26. november 2023

Pigerne limer sig til skolebænken. Og de bliver siddende

Flere og flere af verdens piger går i skole. De store fremskridt er især ledet af Indien, hvor flere piger end drenge i dag er i uddannelse. Verdens Bedste Nyheder har spurgt UNESCO til den globale tendens.

Procentdelen af piger, der blev indskrevet i grundskolen, steg fra 79 til 90 procent mellem 1995 og 2020. Foto: Istock

Procentdelen af piger, der blev indskrevet i grundskolen, steg fra 79 til 90 procent mellem 1995 og 2020. Foto: Istock

For 75 år siden blev uddannelse indskrevet i FN’s menneskerettighedserklæring, og siden er mange flere børn og unge begyndt i skole. Generelt er pigerne bagud, når det kommer til uddannelse, men siden 2015 er 50 millioner flere piger begyndt i skole. Men hvorfor er det så vigtigt, at piger går i skole? Det har Verdens Bedste Nyheder spurgt UNESCO om, som er FN’s organisation for uddannelse, kultur og videnskab.

Clare O’Hagen fra UNESCO’ kommunikationsafdeling har fundet svar.

Hvorfor er det vigtigt, at piger går i skole?
Der er mange grunde til, at det er vigtigt for piger at gå i skole. Det øger kvinders chance for at finde anstændigt arbejde og tjene mere. Kvinder, der har en ungdomsuddannelse, kan forvente at tjene næsten dobbelt så meget som dem uden uddannelse. Det mindsker chancen for tidlig og uønsket graviditet ved at hjælpe piger og kvinder med at tage ansvar for deres fertilitet. På den måde redder uddannelse liv, for der er mindre mødre- og spædbarnsdødelighed. Desuden er der seks procent færre tidlige ægteskaber, for hvert ekstra år en pige går i skole.
Hvordan er 50 millioner flere piger kommet i skole siden 2015?
De globale tendenser er ledet af det sydlige Asien, især Indien, hvor flere piger end drenge nu er indskrevet i folkeskolen. Desuden er der i Bhutan, Burkina Faso, Djibouti, Nepal og yderligere 20 lande opnået ligestilling af antal drenge og piger i uddannelse, som tilbage i 1995 havde færre end 80 piger i skole, for hver 100 drenge. Men der findes ikke en enkel grund til, at nogle lande klarer sig bedre end andre. Fremskridt er resultatet af både politisk ledelse, et levende civilsamfund og ungdomsaktivister. Dog øger det virkelig pigers tilmelding til uddannelse, hvis uddannelse er gratis og obligatorisk, især i Afrika syd for Sahara, da fattigdom fortsat er en af de største barrierer for pigers uddannelse i udviklingslande.
Er det muligt for alle piger at gå i skole i 2030?
Selvom procentdelen af piger, der blev indskrevet i grundskolen, steg fra 79 til 90 procent mellem 1995 og 2020, er 122 millioner piger i grundskole- og gymnasiealderen stadig ude af skolen. Med den hastighed vil alle piger ikke gå i skole før i 2050. I nogle sammenhænge er situationen endnu værre. I Afghanistan er piger frataget deres rettigheder til uddannelse, så der er stadig masser af arbejde at gøre, så alle piger bliver uddannet.

Spørgsmål fra læser

Efter artiklens udgivelse har en læser henvendt sig til os for at spørge ind til den totale andel af piger, der går i skole, med henblik på, at verdens befolkning er vokset i antal.
Verdens Bedste Nyheder har igen været i kontakt med UNESCO, som fortæller, at antallet af piger, der ikke går i skole, er faldet fra 17,5 procent i 2015 til 16,2 procent i 2022 på tværs af folkeskoler og ungdomsuddannelser. Så på trods af befolkningstilvækst er der flere og flere piger, der går i skole globalt.
Desuden fremgår det af UNESCO’s data, at en større del af pigerne færdiggør deres uddannelse. Siden 2015 er gennemførselsraten steget fra 86 procent til 89 procent globalt.