07. maj 2018

Analyse: Flere kan gå trygt på tønden

En tur på toilettet kan være livsfarlig mange steder i verden – i mere end én forstand. Heldigvis går udviklingen den rigtige vej, og i 2030 skal det være helt slut med usikre toiletforhold.

Togskinnerne i Mumbai er et af de steder, mange fattige bruger som toilet. Foto: CCBY Seeing Sanitation

Alle mennesker har ret til et fedt toilet. Eller i hvert fald adgang til toiletforhold med ordentlig sanitet og hygiejne. Det løfte har FN sat sig for skal indfries inden 2030 som en del af de 17 Verdensmål. Selvom kloakering og sanitet ikke er det mest ”sexede” område inden for global udvikling, så handler adgangen til ordentlige toiletforhold om liv og død i mere end én forstand.

I dag har omkring 68 procent af verdens befolkning adgang til et ordentligt toilet, så målet om toiletter til alle er ambitiøst, men udviklingen går den rigtige vej. Andelen af mennesker, der besørger i det fri, er næsten halveret på 25 år, fordi de har fået adgang til sikre toiletter. Den mest åbenlyse fordel ved ordentlige toiletforhold handler om sygdomme. Omkring 946 millioner mennesker er stadig nødt til at besørge på marken, i skoven, langs togskinner eller på åben gade, fordi de ikke har mulighed for at gå på toilettet. Når floder eller hele landsbyområder omdannes til åbne toiletter er resultatet bakteriebomber, der særligt udsætter børn for sygdomme og infektioner. Dårlige sanitet er en af de største årsager til dødelig diarré blandt små børn.

Op mod halvdelen af Indiens 1,3 milliarder indbyggere forretter deres nødtørft under åben himmel. Ifølge UNICEF dør 400 børn hver dag i Indien som følge af diarré, og op mod 80 procent af sygdomme i Indiens landområder skyldes dårlige toiletforhold. Men den kedelige statistik er i gang med at blive vendt. Da landets premierminister Nahendra Modi holdt sin tiltrædelsestale i 2014, lovede han inderne en toilet-revolution, som skal gøre en ende på besørgning i det fri. Det såkaldte “Clean India” program skal give alle indere adgang til et toilet og Indiens regering forventer at bruge mere end 200 milliarder kroner til formålet. Indtil videre er der blevet bygget 53 millioner private og offentlige toiletter på tre år, og planen er at bygge 60 millioner flere frem mod 2019.

Generelt er der store forskelle på land og by, når det kommer til toiletforhold. Ifølge WHO bor størstedelen af dem med adgang til sikker sanitet og drikkevand i byerne, hvorimod de mange millioner, der stadig må skaffe vand fra usikre kilder som urensede floder og søer primært bor i landområder. Derfor er det en særlig vigtig tendens, når eksempelvis 110 landsbyer i det nordlige Indien har erklæret, at de ikke ville gifte deres døtre væk til husstande uden toiletter. Og i sommer udkom biograffilmen “Toilet: A Love Story”, en klassisk Bollywood-film med drama, sange og store følelser. Men den er også politisk og handler om et af de store tabuer i landet – afføring i det fri. Filmen var et kæmpehit og er et af årets største billetsælgere i Indien.

Udover risikoen for spredning af sygdomme, er der en anden grund til at særligt kvinder mange steder i verden får gavn af ordentlige toiletter. For kvinder betyder det ofte risiko for seksuelle overgreb eller endda drab, når de må bevæge sig ud til udkanten af deres landsby eller slumområde for at gå på toilettet i det fri. Her kan selv et primitivt tørkloset placeret i nærheden af kvindernes bolig betyde, at turen på toilettet ikke længere er forbundet med direkte livsfare. Desuden er der færre piger i udviklingslande, der dropper ud af skolen, når de begynder at få menstruation, hvis deres skole har installeret toiletter.

Udfordringer ved at få folk til at bruge toiletter frem for at besørge i det fri er både praktiske og kulturelle. Men kan med andre ord ikke bare smække en masse toiletter op og så forvente, at de automatisk bliver taget i brug – i hvert fald ikke på den måde, de var tiltænkt. Nogle gange bliver flotte, nye toiletter fra myndigheder og organisationer brugt til andre formål som spisekammer eller køkken, da det er familiens fineste rum. Og mange steder har udviklingsarbejdere måtte se i øjnene, at folk skal vænne sig til indelukkede toiletter, hvilket kræver at opførelsen af et toilet følges af indsatser som for eksempel undervisning i hygiejne – med fokus på lokale løsninger. Hvis sæbe er en mangelvare, kan man eksempelvis vaske hænder med aske.

Følelsen af skam og tabu kan de fleste nok genkende som meget stærkt adfærdsregulerende. Derfor har organisationer og myndigheder i nogle tilfælde brugt netop disse greb som en del af indsatsen for at få taget nyopførte toiletter i brug. Metoden med at skabe kollektiv skamfølelse omkring offentlig afføring er blevet brugt meget succesfuldt i eksempelvis Bangladesh, hvor andelen af befolkningen, der besørger i det fri, er faldet fra 19 til kun 3 procent mellem 2000-2012. Her har børn med fløjter også udskammet syndere, der bliver ved med at besørge i det fri, indtil de begynder at bruge toiletter og dermed nedsætter smittefaren. De mange innovative metoder – fra spillefilm til fløjtekor – kan forhåbentlig være med til at sikre ordentlig sanitet for de mere end 2 milliarder mennesker, der ikke har adgang til dette i dag.

Seneste