Donor-darling: Danmark har haft en afrikansk kæreste siden 1960’erne. Men lykkelig skilsmisse har altid ligget i kortene

For at forstå hvorfor det netop er Tanzania, som blev Danmarks donor-darling, kommer man ikke udenom den tidligere skolelærer Julius Nyere. Som landets første præsident blev han kendt for at skabe stabilitet på tværs af over 130 forskellige stammer, religionsfrihed og sameksistens mellem landets store grupper af kristne og muslimer. Tanzania har siden været et af de mest stabile lande i Afrika og har gjort sig bemærket med sit fravær af borgerkrige, militærkup og væbnede konflikter.

”En anden mere spændende og ideologisk baggrund for, at bistanden voksede voldsomt, var at Julius Nyerere udviklede det, man kaldte afrikansk socialisme. Der var tale om en alliancefri socialisme, som betød, at socialdemokrater i Danmark, Sverige og Norge kunne se sig selv i det og sige, at det ligner jo lidt det, vi taler om med den nordiske model,” tilføjer Knud Vilby.

En stor bank, vigtige veje og rent drikkevand

Hvis man i dag tager ud i landområderne, finder man stadig velfungerende vandhaner, som Danmark var med til at sætte op tilbage i 1980’erne. Og ifølge Jesper Kammersgaard har 75 procent af befolkningen i dag adgang til drikkevand. Blandt andet takket være både penge og rådgivning fra Danmark og vandpumper fra Grundfos.

Det er bare et af flere eksempler på, hvordan danske skattekroner har gjort en forskel for millioner af mennesker – og for landets økonomiske udvikling, fortæller han.

”Udviklingsbistanden har for eksempel været med til at danne grundlag for den vigtigste transportkorridor i Tanzania, der går fra Zambia og fra Demokratisk Republik Congo til havnen i Dar es Salaam. Det er simpelthen den danske bistand, der har været med til at skabe de veje, som er sindssygt vigtige for Tanzanias eksport og for hele den del af økonomien, der er drevet af den logistikvirksomhed, som i dag foregår igennem samhandlen mellem landene i regionen,” understreger ambassadøren.

Og bliver man ved det med økonomien, har Danmark også spillet en vigtig rolle for, hvad der i dag har udviklet sig til landets største bank, CRDB, (Cooperative Rural Development Bank.) Danida har både været fødselshjælper i 1970’erne, og trådte til da banken var tæt på konkurs og støttede med 45 millioner kroner og bankrådgivning i 1990’erne. I dag har CRDB 3.600 ansatte og har nu også afdelinger i nabolandene Burundi og Demokratisk Republik Congo.

Alene sidste år gav det danske indskud til banken et overskud på omkring 75 millioner kroner, som gik direkte til landets sundhedssektor. Og det er der særligt behov for nu, hvor USA har meldt ud, at landet fjerner en stor del af sin støtte til Tanzania.

Ifølge Jesper Kammersgaard ser det nemlig ikke ud til, at andre donorer kommer ind og dækker det hul, som USA efterlader sig med den beslutning:

”Det skaber selvfølgelig på den korte bane nogle udfordringer for Tanzania, særligt i sundhedssektoren, som USA har støttet med noget, der ligner en halv milliard dollars om året.”

Vil selv bestemme musikken

Selvom landet stadig ikke har fået udryddet fattigdom, er der samtidig gang i en lovende økonomisk udvikling. Faktisk i sådan en grad, at Tanzania i 2020 officielt kunne kalde sig et mellem-indkomstland og har store ambitioner om at forsætte den udvikling.

Året efter fik landet sin første kvindelige præsident, Samia Suluhu Hassan. Hun overtog efter dødsfaldet på den tidligere præsident John Magufuli, der i Vesten var berygtet og af nogle også blev kaldt ’den afrikanske Trump’.

”Mama Samia, som hun bliver kaldt, har formået at gøre det mere attraktivt at være virksomhed og investere i Tanzania. Hvis de lykkes med at styrke erhvervslivet, så har landet mulighed for at gøre sig helt uafhængig af udviklingsbistand inden for en 15-20-årig periode. Også selvom den demokratiske udvikling går noget langsommere,” vurderer Jesper Kammersgaard.

Det har været et mål for Tanzania helt tilbage til den første præsident Julius Nyere, som ikke ønskede, at landet skulle være afhængig af økonomisk støtte udefra.

”Han brugte det gamle citat, at den, der betaler for musikken bestemmer, hvad der skal spilles. Og med det mente han: Vi må aldrig blive for afhængige af bistand, for bliver vi det, så mister vi den selvstændighed, vi lige har fået, fordi så bliver det dem, der giver os pengene, der kommer til at bestemme. Og man kan sige, at det var så den fælde, de røg i alligevel,” fortæller Knud Vilby.

