19. april 2026
Gæsteblog: Selvom USA forsøgte, lykkedes de ikke med at fjerne 70 års global enighed om kvinders rettigheder
Danmarks ungdomsdelegater ved FN’s Kvindekommission fortæller om et historisk møde, hvor Trump-administrationen forsøgte at stikke en kæp i forhandlingshjulet.
Pernille Khærholt og Petrine Johannesen er Danmarks ungedelegater for ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. De skriver om deres arbejde for Verdens Bedste Nyheder. Grafik: Eva Søe Olsen
Vi var med ved årets møde i Kvindekommissionen, da USA forsøgte at bryde med den normale praksis for internationale forhandlinger i et historisk og skræmmende forsøg fra Trump-administrationen på at udfordre de globale fremskridt for ligestilling.
Heldigvis stod verdens lande fast.
Det er til Kvindekommissionen, at FN’s lande hvert år mødes for at diskutere og opnå enighed om, hvordan kvinder og pigers rettigheder skal se ud det næste år. Det manifesterer sig i en fælles aftaletekst, de såkaldte agreed conclusions.
Men i år blev der for første gang brudt med den gentleman’s agreement, der i 70 år har hersket blandt FN’s medlemslande: Nemlig at aftaleteksten vedtages ved konsensus – altså uden afstemning – fordi landene i flere måneder op til Kvindekommissionen allerede har brugt tid på at forhandle den i forvejen.
Vi – Petrine Johannesen og Pernille Kjærholt – er de danske ungdomsdelegater til FN for ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. I marts var vi i til FN’s Kvindekommission i New York, hvor vi arbejder for at løfte unges stemmer ind i verdens største forsamling for kvinder og pigers rettigheder. Som ungdomsdelegater var vi med i forhandlingerne, og vi har givet input til konklusionerne, holdt taler, deltaget i netværksmøder med diplomater og FN-organer – og ikke mindst taget del i det uformelle diplomati på de travle gange i FN.
Og vi så, hvordan Trumps USA prøvede – og fejlede – med at ødelægge forhandlingerne.
På åbningsdagen valgte USA som det første land nogensinde at kalde teksten til afstemning. Det var de sidste diplomatiske krampetrækninger i USA’s forsøg på at distancere sig fra aftaleteksten, efter først at ville have udskudt behandlingen af den, derefter forsøgt at få teksten trukket tilbage og sidst at have fremsat otte ændringsforslag. Ændringsforslagene ville torpedere en række formuleringer om diversitet, lighed og inklusion, klimaforandringernes konsekvenser for kvinder, definitionen af køn, referencer til LGBTQ+ samt abortrettigheder.
Altså otte ændringsforslag, der hver især søgte at tilbagerulle 70 års kamp og opnået enighed om kvinders rettigheder på den globale scene.
Men selvom dette var et historisk og skræmmende øjeblik, stod USA isoleret i sin modstand mod vedtagelsen af aftaleteksten. De endte med at være det eneste land, der stemte nej ved afstemningen den 9. marts i FN’s hovedkvarter.
Når det gælder verdenssamfundet, er der heldigvis stadig opbakning til landenes gentleman’s agreement – og opbakning til, at vi ikke kan og heller ikke skal tilbagerulle rettigheder, som år efter år er blevet nedfældet i aftaleteksterne. Tilbage i historien gik vi altså ikke denne gang.
Men der er sprækker i den ellers gode slutning.
For når det gælder kvinder og pigers rettigheder, er USA altså ikke længere at betragte som en allieret.
Og i løbet af vores to uger i New York blev det tydeligt, at den radikalkonservative anti-rettighedsbevægelse (engelsk: anti gender movement) er blevet en velsmurt maskine, der har bevæget sig tættere på beslutningstagerne i FN.
Netop det budskab agerede den røde tråd i Pernilles tale under Kvindekommissionen:
●Ungdomsdelegaterne har baggrund i og er indstillet af en række forskellige børne- og ungdomsorganisationer. Når de træder ind i rollen som ungdomsdelegat til FN, repræsenterer de ikke kun deres organisation, men indgår i danske delegationer på vegne af den brede danske ungdom.
