08. december 2024
Designer i Tanzania sender verdens genbrugstøj tilbage
Anne Kiwia startede sin karriere i Vesten på det prestigefyldte modemagasin Vogue. I dag upcycler hun tekstiler fra Dar Es Salaams kæmpe genbrugsmarkeder for at vise værdien i de store mænger tøj, som allerede er produceret.
Anne Kiwia (i midten) er kommet på Dar Es Salaams største genbrugsmarkeder i over et årti.
Det Indiske Ocean bruser i baggrunden, da jeg mødes med designeren Anne Kiwia i Dar Es Salaam. Hun har nemlig haft et særligt blik på, hvordan de store genbrugsmarkeder i Tanzanias største by har ændret sig over det sidste årti.
Jeg er i Tanzania som journalist. Men min karriere startede i modebranchen et helt andet sted for over 20 år siden.
I år 2000 spankulerede jeg op og ned ad catwalken i Japan for ikoniske designere som Chanel og havnede hurtigt på forsiden af Marie Claire. Jeg blev lidt tilfældigt kastet ud i en karriere som model nøjagtig på det tidspunkt, hvor modebranchen for alvor skruede op for tempoet og mængderne af tøj. Det var før, man begyndte at tale om miljøhensyn, klima eller arbejdsvilkår for fattige tekstilarbejdere i Asien. Men efter kort tid kunne jeg alligevel ikke se mig selv være en del af den verden.
Så de sidste mange år har jeg i stedet skrevet om løsninger på, hvordan modeindustrien kan blive mere cirkulær.
Det har nu bragt mig til Tanzania og Anne Kiwia, der også har en fortid med de helt store navne i modebranchen. Hun har både arbejdet for Tysklands udgave af det prestigefyldte magasin Vogue og Mytheresa, der er en af de førende platforme for luksusbrands i verden. Begge steder gav hende et unikt indblik i, hvad der skal til for at skabe et succesfuldt nicheprodukt.
Fra Vouge til vintage
Anne Kiwias far er fra Tanzania, og hendes mor er fra Rumænien. Selv har hun boet en del af sit voksne liv i Tyskland, inden hun flyttede tilbage til rødderne i det østafrikanske land. Hun kom her til med en drøm om at lave et modebrand og har nu fundet sin egen måde at vise, hvor meget værdi der stadig er i det tøj, som forbrugere i mere velstillede dele af verden, har kasseret.
Anne Kiwia har fulgt Dar Es Salaams enorme genbrugsmarked i mere et årti. Dar Es Salaam er Tanzanias største by, og her lander enorme mængder genbrugstøj fra udlandet.
”Da jeg begyndte at bruge tekstiler fra genbrugsmarkederne, var der ingen der talte om bæredygtighed eller zero waste. Men jeg har altid haft en passion for vintage, og har selv gået i genbrug, siden jeg var barn.”
”I starten var jeg virkelig imponeret over kvaliteten af tøjet på markederne. Jeg kunne finde originale vintagedesigner-fund fra Europa og USA. Jeg fandt Dianne Von Furstenberg, Luis Vuiton og Prada. Og jeg vidste jo, hvordan man tjekkede serienummeret. Så man kunne høre mig skrige udover markedet, når jeg fandt endnu et stykke guld,” husker hun.
I dag ser billedet helt anderledes ud. Rigtig meget af tøjet, der ankommer til Dar Es Salaam, er nu fast fashion-mærker, og er lavet af polyester eller andet billigt materiale i dårlig kvalitet.
Velgørenhed eller affalds-kolonialisme?
Vi køber mere og mere tøj – og kasserer det. I de sidste 20 år er eksporten af brugt tøj fra Europa tredoblet ifølge EU’s Miljøagentur. 80 procent ender i Asien og Afrika, hvor det kan skabe store miljøproblemer, når dele af tøjet er i for dårlig kvalitet til at kunne sælges videre, og det ender som skrald i naturen. Samtidig skaber det globale genbrugsmarked millioner af arbejdspladser.
Tøjbjergene i Afrika bliver ofte misforstået, mener dansk forsker.
74 millioner kilo
Stop for den ’Den døde mands tøj’?
De seneste år har flere både danske og internationale medier dækket, hvordan Asien, EU og USA sender store mænger brugt tøj til Afrika.
Meget af det ender på verdens største genbrugsmarked, Kantamanto i Ghana i Vestafrika. Men en væsentlig del af det brugte tøj har Østafrika som destination. Særligt Kenya, hvor en del af tøjet så flytter videre til nabolandet Tanzania.
I 2023 importerede Kenya næsten 198 millioner kilo brugt tøj, mens Tanzania importerede over 74 millioner kilo brugt tøj, hvor langt størstedelen kom fra Kina. Den samlede værdi for Tanzanias genbrugstøj i 2023 løb op i 770 millioner danske kroner ifølge UN Comtrade Database.
En samling østafrikanske lande prøvede i 2016 at sætte en stopper for de store bjerge af brugt tøj fra vesten. Men USA reagerede med at true med at fratage landende en favorabel handelsaftale. Det var kun Rwanda, der holdt fast i at forbyde import af aflagt tøj fra vesten. I årene efter har der været meldinger om, at landets egen tekstilindustri ganske vist klarer sig bedre, men at den nu kæmper med billigt tøj fra Kina i stedet.
