De ved ikke en dyt om dyrkning. Alligevel har en journalist, en kunstner og en skuespiller nu kastet sig over fremtidens landbrug

For det første vil de tre landbrugere dyrke mad til mennesker i stedet for dyr. Og for det andet skal det være uden sprøjtemidler, uden gylle, uden plov, for formålet er ikke bare, at de skal kunne leve af gården og markerne, men også passe bedre på jord, bord og natur. 

”Jo bedre vores jord er, jo bedre bliver vores råvarer jo også,” siger Signe Iversen. 

”Så jeg tror, vores mål er at få lavet en god jord”.

Vi skal ikke være exceptionelle 

Ingen af dem har dyrket jorden før. Signe Iversen er klimajournalist, har arbejdet for DR og som freelancer, har dækket COP-møder og mødt oprindelige folk i Brasilien, hvis levesteder i skoven bliver forvandlet til marker og plantager. Amalie Risom Nyrup er billedkunstner, uddannet fra Designskolen i Kolding og Kunsthøgskolen i Oslo. Deres med-forpagter er musicalskuespillerinde.  

De har ikke produceret mad før. Men de interesserer sig for landbrug og jord. 

“I mit arbejde som journalist opdagede jeg, at der var vildt meget spændende, der rørte sig i landbruget,” siger Signe Iversen. ”Og sommetider følte jeg, at jeg fortalte meget om problemer og konflikter, og det påvirkede mig som menneske. Derfor har jeg længe drømt om at blive en del af arbejdet med fremtidens landbrug i stedet”.

I sin kunst har Amalie Risom Nyrup arbejdet med natursyn og jord, og hun har arbejdet sammen med landbrugere, der dyrkede jorden regenerativt, biodynamisk eller økologisk. 

”Så jeg begyndte at lave nogle forskellige kunstneriske feltarbejder med dem,” siger hun, og hun fik jord under neglene og lysten til selv at arbejde mere med jorden.  

Så de skal selvfølgelig lære, hvordan man driver landbrug. Men for det første er der hjælp at hente fra Jacob Jelsings Earthbreak-organisation, der har eksperter, de tre kvinder kan trække på. 

De går til opgaven med en blanding af respekt, ærefrygt og det-kan-vi-da-sagtens-lære-energi, siger de.  

”Og vi har lyst til, at der skal være flere, der kan dyrke mad til mennesker på den her regenerative, økologiske måde. Det skal ikke være så komplekst at gå i gang, der skal være mange flere, der har lyst,” siger Amalie Risom Nyrup. 

”Vores gård skal slet ikke være exceptionel”.

Dansk landbrug presser naturen 

Danmark er et landbrugsland. 

Ikke i beskæftigelsen – der bliver færre og færre bedrifter og færre og færre heltidslandmænd – men i areal. Omkring 60 procent af landet ligger under plov. 

Og det har stor betydning for omgivelserne. Faktisk presser det konventionelle danske landbrug vores natur ekstremt meget. 

Når landmanden hælder gylle på markerne, vasker regnen overskydende kvælstof ud til åer, vandløb og fjorde, hvor det giver en kæmpe vitaminindsprøjtning til algerne, der gladeligt guffer det i sig, blomstrer op – og dør. Når algerne dør, bruger de ilten i vandet, så der bliver iltsvind og fiskedød, et kæmpe problem i de danske fjorde og have. 70 procent af kvælstofudledningen kommer fra landbruget. 

På land mangler naturen simpelthen plads. Danmark er det EU-land med mindst natur (og sammen med Bangladesh på en delt førsteplads det mest opdyrkede land i verden). Selvom en raps- eller kornmark kan være smuk og idyllisk, er det ikke natur, men monokultur – biologisk set er det en nærmest en ørken – og den natur, vi har, er i små frimærker spredt ud mellem marker, produktionsskov og byer. 

Samtidig betyder den begejstrede brug af sprøjtegift – kun omkring en tiendedel af de danske marker bliver dyrket økologisk – at der er masser af pesticidrester i både naturen og vores drikkevand. Forskere peger på, at det er medvirkende til, at insekter forsvinder i rekordfart.  

