale adfærd overvåges og bruges som et redskab til kontrol og disciplinering af individuelle sundhedsvalg. Det betyder, at noget så privat som søgninger om abort, fertilitet eller kønsidentitet kan blive registreret, og det kan have alvorlige konsekvenser særligt i lande, hvor LGBT+-personer ikke kan leve frit, eller hvor abort er ulovligt.
Det er digitaliseringens dobbelte potentiale. Og det var præcis den spænding, der prægede diskussionerne i New York.
Når dystopi kommer tæt på virkeligheden
Som politisk rådgiver ved jeg, at multilaterale processer er under massivt pres. Det er noget vi monitorer og advarer imod igen og igen. Men der er forskel på at vide det og opleve det helt tæt på.
Liv i Dali fra Sex & Samfund blev håbefuld af at se civilsamfundet arbejde sammen i FN. Privatfoto.
Når rettigheder udfordres, er det vores ansvar at være til stede
Liv i Dali, Sex & Samfund
Presset viste sig ikke kun i mere fastlåste forhandlinger og uenigheder. Det viste sig også ved, at rettigheder, vi troede stod fast, pludselig blev til genstand for forhandling. Der var ændringsforslag til forhandlingsteksten, der havde direkte til formål at udvande eller fjerne rettighedsbaseret sprog – om diversitet, ligestilling, køn og seksualitet og adgangen til abort og prævention.
Det skabte en træthed i lokalet. Ikke en opgivende træthed, men den slags, der opstår, når man igen og igen må forsvare det, man troede var afgjort.
Det var ikke muligt at nå til enighed, og CPD sluttede uden en fælles aftale. Men når konsensus falder, bliver arbejdet for at fastholde rettighederne ikke mindre vigtigt, men mere presserende end nogensinde.
Hvor håbet opstod
Det rammer anderledes at opleve, hvordan grundlæggende rettigheder – der betyder konkret adgang til sundhed og livsvigtig information for millioner af mennesker – bliver genstand for politisk spil.
Men det var ikke nederlaget, der gjorde størst indtryk på mig. Det var derimod at opleve den stærke fælles mobilisering for rettigheder – side om side med erkendelsen af, hvor hurtigt årtiers fremskridt kan komme under pres.
Vi civilsamfundsorganisationer arbejdede tæt sammen for at sikre, at spørgsmål om rettigheder, lighed og kropslig selvbestemmelse forblev højt på dagsordenen – selv uden en formel aftale.
Vi koordinerede og samarbejdede – og det gik hurtigt. Vi delte konkrete tekstforslag, så forhandlerne havde et stærkere grundlag at argumentere ud fra, så de kunne sige fra over for forslag, der ville svække sproget om rettigheder. Vi tog de abstrakte diskussioner om teknologi og udvikling og koblede dem til virkeligheden. Vi understregede, hvordan det skaber ulighed, hvis ikke alle har adgang til digitale sundhedsløsninger, at det digitale rum også byder på vold, chikane og misinformation, og at det rammer særligt unge og kvinder.
For mig bekræftede CPD, at civilsamfundets tilstedeværelse er afgørende. Når rettigheder udfordres, er det vores ansvar at være til stede – også når udfaldet ikke bliver et formelt resultat.
Arbejdet med seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder kræver i dag mere end teknisk viden. Det kræver vedholdenhed, stærke alliancer, og at vi alle holder fast i, at grundlæggende rettigheder skal være for alle – også når modstanden er massiv.
Og når det gælder digitalisering, er budskabet enkelt: Teknologien er et redskab. Den kan styrke menneskers rettigheder eller underminere dem. Hvilken vej det går, afhænger af politisk vilje, og om civilsamfundet er til stede og vedholdende nok til at insistere på de rettighedsbaserede rammer.
Det er vi i Sex & Samfund. Og det fortsætter vi med at være.