“In this moment the very well-financed and well-organized anti-rights movement are doing a scaringly good job at painting a clear picture of the world they want – one that young people are watching, and some have started to lean in. And here we are — celebrating that the pushback against our rights was simply less extreme than we feared. Let this be our lesson.”
Uddrag af Pernille Kjærholts tale til Kvindekommissionen, 15. marts 2026.
Og som et barn, der har fået et nej, vendte USA retur på sidstedagen med en ny resolution, de ville have til afstemning. En resolution, der skulle slå fast, at FN’s medlemslande mener, at køn kun kan defineres som mænd og kvinder. Hvis forslaget blev vedtaget, ville det få massive konsekvenser for anerkendelsen af og rettighederne for transkønnede og ikke-binære personer og samtidig indsnævre det internationale arbejde for ligestilling.
På vegne af EU, og med Brasiliens opbakning, tog Belgien ordet i salen og anmodede om at stoppe afstemningen af USA’s resolution. Her blev der henvist til, at teksten fejlciterede og direkte modsagde gamle aftaler – EU brugte dermed et proceduremæssigt argument for at skyde resolutionen til hjørne. En taktik, der lykkedes, og Kommissionen godkendte forslaget om ikke at handle med en afstemning: 23 stemte for, 3 imod (Chile, Pakistan og USA), og 17 undlod at stemme. Endnu engang modstod det internationale samfund et forsøg fra USA, der prøver at presse ligestillingsarbejdet bagud.
Pernille Kjærholt holdte tale, da Kvindekommissionen mødtes i FN's hovedkvarter i New York. Foto: Privatfoto
Men sprækkerne er der.
EU valgte nemlig at gå med et proceduremæssigt argument i stedet for at udfordre USA direkte på indhold og rettigheder. Det viser, at man ikke nødvendigvis kan samle tilstrækkelig opbakning til en mere værdipolitisk og konfronterende linje. Ved at holde sig til proceduren undgår landene derfor at teste, hvor stor støtte, der reelt er til en skarpere, mere pro-ligestillingsposition.
Samtidig undlod 17 lande helt at stemme. Det kan have mange grunde, men ofte er det fordi, landene er splittet i deres mening om afstemningen, eller at man vil undgå at tage stilling af hensyn til diplomatiske forhold. Men både Italien og Tjekkiet brugte deres taletid på at forklare, at de stemte mod USA på grund af procedureargumentet, mens de faktisk udtrykte støtte til USA’s forståelse af køn.
Og denne dobbelte tilgang kan også ses andre steder. Flere lande brugte nemlig deres afsluttende taletid i salen til at understrege, at spørgsmål om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt definitionen af køn hører under national suverænitet.
Skal man sige det på godt dansk; selvom det står i aftaleteksten, er det altså ikke sådan, vi gør hjemme hos os.
Så fra to ungdomsdelegater til jer: Den ligestillingskamp, vi kæmper lige nu, har aldrig været vigtigere. Vi befinder os i en verden, hvor godt en fjerdedel af verdens lande rapporterer om tilbagegang i kvinderettigheder. Rettigheder, som de kvinder, vi står på skuldrene af, har slidt og kæmpet højlydt for.
Vi kommer heldigvis hjem fra dette års Kvindekommission med visheden om, at vi har et EU, der sammen med andre progressive lande kæmper for kvinder – og som kan lykkes med at isolere selv Trumps USA.
Men vi kan også konstatere, at vi skal blive mere højlydte, mere insisterende og mere ærlige. For lige nu kæmper de gode efter reglerne – de progressive lande arbejder med de diplomatiske fløjlshandsker på.
Vi håber og satser på, de bliver efterladt derhjemme næste år.
Vi skal op at slå på tromme – for alle piger og kvinder i denne verden.
