Anna er verdens største jobformidler: Vi skal skabe jobs, jobs og flere jobs, hvis vi vil fattigdommen til livs

Og kigger vi på Verdensbankens officielle liste over lavindkomstlande, er den skrumpet markant. Fra 51 lande tilbage i 1990 til 25 lande nu.

Så heroppe fra overflyvningen ser udviklingen god ud.

Kampen mod fattigdom er en enorm succeshistorie, der har ændret hundredvis af millioner af menneskeliv til det bedre. Men fremgangen risikerer at blive til stilstand – ikke alene flader udviklingen, men mange rige lande, anført af Trumps USA, skærer voldsomt i udviklingsmidlerne og vil hellere bruge pengene derhjemme. Og i horisonten lurer en demografisk udvikling, der kan sætte endnu mere pres på de svageste lande – eller blive grebet af verden og brugt som en motor til at sætte fut i kampen mod fattigdom.

Derfor, siger Verdensbanken – verdens største udviklingsfinancier – skal hele verden til at tænke på én ting: Jobs.

Bistanden falder

Anna Bjerde er en af Verdensbankens absolutte topchefer – som managing director of operations, eller, på menneskesprog, driftschef, er hun nummer tre i hakkeordenen, og hun bestyrer udviklings- og låneprogrammer i bankens mange samarbejdslande i en størrelsesorden på omkring 2.000 milliarder danske kroner.

Jeg taler med hende en dag i oktober, da hun besøger København.

”Global udvikling er stadig en stor prioritet verden over, for arbejdet er ikke færdigt. Og selvom vi har set en del fremskridt, så har de seneste år også skabt en del udfordringer,” siger Anna Bjerde, der har arbejdet med udvikling i tre årtier.

Coronapandemien, krigen mod terror, finanskrisen og klimakrisen har ramt og rammer de fattigste hårdt, og anderledes end tidligere kriser. Men med krigen i Ukraine, der betyder at store vestlige donorer hellere vil købe våben, og et USA, der samler sig om sig selv – i januar lukkede Trump nærmest alle amerikanske udviklingsprogrammer – så falder pengene til global udvikling hastigt. OECD anslår, at direkte udviklingsbistand faldt ni procent sidste år og regner med et yderligere fald på mellem ni og 17 procent i år. De tør ikke engang spå om næste år.

Der mangler altså penge i kassen til udvikling. De offentlige midler kan ikke dække behovet, og slet ikke når de falder, siger Anna Bjerde.

Samtidig står hele verden over for lidt af en demografisk bølge, der kan ryste fundamentet for udviklingslandene, mener Verdensbanken: Over det næste årti vil 1,2 milliarder unge i de lande blive voksne – komme i den arbejdsduelige alder. Men bankens eksperter har på baggrund af den forventede, og faldende, økonomiske vækst regnet sig frem til, at der kun bliver skabt 420 millioner jobs i samme periode.

Og sådan en trekvart milliard ekstra unge arbejdsløse vil ikke bare være en bremse på deres lokale økonomier, det vil også bare være godt gammeldags spild af potentiale og muligheder for at skabe bedre liv, mener banken. Derfor har Verdensbanken én stor løsning, når det gælder både den faldende udviklingsbistand og de manglende jobs: Tiltræk private investeringer til udviklingslandene. Til fabrikker, til infrastruktur, sundhedssektoren og landbrug, og mere endnu. De skal skabe lokale jobs i massevis.

”Hvad er de fattigste efter? De vil have bedre liv. Og vi tror på, at den bedste måde at løfte nogen ud af fattigdom, om de er mænd eller kvinder, unge, midt i livet eller ældre, det er et arbejde,” siger Anna Bjerde.

”Jobs er vores ledestjerne nu”.

Gammel vin?

Så: Fokus på jobs. Det er bankens nye strategi; de har nedsat et højtprofileret Advisory Council fyldt med ekspræsidenter og internationale topchefer og den slags til at komme med rådgivning; det er jobskabelse, deres projekter for de mange milliarder skal måles på, komplet med en ”karakterbog” for jobskabelses-potentialet af projekterne.

Men Verdensbanken har længe haft et fokus på jobs, på arbejdsmarkedet, på private arbejdspladser – deres første store strategiske fokus (med en tung rapport på mange hundrede sider i centrum) på jobs begyndte for 12-13 år siden.

Er jobskabelse ikke bare gammel vin på nye flasker? Hvad er det nye?

