30. november 2025
Den kinesiske supertanker trækker i håndbremsen: Klimagasserne er stoppet med at stige
Kinas voldsomme økonomiske udvikling har betydet en eksplosion i CO2-udledningen. Men gennem det sidste halvandet år har udledningen ligget fladt eller faldet.
En arbejder installerer solceller på taget af en af Shanghais centrale togstationer. Kina bygger så mange solceller og vindmøller, at deres ellers evigt voksende CO2-udledning nu flader ud. Foto: Climate Group CCBY
Kina er verdens største udleder af drivhusgasser.
Kinesiske kraftværker, bilmotorer, stålværker, cementovne, fabrikker, der producerer alt, du kan forestille dig, en kæmpe petrokemikalieindustri og tusinde andre ting, der kører på kul, olie og gas, spytter milliarder af tons CO2 ud i atmosfæren hvert år.
Hvor andre store økonomier som USA og EU har sænket deres udledninger de seneste årtier, så er de kinesiske udledninger bare vokset og vokset og vokset.
Fra omkring fem milliarder ton CO2 ved årtusindeskiftet til omkring 12 milliarder ton i 2024 fra fossil energi (inklusive kulforbruget til at lave cement). Det er knap en tredjedel af de globale
Alt det her drivhusgas kommer fra verdenshistoriens største industrialisering. For 30-40 år siden var Kina en bundfattig landbrugsnation. Siden da er knap en milliard kinesere kommet ud af den ekstreme fattigdom, og Kinas fabrikker og industrier producerer mere end de næste otte økonomier tilsammen. Den voldsomme økonomiske vækst i Kina – vi snakker et BNP, der er knap hundrededoblet på 40 år – har nærmest været en naturlov i dette årtusinde. Men det kræver energi, energi og energi, og derfor har det altså også nærmest været en naturlov, at Kina hvert år udleder mere end året før.
Indtil nu.
Nu begynder supertankeren at bremse op. Gennem det sidste halvandet år, fra marts 2024 til de seneste samlede tal fra september i år, har udledningerne fra det gigantiske land enten ligget stille eller faldet.
Det viser en dybdegående analyse fra Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) af den anerkendte kina- og klimaekspert Lauri Myllyvirta udgivet af klimaanalysesiden Carbon Brief. Han understreger, at det ikke er sikkert, at faldet vil fortsætte, men analysen peger på, at chancerne for et samlet fald i drivhusgasudledning for hele 2025 er gode. Og det kan altså potentielt være den endelige top for de kinesiske udledninger fra det fossile forbrug – før det kan begynde et langsigtet fald.
”Gennem de sidste to år har Kina endelig nået det punkt, hvor de har tilføjet vedvarende energi hurtigere end væksten i energiforbruget. Så vi kan nu snakke om et potentielt ’strukturelt peak’ i brugen af fossile brændstoffer, og det har krævet enorme, svimlende mængder vind- og solenergi,” forklarede Lauri Myllyvirta ved et Carbon Brief-webinar om Kinas klimapolitik.
Her er Kina længder foran andre lande – de sidste par år har Kina bygget flere solceller og vindmøller end resten af verden tilsammen – og 2025 tegner sig igen til at være et rekordår.
Et puslespil
Hvis verdens samlede drivhusgasudledning skal ned, og klimakrisen bekæmpes, så er det ikke til at komme udenom Kina. Landet udleder som sagt omkring en tredjedel af det nuværende niveau af drivhusgas, men derudover er det også Kina, der har stået for næsten al væksten i udledningen af klimagasser det sidste årti, viser andre tal fra CREA.
●Både EU og USA har sænket udledningerne - men ikke nok, og ikke hurtigt nok, og fra et meget højt udgangspunkt. Og historisk set har USA stadig udledt flere end 200 milliarder tons CO2 mere end Kina har. Kinas historiske udledninger overhalede Europas i 2023.
Kul er stadig den allerstørste post i det kinesiske energibillede og i de kinesiske udledninger. Udviklingen afhænger derfor især af, om grøn energi kan blive ved med at vokse så hurtigt, at kullet bliver presset ud af strømsektoren - og om efterspørgslen på de tunge industrier som cement og stål, der kræver massevis af kul, falder. Foto: : Ziang Guo on Unsplash
Derfor er det ekstremt vigtigt, at Kina først og fremmest bremser op for sine udledninger. Og siden, selvfølgelig, får dem til at falde.
Og det første sker så endeligt. Men det store spørgsmål er, hvor længe det holder. Landets officielle klimamål siger nemlig, at udledningerne senest skal stoppe med at stige i 2030, så der er ”plads til”, at de kan stige igen. Omvendt bliver den deadline måske opdateret i den kommende femårsplan, og det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua har netop offentliggjort, at kulforbruget ”forventes” at toppe i 2027, og at olieforbruget ”nok” vil toppe i 2026. Og det er jo en stramning i forhold til den lidt mere elastiske formulering om at toppe ”senest i 2030”.
Så det nuværende fald er ikke skåret i sten, men afhænger af den økonomiske og politiske udvikling i landet: Om der bliver skruet op for de tunge industrier, der virkelig futter kul af, når der skal produceres stål og cement, om der kommer nok elbiler på vejene, om der springer nye solceller og vindmøller op hurtigere end det evigt voksende behov for strøm. Og Kina investerer stadig i nye kulkraftværker og kulminer, så klimapolitikken er stadig ikke afklaret helt, siger Lauri Myllyvirta fra CREA.
Og det er selvfølgelig også det samme store økonomiske puslespil, der betyder, at drivhusgasudledningerne har ligget fladt det sidste halvandet år. Her er den vigtigste udvikling jo altså den enorme vækst i solceller og vindmøller. Og det betyder, at selvom sulten for strøm stiger, så ligger udledningerne fra strømsektoren fladt, for grøn strøm skubber kul ud. Samtidig skærer landets mange elbiler nu olieforbruget i transportsektoren, så der kommer mindre CO2 ud af de kinesiske udstødningsrør, og i byggesektoren er cementforbruget faldet. Omvendt er forbruget af olie og kul til produktionen af fx kemikalier og plastik steget.
Så lige nu balancerer udledningerne for hele 2025 på en knivsæg mellem en lille stigning eller et lille fald, afhængigt af udviklingen i årets sidste måneder. Men den voldsomme CO2-vækst er på pause for nu.
Kom med i et deepdive i kinesisk kul
Vi har tidligere skrevet om udviklingen i den ellers ustoppelige kinesiske sult efter kul – og om hvordan den kometagtige vækst i grøn energi maser kullet ud af strømsektoren. Læs med:
