27. juni 2016

Falck-reddere rykker ud i Benin

Falckmanden Søren Eisenreich tog kampen mod mødre- og børnedødelighed op i det vestafrikanske land Benin. Det blev en rejse, han aldrig glemmer.

Foto: Søren Eisenreich

Foto: Søren Eisenreich

Det lave blå hus ligger fredeligt på den smalle villavej, der ser ud til at løbe helt ud i Øresund under formiddagsolen i Karlslunde. Der er lidt feriestemning over landet, og over 51- årige Søren Eisenreich, som byder velkommen foran sit hus iført shorts og sandaler.

Søren er paramediciner og har været hos Falck i snart 30 år. I år fik han chancen for at sætte sin lange erfaring i spil på en helt ny måde – i Benins landområder.

“Det har været en helt vild oplevelse, altså helt utroligt”, fortæller han, mens vi finder vej gennem huset, og ud til haven bagved.

Turen til Benin var led i et to-årigt projekt, hvor Børnefonden, i samarbejde med Falck træner sundhedspersonale, frivillige og ambulancechauffører, og opgraderer klinikker, så flere fødsler i landet kan ende sikkert – for mødrene og børnene.

Falck har løbende haft medarbejdere i Benin, som har uddannet trænere i emner, der skal reducerer dødeligheden blandt mødre og børn i forbindelse med fødsler.

Søren Eisenreichs opgave var at rejse ud til lokale sundhedsklinikker i tre forskellige landsbyer og supervisere, om trænerne havde styr på den viden, de formidlede videre til frivillige sundhedshjælpere fra landsbyerne. Det handler blandt andet om familieplanlægning, faresignaler på vordende mødre og nyfødte, og elementær førstehjælp, forklarer Søren.

Dygtige trænere og stor opbbakning

Det første besøg gik til en sundhedsklinik i landsbyen Za-Kpota, hvor Søren sammen med paramedecin-makkeren Jim Feltborg fra Nordjylland, skulle ud og supervisere i tre dage.

“Vi fulgte jo med i undervisningen via tolke og skulle kun bryde ind, hvis der var noget, vi mente var helt galt. Det var kun nødvendigt to gange på 13 dage, det rettede vi til, og så kørte det igen,”.

Den 51-årige Falckmand leder efter ordene, tydeligt bevæget af minderne fra de 13 dage i Benin.

“Det var en utrolig positiv oplevelse. Jeg synes virkelig det var imponerende hvor engagerede trænerne var, hvor stor glæde og lyst de havde til at lære, ikke mindst når man tænker på de forhold de har, det er jo nogle helt andre end vi er vant til her hjemme,” fortæller han, imens han hælder kaffe op ved havebordet og fortsætter:

“Vi sad i et lille lokale på 16 kvadratmeter, der var vi 20 mennesker i 35 graders varme, og der var kun en blæser. Det var sindssygt varmt, og på et tidspunkt gik strømmen, det blev mørkt inde i lokalet og præsentationen blev afbrudt. Så begyndte kvinderne at synge, og pludselig sang alle og skiftedes til at danse. Jeg var lidt bange for de ville hive mig ud, men jeg slap”, siger Søren og griner.

Til gengæld kom Søren Eisenreich og makkeren Jim Feltborg i centrum, da de skulle demonstrere håndteringen af en tilskadekommet mand – spillet af landsbyens høvding, som gik foran og meldte sig som ulykkesoffer. Høvdingen var der ikke nogen af landbyboerne, der var meget for at tumle rundt med, men det fik smilene og latteren frem, da de to Falck mænd løftede ham gennem lokalet, fortæller Søren Eisenreich.

Jeg er også en mand!

På landet i Benin sker cirka halvdelen af alle fødsler uden for sundhedssystemet, og den anden halvdel finder sted på dårligt udstyrede klinikker, der ofte kun råder over en enkelt uddannet jordemoder. Der er generelt en meget begrænset viden om sundhed og forebyggelse af sygdom og ulykker, derfor er netop oplysning og dialog de helt centrale elementer i kampen mod mødre- og børnedødelighed.

“Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over den enorme mangel på viden. Der er jo også meget lidt udstyr og svære transportbetingelser, men med viden kan man nå rigtig langt, også med enkle midler,”.

Under besøgene på sundhedsklinikkerne blev der diskuteret livligt om familieplanlægning, børnedødelighed og faresignaler før og efter fødsel. Et af de store emner var brugen af prævention, og her kunne Søren ikke lade være med at bryde ind, da snakken faldt på sterilisering.

“Mændene var skeptiske, det svarede jo til at miste sin manddom, og så var de bange for at de ikke længere ville vide, om deres koner var dem utro. Der var jeg nødt til at rejse mig op og fortælle dem, at jeg selv er steriliseret – og at jeg stadig er en mand”.

Nej-hatten er blevet noget mindre

I det hele taget var dagene i Benin en øjenåbner for Søren, ikke mindst i forhold til de kulturelle forskelle og de mange aspekter, man ikke altid lige har tænkt over hjemmefra.

Søren Eisenreich har netop eksamineret et nyt hold Falck aspiranter, og holder nu fri i nogle dage, inden han igen, med en smule Benin i blodet, skal ud og passe på den sjællandske sydkyst. Han er ikke helt sikker på hvad han har med i baggagen fra det vestafrikanske land, men noget er der sket.

“Lige da jeg kom hjem derfra, havde jeg ikke særlig meget lyst til at vende tilbage, det var en stor oplevelse, men også intenst. Men jeg er begyndt at savne det, det må jeg sige. De folk jeg mødte og alle de gode samtaler vi havde. Hvis jeg fik chancen, vil jeg nok tage derned igen. Jeg tror det har givet et lidt andet lys på tingene i det hele taget. Det sætter bare tingene i perspektiv, når man tænker på de ting man nogle gange går og brokker sig over herhjemme. Når man kommer hjem og går ind i et supermarked og bare kan vælge og vrage. Jeg var nok den type der godt kunne have nej-hatten på lidt ofte, men den er altså blevet noget mindre nu, det tror jeg. Det har min kone også fortalt mig, at hun oplever.”

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.