”Det nye er, at vi aldrig har operationaliseret det. Nu har vi ikke bare sagt, at det er vigtigt at skabe jobs, men også hvordan det skal gøres. Vi skal bruge bankens midler og offentlig bistand på at sikre tre ting: Et fundament af infrastruktur. Et muliggørende miljø. Og mobilisere private investeringer,” forklarer Anna Bjerde.

”Et fundament af infrastruktur” betyder at sikre basale ting i samfundet, forklarer hun, både rigtig infrastruktur som veje og broer og havne og jernbaner, så folk kan komme på arbejde, og varer købes og sælges frem og tilbage, men også strøm i stikkontakten, så samlebåndene kan køre på fabrikkerne, og børn kan læse lektier derhjemme om aftenen. Det er at bygge skoler og lægehuse, og ”hele det sociale væv, der sikrer menneskelig kapital og menneskelig udvikling,” siger hun.

”Et muliggørende miljø” er embedsmandssprog for reglerne og lovene omkring investeringer, arbejdsmarkedet, landejerskab, skatter og afgifter og så videre og så videre. ”Hvis reglerne er uklare eller mudrede, så vil virksomheder sige: Hvis vi ikke engang kan gennemskue skattereglerne her i landet, så kan vi ikke investere vores penge her. Eller de skal kunne stole på, at tvister kan blive afgjort ved en domstol,” siger Anna Bjerde.

Både infrastruktur og det ”muliggørende miljø” er altså noget, som banken arbejder med, når de samarbejder med de mange lande, de enten investerer i, udlåner penge til eller sender donationer til – de investerer måske i en motorvej her eller en vindmøllepark der, kommer med forslag til at udvikle lovgivning, opbygge det juridiske system og så videre.

Offentlige garantier tager tabene

Og som den tredje søjle skal man lokke private investeringer – fra virksomheder, pensionskasser, investeringsfonde og så videre – til udviklingslandene. De har dybe lommer, der kan gøre god gavn for de fattige, mener Verdensbanken, ved altså at skabe en masse jobs.

Men er de private virksomheder og så videre overhovedet investere i de fattige lande?

”Den private sektor søger afkast. Hvis man mener, at man kan få sit afkast ved at investere i de fattige lande, uden at man løber en for stor risiko, vil man gøre det,” siger John Rand, der er økonomiprofessor ved Københavns Universitet og ekspert i udviklingsøkonomi.

”Men den private sektor er ikke glad for høj risiko, så i højrisikolande vil den private sektor ikke ind,” siger han – altså, lande hvor afkastet er i risikozonen på grund af politisk ustabilitet, dårlig regulering, højt korruptionsniveau og så videre.

Som jo altså nok især findes i de fattigste lande, netop der de har brug for investeringerne.

Derfor arbejder Verdensbanken blandt andet med at bruge de offentlige bistandskroner til at understøtte de private investeringer – enten ved at blande finansieringen, så motorvejen eller vindmølleparken både er betalt med offentlige og private penge, eller ved at udstede garantier for de private investeringer.

Garantier er groft sagt en forsikring mod tab, forklarer John Rand, der har forsket i netop dem. Mekanismen er simpel: De offentlige kroner dækker (noget af) et eventuelt tab, så det er nemmere for den private sektor at gå ind i højrisikolande, fordi de ved, at de har deres på det tørre, hvis projektet kuldsejler. Verdensbanken har alle mulige forskellige garantier, der beskytter mod alt fra borgerkrig, underskud i de første år indtil forretningen giver overskud, kontraktbrud og meget andet.

For hver krone, man bruger på garantier, kan man måske lokke op til fire-fem private kroner med, siger John Rand, men han understreger, at det varierer ekstremt meget, og at det ofte vil være lavere.

Verdensbanken vil fokusere mere og mere på garantier til at få privatsektoren på banen.

”Vi udstedte garantier for over 10 milliarder dollars i 2024 og er godt på vej til at nå 20 milliarder i 2030,” fortæller Anna Bjerde.

Rammer ikke de fattigste

Men der er en mere overordnet udfordring med garantier.

”Garantier kan hjælpe projekter på vej, der skal være rentable, hvor der skal være en business case til at tjene penge for de private investorer. Og det er altså nemmere i mellemindkomstlande end i de allerfattigste lande,” forklarer John Rand.

”Vi kan se på data, at garantier i de fattigste lande skaffer meget færre private midler der. Det er altså et værktøj, der er meget bedre at bruge mellemindkomstlande”.

