09. september 2022
Flere lande vender ryggen til dødsstraf: ”Lande indser, at det ikke hører til i moderne samfund”
Rekordmange lande forbyder dødsstraf, og sidste år havde det næstlaveste antal henrettelser globalt. Men kampen mod dødsstraf kan man ikke slække på, og man kan ikke tage fremskridtene for givet.
108 lande har afskaffet dødsstraf helt. Foto: Maria Oswalt on Unsplash
I alt 108 lande har afskaffet dødsstraf helt for alle typer af forbrydelser i 2021, viser Amnesty Internationals årlige opgørelse.
Inkluderes lande der ikke har gjort brug af dødsstraf indenfor de sidste ti år – og som derfor kan siges ikke at bruge dødsstraf i praksis – så ender antallet af lande på 144 i alt.
Der er 55 lande tilbage, som bevarer dødsstraf for ordinære forbrydelser.
“Der er en klar tendens i retning af, at flere lande afskaffer dødsstraf,” fortæller Nora Rahbek Kanafani, sociolog og kommunikationsrådgiver hos Amnesty International.
”Selvom vi i 2021 så en stigning i antallet af henrettelser, så er antallet af henrettede personer (579, red.) stadig historisk lavt – det næstlaveste Amnesty International har optalt siden 2010,” siger hun.
For andet år i træk er antallet af lande, der udfører henrettelser 18 i alt. Det er det laveste antal, siden vi begyndte vores optælling, siger Kanafani:
“Lande indser, at dødsstraffen ikke har en plads i et moderne samfund. Udover at krænke den mest grundlæggende menneskeret, nemlig retten til liv, så peger intet på, at dødsstraffen virker præventivt ift. at forebygge kriminalitet.”
Der er sket en stigning i antal henrettede siden 2020 – er det omvendt noget, som vi bør bekymre os over?
”Stigningen er i hvert fald en påmindelse om, at man aldrig må tage afskaffelsen af dødsstraffen for givet. At det fortsat er en kamp, vi skal tage, og et pres vi skal fastholde. Det er bekymrende, at antallet af dødsdomme steg med 40 procent fra 2020 til 2021, selvom en del af forklaringen nok også skal findes i, at Covid-19 betød at mange retssager i 2020 blev udskudt. Det er også værd at bemærke, at Iran og Saudi-Arabien står for en stor en del af henrettelserne på verdensplan, og at der her ingen tegn er på snarlig afskaffelse,” siger Kanafani.
Hvad betyder det for bekæmpelsen af dødsstraf, at f.eks. Kina ikke offentliggør, hvor mange de henretter årligt?
”Det gør det vanskeligt at få et fuldt overblik over antallet af henrettelser og dødsdomme når Kina – og også Nordkorea og Vietnam – skjuler deres tal. Vi formoder at tallene er meget høje, men vi kan ikke fastslå det. Derfor retter vi hvert år henvendelse til myndighederne i de pågældende lande for at forsøge at få dem udleveret. Landene er også blandt dem, der udsteder dødsdomme for ikke-voldelige forbrydelser, som fx narkokriminalitet,” siger Kanafani.