Det tager kun tre generationer at miste et sprog. Det ved de på Hawaii

Tabet

I 1893 blev monarkiet i Hawaii væltet ved et kolonialistisk statskup hovedsageligt drevet af amerikanske forretningsmænd. I 1896 erklærede de Hawaii til republik, og kun to år efter det annekterede USA øerne.

”Det var i 1896, at de vedtog en lov, der gjorde det forbudt at bruge hawaiiansk som undervisningssprog. Det var det år, min mormor blev født. Så da hun gik i skole, blev de fysisk straffet hårdt for at bruge sproget i skolen,” fortæller professor Larry Kimura.

Det tager kun tre generationer at miste et sprog, forklarer adjunkt Haʻalilio Solomon. For selvom mange hawaiianere stadig talte sproget i begyndelsen af det 20. århundrede, så blev deres egne børn dårligere til det. Og da de børn så selv fik børn, så kunne børnebørn og bedsteforældre ikke længere tale med hinanden.

”Det er hjerteknusende, hvordan familieenheden blev adskilt, fordi sproget skiftede til engelsk på Hawaii. Jeg tror at mange familier har adskillelsestraumer fra det. Og de effekter er stadig tydelige i dag,” uddyber han.

Efter kuppet oplevede Hawaii et kæmpe boom i tilflytning, især fra USA, der nu havde politisk autoritet over øerne. I takt med at hawaiianerne blev mindretal i deres eget hjemland, og Hawaii blev integreret mere som del af USA, blev hawaiiansk mere og mere tabuiseret.

”Der var en dyb skam forbundet med at tale hawaiiansk. Det symboliserede fortiden, ikke fremtiden, så ved at tale det satte man sin evne til at forsørge sin familie på spil. Ved udgangen af det 19. århundrede var engelsk blevet prestigens sprog i Hawaii,” fortæller Haʻalilio Solomon.

Hawaii blev den yngste amerikanske delstat i 1959, men kun 10 år efter oplevede øerne en ny interesse for sin kultur, den såkaldte hawaiianske kulturelle renæssance. Det var især på grund af populariteten af hawaiiansk musik i perioden. Den blev dog også drevet af, at flere oprindelige hawaiianerne blev fordrevet fra deres land, så udenlandske interesserer kunne opfylde deres visioner om nye industrier, forbrugerkultur og masseturisme, fortæller Haʻalilio Solomon. Den stigende bevidsthed om rettigheder, identitet, historie og kultur førte også til en ny interesse for sproget.

”En af de måder, vi kan stille krav om autoritet over dette land som oprindeligt folk, er ved at tale vores sprog,” siger han.

Hawaiiansk i radioen

Der var dog et stort problem. Hawaiiansk var veldokumenteret, men hovedsageligt som skriftsprog, ikke talt hverdagssprog. Derfor besluttede Larry Kimura i 1972 at starte et radioprogram, der skulle foregå på hawaiiansk.

”Det var Larry, der virkelig havde fremsynet, at skreven dokumentation ikke er nok, men at vi også har brug for mundtlig overlevering,” siger Haʻalilio Solomon.

Gæsterne i radioprogrammet var de mennesker, der stadig talte hawaiiansk som modersmål, for dem blev der stadig færre og færre af. Radiostationen var nervøs for, om der overhovedet ville være lyttere til sådan noget. Men interessen for at høre det hawaiianske sprog igen viste sig at være kæmpestor.

”Det var kun en halv time hver anden uge, men det ændrede sig hurtigt, fordi folk sendte breve og ringede ind til stationen for at sige, at de ville have mere,” fortæller Larry Kimura.

Radioprogrammet varede 16 år, og optagelserne blev gemt som uundværlig dokumentation for fremtiden. Men selv med dem i baghånden vidste Larry Kimura godt, at det ikke ville være nok i sig selv for at redde sproget.

”Vi så, at det ikke ville give liv til sproget igen, så vi måtte kigge på familien og børnene,” fortæller han.

Det førte til optællingen, der afslørede, hvor grelt det egentlig stod til med hawaiiansk. Men det var også startskuddet til det, der skulle gøre hele forskellen: en børnehave.

