De er verdensmestre i madaffald. Altså på den gode måde

Forestil dig, at du er i dit køkken. Det er frokosttid. Du nupper rugbrødspakken i skabet og åbner den, mens dine øjne glider hen over datomærkningen. Så for søren. Datoen er udløbet. Du tjekker brødet for mug. Men selvom der ikke er nogle grønne pletter at spotte, kan du alligevel ikke få dig selv til at spise det, så du hælder resten ned i den grønne biospand.

Det er en situation, som de fleste af os nok kender – og hvis ikke med rugbrød, så måske med mælken til kaffen eller yoghurten til morgenmaden.

Men havde du boet i Sydkorea, ville bioposen for det første have været gul eller blå. Derudover ville dine tanker nok også kredse om, hvor meget madaffald du egentlig dumper i bioposen, for i Sydkorea betaler du for den mængde madaffald, du smider ud.

Selvom det måske lyder lidt spøjst at skulle betale for, hvor meget madaffald man kyler i skraldespanden, så er meningen med afgiften at få sydkoreanerne til at smide mindre mad ud.

Men Sydkorea ønsker ikke kun at nedbringe mængden af madaffald. Landet har også skruet bissen på med forbud og bøder for få genanvendt alt det madaffald, som alligevel ender i skraldespanden.

Og det har været med til at sikre, at madaffaldet ikke ender på lossepladsen, men i stedet bliver sendt til et af Sydkoreas 300 affaldsanlæg, som hver dag omdanner 15.000 tons madaffald til gødning, dyrefoder og biogas – en slags vedvarende energi, som fx sørger for, at der er lys i lampen eller strøm til computeren.

Den indsats har gjort, at Sydkorea nu scorer toppoint i at genanvende madaffald.

I 1995 genanvendte sydkoreanerne kun to procent af deres madaffald, og i dag genanvender de 98 procent. Det er en kæmpe fremgang, og Gye-gon Lee, der er vicedirektør hos affald til energi-afdelingen ved miljøministeriet i Sydkorea, er slet ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt.

”Hvis madaffaldet ikke genanvendes, bliver det deponeret eller brændt af, og det kan føre til miljøproblemer som dioxinudledning og metanproduktion,” skriver Gye-gon Lee i et mailsvar til Verdens Bedste Nyheder.

For uden affaldsanlæggene ville meget af madaffaldet enten blive brændt, hvilket udleder dioxiner, som er meget giftige stoffer, eller ende på lossepladser, hvor det vil rådne, forurene jorden og udlede metan – en drivhusgas langt mere skadelig end CO2.

Så fremfor at lade madaffaldet rådne på lossepladser, så der fiser metan ud i atmosfæren, bliver gassen i stedet omdannet til energi, som kan være med til at skubbe noget af alt det kul og naturgas, der fylder rigtig meget i Sydkoreas energisystem, på porten.

”Genanvendelse kan derfor minimere de her negative effekter og gøre affaldet til en ressource,” fastslår Gye-gon Lee.

Forbud, bøder og smarte skraldespande

Madaffald er et kæmpestort problem verden over. FN anslår, at der i 2022 blev smidt én milliard ton madaffald ud – svarende til cirka 50 millioner stopfyldte lastbiler. Faktisk står madaffald og -spild for seks procent af verdens udledning af drivhusgasser. Det er tre gange så meget, som den globale udledning fra luftfarten. Derfor er det enormt vigtigt, at vi både producerer mindre affald og genanvender det affald, der er tilbage.

Og når det kommer til genanvendelse, har Sydkorea jo virkelig høstet topkarakterer. Men hvordan bar de sig lige ad med det?

Spoler vi tiden tilbage til 1990’erne, var landet ved at ramle ind i en slags affaldskrise, som krævede, at politikerne tog skeen i den anden hånd.

Sydkoreanerne klagede over lugtgener fra lossepladserne, og så stod landet også over for en enorm udfordring med at håndtere de tusindvis af tons madaffald, der væltede ind hver dag. For landet er kun lidt over dobbelt så stort som Danmark, og med ni gange så mange indbyggere var pladsen knap. Mange ønskede nemlig ikke en ildelugtende losseplads som nabo.

”Mangel på deponeringsplads og lugtgener fra affaldspladser førte til forbuddet mod deponering af madaffald i 2005,” skriver Gye-gon Lee.

Dermed blev det altså forbudt at dumpe madaffald på lossepladser. Otte år senere blev det obligatorisk at genanvende madaffald ved hjælp bionedbrydelige poser. Det betød samtidig, at borgerne blev tvunget til at betale afgifter for deres middagsrester. Og alt det har ført til, at sydkoreanerne i dag ser sortering af madaffald som en fast del af dagligdagen.