Dertil kommer klimapåvirkningen – de meget omtalte lavbundsjorde, som kort sagt er gamle moser og vådområder, der er blevet drænet og lavet til marker, udleder en hel masse drivhusgasser, der siver op fra jorden. Og samtidig er vi jo et svineland, landbruget producerer 40 millioner svin om året, og de svin skal have noget at spise. Det betyder både, at tre fjerdedele af markerne herhjemme ikke laver menneskemad men dyrefoder, men også at der bliver ryddet både regnskov og tørskov i Sydamerika for at dyrke mere end 1,2 millioner tons soja hvert år til de danske grisetrug. Alt det vejer tungt på klimaregnskabet. 

Lysten driver værket 

Skal vi passe bedre på den danske natur (og drikkevandet, klimaet, dyrevelfærden, fjordene og den sydamerikanske regn- og tørskov), skal der altså ske noget med det danske landbrug. 

Hvad det ”noget” er afhænger af øjnene, der ser.  

Seneste Folketingsvalg var til dels et svinevalg, hvor især drikkevand og dyrevelfærd var på dagsordenen. Der blev holdt ”svinestopmøder”, diskuteret sprøjteforbud ved drikkevandsboringer, udgivet dokumentarfilm og undercover-journalistik om misrøgt i landets svinestalde. 

På Kornerup Mølle er de nye jordbrugeres projekt ikke begyndt med en vrede, men en frustration over det eksisterende landbrug. 

”Det er drevet rigtigt meget af glæde,” siger Amalie Risom Nyrup. ”Altså af en enorm lyst til at prøve at dyrke selv og med en stor lyst til at forstå det regenerative arbejde med jorden. At forstå, hvordan man kan lave mad til mennesker ”. 

Signe Iversen er enig.  

”Altså jeg har da været grebet af vrede… sporadisk. Men jeg har også hurtigt oplevet, at det jo ikke er et særligt holdbart brændsel,” siger hun.  

”Og jeg ved godt, at det hele er nyt, så vi har sådan en honeymoon-energi, men lige nu føles det bare virkelig dejligt og fantastisk. Søgningen herud har virkelig været drevet af lyst, at vi så gerne vil det her”.

En drøm om menneskemad 

De har kun været her i et par måneder, er egentlig stadig i gang med at flytte ind og har stadig gamle jobs og projekter, der skal bindes knude på og afsluttes. 

Derfor er det kun deres køkkenhave, hvor det spirer og gror indtil videre – de har plantet jordbær og løg, spinat og radiser, og de eksperimenterer med kompost og vanding.  

Nogle slanke asparges, der skyder op, er fortroppen for den rigdom, de forventer af først deres højbede og siden markerne. 

”De er det første, jorden giver os,” siger Signe Iversen. 

Så lige nu øver de sig i køkkenhaven og drømmer om marker med linser, bønner og ærter (”der er nogle fantastiske selskaber, der prøver at lave en dansk produktion af bælgfrugter, som vi skal prøve at blive en del af”), de drømmer om at dyrke frugter i den gamle, vilde frugtlund (”det er en gave til os, at den fulgte med, for der bliver produceret så lidt frugt i Danmark, at det ville være fedt at få det tal bare en smule op”), de drømmer om mosteri, markedshave, gårdbutik, en levende kompostbunke og lækre afgrøder til lækker menneskemad. 

Det sidste er en vigtig pointe.  

Deres marker er små, 2,7 hektar, næsten præcist én milliontedel af det samlede danske landbrugsareal, et frimærke i det store billede. 

”Men hvis man dyrker mad til mennesker, så kan man få ret meget mad selv på 2,7 hektar,” siger Signe Iversen. 

Kerneproblemet med landbrugets behov for store arealer både i Danmark og til sojamarker i Sydamerika er, at det i sagens natur kræver meget mere plads at lave en masse planter til dyr, der omdanner foderet til en meget mindre mængde kød, end hvis man bare dyrkede planter direkte til mennesker.  

Derfor kan Danmark (og resten af verden) faktisk lave mere mad end nu, selv hvis man gør landbrugsarealet mindre, bare man gør det klogt: Mindre kød og mindre dyrefoder – og mere mad direkte til vores tallerkener. 

Så det er planen, håbet. 

Nu skal de tre kvinder bare lige flytte rigtigt ind, lære landbrugshåndværket, lægge produktionsplaner, få hænderne i jorden. Selvom det både bliver svært og hårdt, glæder de sig. De er klar til at tage fat. 

”Vi er landet ned i, at vi skal have vores egen køkkenhave og landbrug, og at der skal ske naturforbedring lige rundt om os… Det er jo ret fedt,” siger Amalie Risom Nyrup.  

”Det er drømmen”.