25. maj 2020
Bæredygtige løsninger boomer i byerne
Verdens befolkning klumper sig stadig mere sammen i større og større byer. Det giver problemer, men åbner også for en række løsninger.
Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen
For hundrede år siden var det kun hvert tiende menneske på jorden, der boede i en by. I dag er det over halvdelen af menneskeheden, der er byboer, og verdens metropoler fortsætter med at vokse.
Det giver særlige udfordringer, når mange millioner mennesker bor tæt sammen, men store byer giver også mulighed for løsninger, der ikke ville fungere på landet. For eksempel døjer mange storbyer med luftforurening, men når byerne bliver store nok, giver det pludselig mening at bygge en metro.
Samtidig begynder byerne at blive så store, at de får reel indvirkning på globale problemer. Der bor for eksempel over 37 millioner mennesker i verdens største by, Tokyo. Til sammenligning har alle de skandinaviske lande tilsammen kun 21 millioner indbyggere. Det giver borgmestre og bystyrer indflydelse langt ud over byernes grænser. Især, når byerne også begynder at samarbejde på tværs af landegrænser. For eksempel er 367 amerikanske borgmestre er blevet enige om, at deres byer fortsat vil følge den internationale klimaaftale, selvom USA’s regering formelt melder sig ud.
Læs mere: Menneskedyret bor – snart – i bæredygtige byer
Nye pærer kaster lys over byerne
Verdens byer kræver belysning, og det har indtil nu været en af de helt store strømslugere, fordi det i mange år skete med glødepærer. Men med LED-pærens fremkomst er prisen pludselig blevet langt mindre, både i forhold til borgernes elregning og for byernes klimaaftryk. De nye pærer er en af grundene til, at den gennemsnitlige amerikanske families elforbrug er begyndt at falde siden 2010. Herhjemme forbød EU glødepærer i 2012, og salget af halogenpærerne blev stoppet i 2018, fordi LED-pærerne bruger langt mindre energi og har meget længere levetid. Det forventes at spare EU-landene for at udlede 15 millioner tons CO2 om året, hvilket svarer til hele Portugals udledning, skriver fagbladet Ingeniøren.
Læs mere: Nye elpærer har knækket USA’s energiforbrug
Cyklen slår igennem og grønne busser boomer
En af de helt enkle måder, man kan gøre en by grønnere på, er ved at få flere ud af bilerne og over på cyklen. Vi danskere har længe været glade for jernhesten, og byplanlæggere fra andre lande valfarter til Danmark for at lære, hvordan vi gør. Det begynder at give resultater. I Paris er antallet af cykelture steget med 54 procent mellem 2018 og 2019. Det skyldes byens overborgmesters plan om at skære ned på parkeringspladser og bygge flere cykelstier.
En anden grøn løsning er at investere i elektriske busser. Selvom eldrevne køretøjer stadig kræver ressourcer at producere, og selvom der i nogle lande er miljøproblemer forbundet med produktionen af litium til batterierne, giver det alligevel både en klimafordel og et løft af luftkvaliteten, når man udskifter de osende dieselbusser med elektriske busser. Kina er det land, der er længst fremme på den front. Siden december 2017 er alle megabyen Shenzhens 16.359 busser blevet elektriske.
Læs mere: Danmark viser verden vejen til flere cyklister
Pariserne hopper på jernhesten
Bæredygtige busser boomer
Farvel til det elendige liv i slummen
Hvis væksten i byerne ikke bliver håndteret ordentligt, kan det føre til dannelsen af slumområder, og den koncentrerede fattigdom kan danne grobund for kriminalitet. Cirka 880 mio. mennesker bor i dag i slum. Men næsten tre fjerdedele af verdens lande har nu implementeret eller er i gang med at implementere planer for, hvordan byerne skal udvikle sig, og andelen af mennesker i slum falder flere steder i verden. I Latinamerika var det over 35 procent af befolkningen, der boede i slumområder i 1990, hvor tallet nu er faldet til lidt over 20 procent. I Østasien er andelen næsten halveret; fra omkring 46 procent til cirka 27 procent i dag. Og et studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature viser, at også mange i Afrika har opgraderet deres huse siden 2000, så de bliver bedre og sundere at bo i.
Et af de konkrete resultater af at nedbringe slum er, at flere får mulighed for at bruge et ordentligt toilet, i stedet for at benytte sidegader og jernbaneskinner til formålet. Det er ikke kun til fordel for den enkeltes sundhed, men for byens sundhed generelt. Mange sygdomme smitter nemlig gennem afføring, og det er et særligt stort problem i tætbefolkede byer, hvor bakterier, virus og parasitter hurtigt kan sprede sig. I de seneste 25 år er andelen af mennesker uden toilet næsten halveret.