I dag udgør udviklingsstøtten cirka fire procent af Tanzanias samlede BNP. Men landet har igennem årene oplevet flere store økonomiske kriser, blandt andet i 1990’erne, hvor Danmark derfor skruede op for hjælpen.

Populære romaner skabte debat

Tusindvis af danskere har boet i kortere eller længere perioder i Tanzania i de seks årtier, som partnerskabet mellem de to lande har stået på. En af dem var forfatteren Jacob Ejersbo, der som barn flyttede derned med sine forældre. Som voksen skrev han tre anmelderroste værker om mødet mellem skandinaviske ’ulandsarbejdere’ og tanzaniere i 1980’erne.

Da filmatiseringen af romanen Liberty i 2018 rullede over skærmen på DR, begyndte danskerne at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig nyttede noget at poste så mange udviklingsmidler i et enkelt land, hvor der havde været mange opstartsproblemer. Den skabte også et fornyet fokus på ubalancen mellem danske udstationerede og lokale.

”Det har både han og mange jo skrevet meget om. Og det er klart, at det er grundlæggende negativt, når udviklingsbistand bliver så afhængig af mængden af udsendte. Det var voldsomt på et tidspunkt. De dannede deres egne små ghettoer i det store samfund. Og det var ikke positivt,” husker Knud Vilby.

I dag er billedet meget anderledes. Alligevel er der stadig myter om udviklingsbistand, også om hvorvidt den ender i de rigtige lommer. Til det minder den garvede udviklingsjournalist om, at der også sker fejl i danske projekter herhjemme:

”Der er masser af kiksere, men det sker jo også herhjemme, når man laver supersygehuse, og de bliver tre gange dyrere, hvor italienske entreprenører snyder arbejderne og i øvrigt formentlig også den danske stat. Selvfølgelig sker det også i bistanden.”

”Så,” fortsætter han: ”det skal man selvfølgelig være opmærksom på. Og så skal man gøre det på den rigtige måde og opbygge kontrolsystemer, men også sørge for, at det er lokalt baserede systemer, og ikke os, der kontrollerer dem,” understreger Knud Vilby.

Den danske ambassadør i Tanzania fortæller også, at korruption fortsat er en stor udfordring i lande som Tanzania: ”Så hvis man politisk ikke ønsker at arbejde i lande, hvor der er korruption, bør man tænke anderledes,” siger han.

Rollerne er ændret i parforholdet

Jesper Kammersgaard var første gang udsendt i Tanzania mellem 2007 og 2011, og vendte tilbage sidste år, efter at Danmark først havde besluttet sig for at lukke ambassaden i Dar Es Salaam, men så fortrød.

Det forløb er blandt andet blevet sammenlignet med en temmelig tumultarisk skilsmisse efter et ægteskab, der ellers lige havde fejret diamantbryllup.

Den daværende S-regering meldte i 2021 ud, at ambassaden skulle lukke i løbet af de næste tre år, og landet stod pludselig til at modtage 0 kroner på det kommende finanslovsforslag. Men så kom SVM-regeringen, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen annoncerede i slutningen af 2023, at ambassaden alligevel ikke skulle lukke. Nu ville Danmark nemlig satse på et fornyet dansk engagement og en anden form for partnerskaber. Otte måneder senere kom regeringens nye Afrika-strategi, der under titlen ’Afrikas århundrede’ netop har fokus på at gøre Danmark til en attraktiv partner i afrikanske lande som en respons på den nye geopolitiske virkelighed.

Før i tiden spillede danske og andre vestlige lande en helt anden rolle, når Tanzania skulle tage strategiske beslutninger. I dag er billedet markant anderledes, oplever Jesper Kammersgaard.

”For 15 år siden var de vestlige lande de vigtigste partnere for Tanzania. Og her, efter jeg kom tilbage til Tanzania, så må jeg bare konstatere, at det er vi ikke længere. Tanzanias vigtigste eksportpartnere er i dag Indien, Sydafrika og De forenede arabiske emirater. Tyrkiet, Egypten og de mellemøstlige lande investerer også i Tanzania på et helt andet niveau end tidligere,” fortæller han.

Og så er der selvfølgelig Kina, der i dag er Tanzanias vigtigste samarbejdsland, når det kommer til import.

”Kina har altid været en spiller i Tanzania, men hvor de tidligere stort set udelukkende var en økonomisk spiller, så er de nu også mere værdibaserede. Kineserne deler dagligt China Daily News gratis ud i gaderne i Dar es Salaam,” fortæller den danske diplomat og understreger, hvordan rollerne mellem Danmark og Tanzania i dag har ændret sig:

”Der foregår et helt andet geopolitisk spil i dag. Jeg er personligt af den opfattelse, at Danmark som et lille land sammen med EU har brug for en stabil partner som Tanzania, og det mener jeg, at vi har nu mere end nogensinde i vores stræben efter at fremme danske og europæiske interesser rundt omkring i verden” slutter han.