11. august 2024
Flere toiletter og rent drikkevand redder børneliv i Nepal
For under 25 år siden havde syv ud af ti nepalesere ikke adgang til et toilet, men måtte besørge i det fri. Det tal er styrtdykket, og det redder tusindvis af små børn fra dødelig diarre.
En kvinde i det sydlige Nepal henter vand fra en sikker drikkevandskilde. Bedre toiletter og rent vand betyder, at tusindvis af nepalske børn overlever dødbringende diarre hvert år. Foto: Photo by Jim Holmes for AusAID/Water Alternatives Photos CCBY
Det bliver sundere og sikrere at være barn i Nepal.
Gennem de sidste årtier har det fattige, bjergrige land taget store skridt for at sikre rent drikkevand og bedre toiletforhold både i bjerglandsbyer og hovedstaden Katmandu.
Det betyder, at antallet af diarretilfælde er styrtdykket i landet. Og det redder tusindvis af liv i Nepal. I fattige lande er diarre nemlig ikke bare en ubehagelig, men ufarlig, omgang mavekneb med hyppige toiletbesøg, som det er med langt de fleste tilfælde på vores breddegrader – men det kan være dødsensfarligt. Faktisk er diarresygdomme den tredjestørste dræber for børn under fem år verden over, enten på grund af voldsom dehydrering eller kraftige bakterieinfektioner.
Men udbredelsen af diarre i Nepal er faldet kraftigt efter en stor indsats med sikre bedre toiletforhold og sikker adgang til rent drikkevand.
Og det betyder, at antallet af dødsfald er faldet kraftigt. I 1990 kostede diarre flere end 21.000 mennesker livet i Nepal, herunder 14.000 børn under fem år. Her i år er der kommet nye tal, der dækker frem til 2021, og de viser, at dødstallene er faldet til lige over 4.000 dødsfald fra diarre, herunder omkring 600 børn under fem år.
Sikre toiletter redder liv
En af de store årsager til diarresygdomme er dårlige – eller ingen – toiletforhold, der betyder, at bakterier fra afføring bliver spredt til fx drikkevand.
Og vi skal ikke mange årtier tilbage i tiden, før toiletter var en sjældenhed i Nepal. I 1980 var det blot to procent af befolkningen, der havde adgang til et toilet, skriver Nepals ministerie for vandforsyning.
Det betød, at millioner af nepalesere måtte besørge i det fri, i marker og floder, langs veje og jernbanespor.
Men landet har lavet en stor indsats for både at bygge toiletter og ændre toiletvanerne – og det har virket. Ved årtusindeskiftet besørgede 69 procent af nepalesere i det fri, men det er faldet til syv procent, viser tal fra Verdensbanken. Samtidig har flere end ni ud af ti mennesker nu adgang til rent vand i landet.