
22. juni 2025
Den globale selvmordsrate falder, og forskerne ved hvorfor
ryoji iwata på Unsplash
Hvert år dør cirka 700.000 mennesker som følge af selvmord. Det er et kæmpe globalt sundhedsproblem og er skyld i flere dødsfald end HIV/AIDS, malaria og krig.
Men der sker heldigvis fremskridt, for selvmordsraten sniger sig langsomt nedad, og mellem år 2000 og 2021 faldt raten med 35 procent globalt, viser en ny WHO-rapport.
Tallene varierer fra region til region, og især Europa og Oceanien har haft en stor nedgang – med henholdsvis 48 og 50 procent – men også Sydøstasien har haft en overraskende stor nedgang på 30 procent.
”Det er jo meget glædeligt, hvis man tænker på de 300.000 mennesker, der ikke længere dør,” siger Merete Nordentoft, speciallæge i psykiatri og professor hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP) og Københavns Universitet.
Har du brug for hjælp?
Hvis du – eller en, du kender – går med selvmordstanker, kan du kontakte livslinien.dk på chat eller nummeret 70 20 12 01 og få anonym rådgivning. Er det akut, skal du ringe 112.

Her er WHO's tal for, hvordan selvmordsraten har udviklet sig mellem 2001 og 2021. Adapted from Fig. 10 in Suicide worldwide in 2021: global health estimates. Geneva: World Health Organization; 2025. Licence: CC BY-NC-SA 3.0 IGO.
Lokale indsatser
Ifølge WHO skyldes nedgangen en række tiltag, der på forskellig vis har gjort det sværere at begå selvmord – og nemmere at få hjælp.
Ét af de mest effektive tiltag globalt har været at begrænse adgangen til farlige selvmordsmidler. I landbrugssamfund i især Indien og Kina har mange tidligere brugt pesticider som metode til at afslutte livet. Men ved at regulere og begrænse adgangen er antallet af selvmord faldet.
Samtidig har økonomisk vækst og bedre sociale vilkår spillet en rolle, fortæller Merete Nordentoft.
”Det ene er adgangen til pesticider, og det andet er, at der er kommet en økonomisk vækst. Flere har bedre sociale forhold, og flytningen fra land til by har også spillet en rolle i både Indien og Kina.”
Også lokalsamfundets indsats har haft en effekt. I en indisk landsby har lokale organisationer arbejdet med at uddanne frivillige i at spotte tegn på mistrivsel – og hjælpe folk med at søge hjælp i tide.
”Jeg kender et godt projekt, hvor man i landsbyer har prøvet at mobilisere folk fra civilsamfundet til at blive i stand til at holde øje med, om der er nogen, der har det dårligt,” fortæller Merete Nordentoft.
Danmark som foregangsland
I 2015 lavede FN de famøse 17 Verdensmål, og en af målsætningerne var at nedbringe selvmordsraten med en tredjedel inden 2030. Det mål har alle lande forpligtet sig til.
Og selvom faldet i selvmordsraten er en positiv nyhed for både Verdensmålene og verden, understreger både WHO og Merete Nordentoft, at det går for langsomt, hvis målet skal nås. Særligt lavindkomstlandene halter bagud, da de mangler nationale strategier.
Derfor er alle lande nødt til at arbejde mere målrettet med forebyggende initiativer. Det handler blandt andet om at opspore risikogrupper tidligere, sikre sammenhængende hjælp og begrænse adgangen til selvmordsmidler.
Herhjemme i Danmark er vi lidt af et foregangsland, mener Merete Nordentoft. For udover at selvmordsraten siden 2010 har ligget relativt stabilt og lavt, har vi siden 2023 også haft en national handlingsplan for selvmordsforebyggelse.
Den lægger vægt på både en række tiltag som afskærmning af broer, sikkerhed omkring toge og mindsket adgang til håndkøbsmedicin, men også en bred befolkningsindsats, hvor alle opfordres til at hjælpe, hvis nogen i omgangskredsen har det svært.
”Hvis man skal have et fald i selvmordstallet, så skal man gøre mange forskellige ting. Et er at have fokus på risikogrupper og sikre, at de får mere sammenhængende hjælp, men det er også vigtigt at se på, hvilke andre muligheder der er,” siger Merete Nordentoft.
Og det er blandt andet at aktivere hele samfundet, som der blandt andet står i den danske handlingsplan:
”Vi skal sørge for, at der er så mange som muligt, der ved og er blevet opfordret til, at hvis de kender nogen, som er selvmordstruet, så skal de hjælpe dem med at søge hjælp,” siger hun.
Vi har tidligere skrevet om den danske handligsplan for selvmordsforebyggelse. Du kan læse mere om den her.