22. juni 2025

Der sker noget på den kenyanske slumfront: På kun to år har mere end en million mennesker kæmpet sig ud

Som mange andre lande har Kenya haft store slumområder, der har bredt sig langs og i storbyerne. Men med både nationale og internationale indsatser begynder statistikkerne at ændre sig.

To kenyanske piger kigger ud over Kibera i Kenya, der er verdens tredje største slumområde. Foto: iStock

”Jeg har aldrig gået i skole, men alle mine børn har.”

Kvinden bag ordene er Margeret Nyambura. Vi sidder sammen i hendes hus i det kenyanske slumområde Kampi Somali. Margeret er født og opvokset her med støvvejene under hendes bare børnefødder og bliktaget over hendes hoved. Hun har boet her så længe, at hun både har født og opfostret sine børn i det lille jordhus,

Margeret kender derfor udmærket til de hårde sider af slumtilværelsen, men hun har også set og oplevet de fremskridt, der er sket i løbet af hendes liv. Der er for eksempel dukket flere skoler op – og det betyder både undervisning til børnene og en tilgængelig vandkilde til området.

Det er ikke kun i Kampi Somali, at fremskridtene kan mærkes. Over hele Kenya får flere mennesker adgang til rent vand og uddannelse. Og det er godt nyt, da man ved, at mere uddannelse kan hjælpe en befolkning ud af fattigdom. Noget der også tydeligt ses i de kenyanske statistikker.

Der kan man nemlig se, at andelen af kenyanere, der bor i slum, er faldet med mere end ti procent fra 2020 til 2022. For at sætte det i perspektiv, så er det over en million kenyanere, der ikke længere bor i slumområder.

Faktisk går ni ud af ti kenyanske børn i skole i dag i skole.

Margeret Nyambura i indgangen til hendes hjem. Foto Lærke Kobberup

Slum-fokus fra flere vinkler

Slumområder i verden kan se vidt forskellige ud. Der er langt fra den fugtige by-slum i Bangkok til den knastørre provins-slum i Kenya. I nogle områder er det hærgende sygdomme, der er den største trussel, mens det i andre er manglen på vand og mad.

Fælles for dem alle er dog, at beboerne er mennesker, der kæmper for overlevelse. I Kenya arbejder både landets egen regering og FN-finansierede projekter derfor for at skabe bedre levevilkår i slum-områderne. Der er blandt andet ved at blive kloakeret og etableret drikkevandsstationer, ligesom der bliver bygget velfungerende skoler og bedre hjem til beboerne.

I Kenyas egen plan for slumområderne har de et særligt fokus på at forbedre de allerede eksisterende slumområder. Og det er en prioritering som Niels Larsen, der har en Ph.d. i undervisning og udvikling, er rørende enig i.

Han har gennem mange år arbejdet med internationalt udviklingsarbejde i flere afrikanske lande og har især haft fokus på partnerskaber mellem Danmark og Kenya – som han derfor har besøgt af flere omgange.

”Flere og flere mennesker flytter ind til byerne for at finde arbejde, og mange af dem ender i slumområderne, så der bliver man nødt til at have et særligt fokus,” siger han.

De store tiltag i detaljer

Hvis du vil dykke mere ned i de forskellige initiativer, der lige nu er i gang i Kenyas slumområder, kan du læse mere her:

Kenyan Informal Settlement Improvement Project (KISIP)

UN-HABITAT and the Kenya Slum Upgrading Programme (KENSUP)

En bolig, der beskytter

I alle slumforbedringsprojekterne er der især fokus på boligerne – og det er der en grund til. Slumboliger er nemlig oftest bygget sparsomt og hurtigt. Det kan derfor let blive svært at holde kulden og hårde regnskyl ude.

Og når jeg kigger rundt i Margeret Nyamburas hus i Kampi somali, ser jeg da også flere revner og sprækker, hvor den kolde nattevind kan trænge ind.

”Lungebetændelse er en meget normal dødsårsag for børn her i slummen,” fortæller hun, da jeg spørger ind til det.

En kendsgerning, som tallene desværre bekræfter. Lungebetændelse slår nemlig mange børn under fem år ihjel i fattige områder. Faktisk dør et barn under fem år et sted i verden af lungebetændelse hvert 43’ende sekund ifølge Unicef. Og noget så simpelt som en ’tæt’ bolig kan være med til at redde nogle af de liv.

Det var også en af grundene til, at Niels Larsen tidligere på året arrangerede, at en gruppe danske håndværkerstuderende tog på udveksling i Kenya og besøgte et slumområde. Her skulle de i fællesskab med lokale unge håndværkere bygge en prototype på et stærkere hjem, som ville være realistisk at bygge i slummen.

Udvekslingsprojektet skulle også være med til at inspirere og udvide deltagernes byggebevidsthed. Niels Larsen mener nemlig, at der er et ret stort potentiale i håndværkerelever, da de bogstaveligt talt kan bygge de forandringer, der er brug for.

 

Pludselige og hårde regnskyl er ikke længere en sjældenhed i Kenya. Det skyldes blandt andet klimaforandringerne. Men det betyder også, at det kan blive svært at bygge med traditionelle og lokale materialer som f.eks. ler, da det ikke håndterer vand særlig godt.

De danske tømrer- og murerelever fik muligheden for at se husene i Kampi-somali. Noget der er langt væk fra den danske byggeindustri. Foto Lærke Kobberup

Houses for All

Udvekslingsprojektet gik under navnet ’Houses for All’ og inkluderede både danske og kenyanske håndværkerelever. Hvis du vil læse mere konkret om det, så kan du klikke her.

Ændring indefra

Niels Larsen er ikke i tvivl om, at udvekslingsrejsen har været med til at udvide boligtankegangen hos både de danske og kenyanske håndværkerelever – men han anerkender, at hvis der skal ske større ændringer hos dem, der lever, bor og bygger i slummen, så skal der også andre tiltag på banen:

”Jeg tror mest på projekter, der kan ske inde i slummen,” siger han og uddyber, at det jo nok ikke er de håndværkere, der er uddannede på en institution, som bygger husene ude i slummen.

”Jeg hører til gengæld fra mine kontakter, at der i øjeblikket arbejdes på at starte en erhvervsskole inde i Kibera-slummen,” siger han.

Det ville ifølge Niels Larsen være en game-changer, da det både vil give bedre uddannelsesmuligheder, men også gøre det muligt for beboerne i slum-området at være med til at skabe den ændring og de fremskridt, som der er brug for.

Skolen er ikke en realitet endnu, men han fortæller, at der på skolen Kibra TVC, som ligger i kibera-slummen, er faglige kurser, som fokuserer på at gøre byggeri tilgængeligt – 129 elever er allerede dimitteret derfra i år.

Alt er ikke fikset på slumfronten i Kenya, og landet ligger desværre stadig langt over verdensgennemsnittet i forhold til, hvor mange der bor i slum. Men det går tydeligvis i den rigtige retning.

Niels Larsen og hans udvekslingsprojekter har i hvert fald gavnet Margeret Nyambura, da hun med optimisme for fremtiden kan se sit barnebarn tulle i skole i en bygning, som et af hans udvekslingshold byggede større tilbage i 2023.

Verdens Bedste Nyheder var i Kenya med støtte fra GLOBUS-puljen under Udenrigsministeriet.