Og ikke alene fungerer de bedre i mellemindkomstlandene. Det er også der, de bliver brugt mest, ifølge Verdensbankens egen oversigt over de udstedte garantier sidste år. Langt de fleste garantier går til projekter, der skal lokke privatinvesteringer til mellemindkomstlande som Marokko, Nigeria, Indien og Usbekistan, og der er endda garantier, der skal understøtte projekter i højindkomstlande som Chile og Seychellerne. Kun nogle få garantier går til lavindkomstlande som Uganda, Mozambique og Zambia.

Ifølge jeres egen oversigt går jeres garantier nærmest ikke til lavindkomstlandene. Så hvordan skal garantier hjælpe privatsektoren med at investere i de fattigste lande?  

“Lige nu arbejder vi på at finde ud af, hvordan vi opbygger garantier, der virker til små og mellemstore virksomheder i stedet for store internationale virksomheder, for det er de små, der vil skabe langt de fleste jobs. Og det øver vi os på i mellemindkomstlandene, med de virksomheder, vi kan tiltrække der. Og når det er lykkedes, så vil vi gå fra at koncentrere garantierne i mellemindkomstlandene til at bruge dem mere i lavindkomstlandene,” siger Anna Bjerde.

Hvordan hjælper et ekstra job i et mellemindkomstland kampen mod ekstrem fattigdom?

”Det hjælper på flere måder. For det første arbejder vi selvfølgelig med ekstrem fattigdom, men vi er også meget opmærksomme på mere generel fattigdom, hvor man måske ikke er ekstrem fattig, men stadig fattig. Her kan jobs sikre, at de fattige ikke ”falder ned” og ender med at blive ekstremt fattige. Og de fleste fattige lever stadig i mellemindkomstlande,” forklarer Anna Bjerde.

En større diskussion

De private investeringer er altså helt centrale i planen om jobs, jobs og flere jobs, for banken mener ikke, at de offentlige midler alene kan løfte opgaven med at hjælpe verdens fattigste. Men udfordringen med investeringerne fra privatsektoren er så, at fordi privatsektoren vil tjene penge, så er den ikke så interesseret i at bruge sine midler i de fattigste lande, hvor chancen for overskud er mindre.

Så det åbner en svær diskussion om de offentlige bistandskroner: Skal man bruge dem på at understøtte endnu flere penge fra privatsektoren, der så nok ikke ender hos de fattigste, eller skal man målrette de offentlige midler direkte til de allerfattigste, men så har man måske ikke penge nok til alle mulige andre vigtige udviklingsområder som fx miljøbeskyttelse eller klimahandling eller noget helt tredje.

”Man skal huske, at vi har reduceret fattigdommen kraftigt før, da den globale udviklingsbistand var mere fokuseret. Hvis flere lande øgede deres udviklingsbistand en lille smule og altså levede op til det, de har lovet, ville det nok ikke være umuligt at gøre en ende på fattigdom med offentlige midler,” siger John Rand.

”Men det ville kræve, at man fokuserede benhårdt på det i stedet for en bredere udviklingsagenda”.

Han savner lidt en større diskussion om målet for udviklingsbistand – både herhjemme og ude i verden – for det har stor betydning for, hvad man bruger sit krudt og sine penge på.

”Hvis målet eksempelvis er, at man gerne vil have privatsektoren og dens midler med, så er garantier et godt værktøj,” siger han. ”Men hvis målet er at bekæmpe fattigdom, så har vi ikke evidens for, at garantier er et godt værktøj til det”.

Han understreger, at Verdensbanken i sidste ende gerne vil reducere fattigdommen. Men dele af banken vil gerne øge privatsektorens rolle i den globale udvikling, og dele af banken arbejder mere målrettet med fattigdomsbekæmpelse, siger han.

Strategien er klar

I Verdensbankens øvre luftlag er strategien lagt, og målsætningen er skam klar: Jobs er målet, private investeringer er vejen derhen.

Alt i alt håber banken, at de kan være med til at tiltrække privatinvesteringer til udviklingslandene som aldrig før, der skal skabe en masse jobs, der skal bekæmpe fattigdommen og gribe den store generation af unge, der ellers kommer ud på et arbejdsmarkedet uden arbejde over det næste årti.

”Det bliver meget hurtigt en dyster og tung snak med den faldende udviklingsbistand og udfordringen med manglende jobs. Og det bliver en udfordring, ingen tvivl,” siger Anna Bjerde.

”Men hvis vi tænker på at få alle de her unge i job, er potentialet enormt. Mange af dem lever i Afrika, og de kan blive en kæmpe vækstmotor for deres egne lande og deres eget kontinent, hvis vi kan få dem uddannet og oplært, sunde og raske, hjælpe dem med at skabe en større andel i deres egen fremtid”.