Den ulovlige børnehave

Målet var klart. Hvis hawaiiansk skulle overleve, så skulle børn igen vokse op med hawaiiansk som modersmål. Derfor startede Larry Kimura sammen med andre børnehaveprojektet ʻAha Pūnana Leo. Pūnana Leo betyder stemme- eller sprogrede til at genoplive hawaiiansk, for her skulle børnene udelukkende blive passet på hawaiiansk af nogle af de sidste modersmålstalere.

Men efter 12 børn startede i den første Pūnana Leo i 1984, fulgte forhindringerne hurtigt med. Projektet kom hurtigt i problemer, for det var ikke muligt at leve op til lovgivningen.

”Vi havde ikke godkendte børnehavepædagoger. Fordi vi ville bruge vores modersmålstalere, de sidste vi have, for i det mindste at videregive noget af sproget til vores børns ører,” fortæller Larry Kimura.

Men de få talere, der var tilbage, var ikke officielt godkendte pædagoger. Derfor kom myndighederne på besøg for at sikre sig, at børnene blev passet ordentligt. Hvert kontrolbesøg gav børnehaven lov til at fortsætte en måned ad gangen, før det næste kontrolbesøg ventede. Og da ʻAha Pūnana Leo ansøgte om at bliver undtaget, kom en ny overraskelse. Det var stadig ulovligt overhovedet at undervise på hawaiiansk.

”Det var ikke lovligt. Vi vidste slet ikke, at loven fra 1896 stadig fandtes,” husker Larry Kimura.

Selvom loven var et levn fra kolonitiden, og Hawaiis nye forfatning fra 1978 faktisk havde gjort hawaiiansk til det andet officielle statssprog for øerne, så var Hawaii blevet engelsktalende. Mange familier var derfor bange for, at børnene ikke ville lære ordentligt engelsk.

Men målet med Pūnana Leo var netop at børnene skulle være omgivet af hawaiiansk og intet andet så tidligt som muligt, så de kunne lære det som et modersmål og ikke et fremmedsprog.

”Vi vidste, at vi ikke bare ville stå for børnepasning. Det skulle være et uddannelsesprogram,” siger Larry Kimura.

En fremtid

ʻAha Pūnana Leo gav ikke op. Og efter det første forsøg på at ændre loven slog fejl i 1984, kom gennembruddet allerede to år senere. Forbuddet mod hawaiiansk som undervisningssprog blev ophævet i 1986. Og Larry Kimura og de andre spildte ikke tid. For børnene skulle snart videre til folkeskolen, og her skulle de naturligvis fortsætte med undervisning på hawaiiansk.

”Vi skulle være sikre på, at de første børn ville gennemgå en uddannelse på hawaiiansk fra børnehave til gymnasiet. Så de kunne blive stærke til vores sprog, og bevidste om vores hjems velbefindende,” siger Larry Kimura.

Det skete i 1999, hvor – for første gang i over 100 år – den første generation af hawaiianere blev studenter, efter at have taget hele deres skolegang på hawaiiansk.

I dag er der 13 Pūnana Leo-børnehaver med over 320 børn og 28 skoler med hawaiiansk som undervisningssprog med næsten 4.000 elever i alt, og antallet vokser hvert år. Faktisk er der så stor efterspørgsel, at nye problemer begynder at dukke op som mangel på skolefaciliteter, lærere og undervisningsmateriale.

Også i samfundet fylder hawaiiansk mere. Flere offentlige institutioner har både engelske og hawaiianske hjemmesider, og i Honolulus lufthavn hører man kald på begge sprog. Men selv med den kæmpe fremgang, er det dog stadig kun 1,5 procent af befolkningen, der kan tale hawaiiansk, og sproget er stadig kritisk truet.

“Vi har stadig så meget arbejde tilbage. Min drøm er, at Hawaii måske kan være en tosproget stat en dag,” siger Larry Kimura.

Men takket være hans og mange andres arbejde har sproget en chance. Generationen, der voksede op under den hawaiianske kulturelle renæssance, har nu selv fået børn. Det er den generation Haʻalilio Solomon underviser, og de giver ham håb for sprogets fremtid.

”Det er smukt at se, hvor meget selvtillid de har i at udtrykke deres identitet, kultur og dem selv på hawaiiansk. Nogle gange bliver jeg misundelig over, at de ikke har nogle usikkerheder eller forbehold. De er ikke i tvivl om, hvem de er. Jeg tænker, det er en af de største succeser,” siger han.