Gye-gon Lee peger også på smart teknologi som en af årsagerne til Sydkoreas succes.

For eksempel er der blevet installeret elektroniske skraldespande i hovedstaden Seouls højhuse, hvor beboerne vejer deres madaffald og betaler et månedligt gebyr, som bliver afgjort af madaffaldets vægt – jo mere det vejer, desto højere pris.

Hvis ikke man bor i højhusene med de smarte skraldespande, så køber man bionedbrydelige poser til cirka en krone og dumper dem i gadeskraldespandene til madaffald. Samme princip gælder her – jo mere affald en husholdning genererer, jo flere poser skal de købe, og jo højere omkostninger. Og mens det ganske vist kun er mængden af madaffald, man skal betale for, så kan sydkoreanerne få en bøde, hvis de bliver fristet til at smide madrester i restaffald. Så bødeblokken kommer altså kun frem, hvis de snyder systemet.

Mad er til mennesker

Vender vi snuden hjem til vores egen lille andedam, kyler vi desværre også ufattelige mængder mad ud.

Den samlede mængde madaffald i Danmark ligger på omkring 1,5 millioner tons, hvoraf næsten 900.000 tons er mad, som vi faktisk kunne have spist. Den del af madaffaldet bliver kaldt for madspild. Den største synder i madaffald og -spildskæden er klart fødevareindustrien som fx slagterier og mejerier, og derefter kommer husholdningerne – altså dig og mig.

Og madspild er ikke bare mad, som kunne have mættet sultne maver. Det giver også sort klimasamvittighed, for madspild udgør cirka fire procent af Danmarks årlige CO2-udledning.

Men hvor meget af den mad, som vi danskere dumper i skraldespanden bliver egentlig genanvendt?

Svaret er desværre uklart. Ifølge Miljøstyrelsen er der i 2022 blevet sorteret og indsamlet cirka 400.000 tons madaffald. Desværre ved man ikke, hvor meget af det madaffald der reelt er blevet genanvendt.

Men hvis vi skal nærme os sydkoreanernes succes, skal vi så indføre afgifter ligesom dem?

Det blev et klokkeklart nej fra den danske ekspert i madspild Selina Juul. Hun er stifter af og bestyrelsesformand for organisationen Stop Spild Af Mad og har kæmpet for at reducere danskernes madspild i over 16 år.

”Man skal ikke agere madpoliti i Danmark, fordi vi gerne vil gå den frivillige vej, og hvis der er et madpoliti, så bliver det ikke sjovt at undgå madspild,” fastslår Selina Juul.

Hun er ganske vist imponeret over, at Sydkorea genanvender stort set alt deres madaffald.

”Det er selvfølgelig rigtig godt, at madaffaldet bliver genanvendt. Det er klart, men du har jo ikke købt det mad for at fodre det til et biogasanlæg,” siger hun og forsætter:

”Mad skal produceres, så mennesker kan spise det. Derfor skal man passe på med, at det ikke bliver en grøn sovepude, hvor man tænker: Ja, ja vi har ikke noget madspild, fordi vi giver det bare til biogas,” siger hun.

Men hvis ikke vi skal have afgifter eller bøder på blokken, hvad kan vi så egentlig lære af de østasiatiske mestre i madaffald?

”Deres processer er jo meget interessante. De har jo et system, som er cirkulært og gennemtænkt. Jeg vil sige, at Danmark på en måde halter efter med at sortere så meget, som Sydkorea for eksempel gør, fordi de sorterer rigtig meget. Der er jo nogle danske kommuner, hvor der er kæmpe affaldssortering og nogle andre, som stadig halter efter,” siger Selina Juul.

I stedet skal vi se på roden af problemet og lade være med at symptombehandle, mener Selina Juul.

”Biogas er godt. Det er den sidste mulighed for at genanvende det madaffald, der nu er, og det er jo bedre end ingenting. Men i virkelighed skal man gå ind og forebygge, hvorfor der opstår så meget madspild til at starte med,” siger hun.

For på trods af forbud, bøder og smart teknologi har mængden af madaffald i Sydkorea ikke rykket meget på sig de seneste fem år. Landet producerer stadigvæk 5,5 millioner tons madaffald om året. Så spørgsmålet tilbage bliver, hvordan man så mindsker mængden af madspildet og dermed også madaffaldet.

Ifølge Selina Juul er svaret: opmærksomhed på problemet og frivillige aftaler. Her peger hun for eksempel på Norge som inspirationskilde. Vores norske naboer har nemlig mindsket deres madspild med 12 procent på fire år, og det har de formået at gøre helt uden bøder eller afgifter.

”Så det vil sige, det er muligt, og det er realistisk uden bøder og madpoliti,” siger Selina Juul.