Efter hårde coronaår er flere børn tilbage i skole, og vi lever bedre og længere

Flere af verdens børn er kommet i skole, flere er rykket ud af fattigdom, og vi lever længere.

Det viser den sorte linje på grafen over, hvordan verdens befolkning har fået forbedret deres levevilkår. I årtier er den steget og steget – men så kom coronapandemien.

I 2020 og 2021 gik udviklingen tilbage for første gang både globalt og i langt de fleste lande i verden. Børn missede skolegang, fattigdommen steg for første gang i mange år, og pandemien kostede ifølge FN 15 millioner liv.  Den sorte, opadgående linje blev afbrudt.

Det har taget tid for verden at komme på rette spor, men nu er vi – i hvert fald på globalt plan – igen på vej i den rigtige retning. Det såkaldte Human Development Index er igen rekordhøjt på verdensplan.

Det vurderer FN’s Udviklingsprogram, UNDP, i deres nye Human Development Report. Her bliver verdens lande placeret på en skala fra 0 til 1 på Human Development Index – som forkortes HDI. Det lyder måske lidt abstrakt, men helt lavpraktisk betyder det store forskelle for mennesker i hele verden. Indekset måler nemlig overordnet set på børns skolegang, hvor længe vi lever, og hvor mange penge folk har til at købe helt nødvendige ting og sager.

”Det betyder, at mange mennesker nyder godt af de rekordhøje niveauer af indkomst, sundhed og uddannelse,” siger Pedro Conceição, da han er i FN Byen i København for at lancere den nye rapport. Han er hovedforfatter på rapporten og direktør for FN’s Human Development Report Office. ”Det er noget, der skal fejres, og det er en fantastisk kollektiv præstation.”

Men han understreger, at der er to store forbehold for den gode udvikling: Vi er stadig under det niveau, vi ville have været på, hvis grafen ikke var faldet i forbindelse med corona, og så er udviklingen skæv. Kløften mellem de lande, der i forvejen ligger øverst på udviklingsskalaen, og dem der er nederst, er blevet større.

Tallene er et såkaldt overslag – eller projection på engelsk – for 2023, de store mængder data er nemlig endnu ikke samlet ind fra hele verden.

Større ulighed mellem landene

Selvom verdens udvikling er kommet sig efter coronabulen, er udviklingen altså langt fra foregået ens i alle lande. Uligheden mellem lande, der scorer højt på HDI-skalaen, og lande, der scorer lavt på skalaen, er kun steget siden 2020 – efter i mange år ellers at være faldet.

Rapporten viser, at imens alle OECD-lande er kommet sig igen efter coronaårene, er det kun halvdelen af de mindst udviklede lande i verden, som er kommet tilbage til eller over det niveau, de var på, i 2019 – altså inden pandemien brød ud.

Sådan har det ikke altid været. En gang var det nemlig de fattigste lande, der bevægede sig hurtigst op ad udviklingsstigen.

Og selvom kurven igen er rekordhøj, er udviklingen lavere, end hvis corona ikke havde stukket en pind i hjulet.

”Der er et tab af menneskeligt potentiale. Og hvis vi ikke bøjer kurven opad, så bliver det til et permanent tab,” siger Pedro Conceição.

Han peger blandt andet på internationalt samarbejde som løsningen, der skal sikre mere fremgang globalt, hvor vi samtidig undgår at lade nogle af verdens lande tilbage i stikken. For som han siger, selvom verdens lande vil fortsætte med at være uenige om mange ting, er det ikke modstridende idéen om, ”at der også vil være områder, hvor de godt kan samarbejde og møde hinanden på. Fordi det er i deres interesser, men også i det kollektives interesser. Pandemier er ét eksempel, klimaforandringer er et andet.”

Målet: Udvikling uden mere planet-pres

Klimakrisen er netop et af vor tids – og fremtidens – allerstørste problemer. Derfor begyndte UNDP i 2020 at måle endnu et parameter i deres store rapporter om menneskelig udvikling, nemlig hvor meget de forskellige lande sætter planeten under pres – det såkaldte ”planetary pressure.” Og når man ser på de forskellige landes pres på planeten, er der også sket forsigtige fremskridt.

”At være optimistist handler om at vurdere, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Jeg er håbefuld. For at være håbefuld handler om at tro på en verden, der er bedre end den, vi har lige nu,” siger Pedro Conceição.

”Det her er en af årsager til håb,” siger han og rækker ud efter det blå resume af rapporten, som ligger foran ham. Han bladrer, indtil han finder en graf på side 8.

I de fleste tilfælde er det sådan, at de lande, der scorer højt på HDI-skalaen, også er de lande, der sætter planeten under mest pres. Det er ofte i de rigeste lande, der bliver forbrugt mest og udledt mest CO2. Men i løbet af de seneste 10 år har lande med høj HDI og lande med meget høj HDI bevæget sig endnu højere op ad udviklingsstigen uden at sætte mere pres på planeten.

”Det første, man ser, er, at det ved at stabilisere sig. Det er selvfølgelig stadig meget højt, det planetære pres, hvilket er et problem,” siger Pedro Conceição. ”Men i det mindste stiger det ikke.”

”Det bliver selvfølgelig ikke bare nødt til at stabilisere sig, men det skal gå i denne her retning,” siger han og kører fingeren i en nedadgående retning. ”Og det er et problem, at det ikke går i den retning.”

”Men der er grund til håb. Det viser vores data og statistik.”