Det vakte derfor opsigt, da Ugandas præsident sidste år meldte ud, at det østafrikanske land ville indføre et stop for ’den døde mands tøj’, som genbrugstøj ofte bliver kaldt flere steder på kontinentet. Flere påpegede dog, at det er for sent med et forbud, da millioner af mennesker i dag arbejder i og lever af genbrugssektoren.
Anne Kiwia startede med en symaskine og et ønske om at undersøge, hvad man kunne skabe ud af alt det tøj, som allerede er produceret. I dag har hun ansat et lille hold af kvinder, som syer hårbånd af tekstiler, som Anne Kiwia nøje har udvalgt på byens hektiske markeder. Hvert hårbånd består af to stykker stof med hver deres historie. Når de er færdige, bliver hårbåndene solgt videre til kunder over store dele af verden, fra Mexico til Danmark.
Tekstil-spottere hjælper til
Vi hopper på en taxa, der bruger en lille time på at sno sig igennem megabyens virvar af biler, overfyldte minibusser og motorcykler. Flere gange stopper Anne Kiwias talestrøm for at dirigere den kvindelige chauffør i en hurtigere retning mod Ilala, der er et af Dar Es Salaams markeder for brugt tøj.
”Det er så stort, at du har brug for en satellit for at forstå omfanget,” forbereder Anne Kiwia mig, da bilen holder ind til siden for at sætte os af på en tankstation.
”Ilala var et hårdt sted at starte som kvinde. Rigtig mange af sælgerne var fulde og råbte hele tiden efter mig”, fortæller Anne Kiwia, mens jeg også allerede hører tilråbet ”mzungu” (hvid person på swahili, red.) svirre omkring mig, så snart vi træder ind under markedets halvtag.
I dag samarbejder Anne Kiwia med sælgere på genbrugsmarkedet, som løbende lægger tøj til side, som de tror, vil falde i hendes smag. Anne Kiwia startede med at lave små stofprøver af silke, hør og andre velegnede tekstiler, som hun hæftede på et stykke pap, så sælgerne ved, hvad de skal lede efter.
Hun kigger dagens bunke af muligt stof igennem og vælger det af det ud, som hun ved vil fungere til hendes internationale målgruppe.
”Jeg ville ikke kunne klare det uden hjælp fra sælgerne. Før i tiden kunne jeg let selv finde to eller tre store poser tøj fra en enkelt tur, som kunne vare i måneder. I dag finder jeg måske kun 15 egnede stykker, og jeg har ikke mulighed for at tage herud hver dag.”
På Anne Kiwias systue er hendes ansatte i fuld gang med at upcycle tekstiler fra genbrugsmarkedet. Foto: Karoline Rahbek
Alle dronninger fortjener en krone
Hun hanker op i pose med dagens fund af farvestrålende stof, og vi hopper på endnu taxa og kører mod Anne Kiwias systue. Her sidder fire kvinder og klipper til, stryger og syr genbrugsstof om til hårbånd, som også kan bruges som bælter.
”Jeg vidste fra min tid på Vogue, at kvinder, der har råd, endda betaler mange penge for nicheprodukter som et lommetørklæde fra Luis Vuiton. Men efter et par år, begyndte der pludselig at komme billige hårbånd fra Thailand,” fortæller Anne Kiwia.
Der blev det ekstra tydeligt, at virksomheden havde brug for en historie for at skille sig ud. Anne Kiwia husker, hvordan teamet af kvinder på systuen en dag sad og spiste frokost sammen.
”Diana, som på det tidspunkt var praktikant, sagde pludselig: Når jeg tager et af hårbåndene på hver dag, føles det som at tage en krone på. Måske skulle det være vores fortælling,” Anne Kiwia lyser op, mens hun fortæller om øjeblikket:
”Jeg var i forvejen så imponeret over de her stærke kvinder. Både dem i systuen og andre kvinder her i landet. Mange af dem er blevet forladt af deres mænd og lykkes alligevel med at brødføde måske fem børn alene. På den måde er de jo alle dronninger, der leder landet på egen hånd.”
Og sådan blev Anne Kiwias tagline til: Every queen deserves a crown.
Anne Kiwia vil med sit brand vise, at high-end fashion-produkter også kan blive udviklet på det afrikanske kontinent.
Nej til skraldespands-tøj
Anne Kiwia er godt klar over, at der skal mere end upcyclede hårbånd til at vende modeindustriens overproduktion.
EU lancerede tilbage i 2022 en længeventet tekstilstrategi, som de kommende år forventes at blive til mindst 16 nye lovtiltag, der skal regulere tekstiler i Europa frem mod 2030. Det skal blandt andet sikre, at virksomheder begynder at producere tøj og tekstiler i højere kvalitet, som holder længe.
Anne Kiwia efterspørger også reguleringer for kvaliteten af det tøj, som bliver eksporteret til afrikanske lande: ”Vi kan ikke skabe nyt af gammelt eller dårligt tøj, der er klar til at blive smidt i skraldespanden.”
Men hun håber, at hun kan være med til at inspirere andre til at få øjnene op for den værdi, der er i brugt tøj.
”Der er et kæmpe potentiale i alt det secondhand-tøj. Der er både empowerment og arbejdspladser i det. Og vi er jo lykkedes med skabe mode-items, som vi sender tilbage til der, hvor det kom fra, fordi der er en interesse for det,” siger Anne Kiwia og går hen til det farverige verdenskort, hun har fået malet på systuens endevæg.
Det bruger hun til løbende at vise hendes ansatte de mange lande, hvor andre kvinder går med de ’kroner’, som de syr af verdens genbrugstøj.
