Analyse: Forskere afliver myte: Det vælter ikke klimaet at bekæmpe fattigdom

Klimaet og levestandard er ubønhørligt forbundet. Det er det gode liv – biler, køleskabe, modetøj, telefoner, thailandsture, røde bøffer, billig gris i køledisken og billig benzin i tanken og alle de tusinder af andre ting, vi ejer, spiser og bruger – der i stor stil driver klimanedbruddet.

Og det er ikke den eneste sammenhæng mellem klima og levestandard. Konsekvenserne rammer hårdest hos de fattigste. De, der har mindst skyld i klimakatastrofen, er mest udsat for tørke, biodiversitetstab, stormfloder, hedebølger og hvad der ellers følger med.

Og samtidig bliver det hele jo meget værre, når hundredvis af millioner ludfattige indere, afrikanere, asiater og så videre vil ud af deres armod. På den måde er verdens fattige en tidsindstillet bombe under klimakampen, for hvad nytter det egentligt, at vi i Vesten arbejder hårdt for at blive grønne og bæredygtige, hvis et enormt antal mennesker samtidig skal ud af fattigdom?

Eller, vent.

Det er faktisk en udbredt myte, at det vil koste klimaet at udrydde fattigdom. Det burde egentligt være oplagt, at når verdens rigeste – inklusiv rigtig mange danskere – står for en kæmpe del af udledningerne, så skubber det ikke meget til vægten, hvis dem, der udleder mindst, får lidt mere. Alligevel støder man ofte på frygten for de fattiges betydning for klimaet.

I virkeligheden vil det have meget lille indflydelse på de samlede udledninger af drivhusgas at bekæmpe fattigdom globalt. Det slår ny forskning fast.

Forskere fra Holland, Kina og USA har brugt detaljerede data fra Verdensbanken over indkomst, forbrug og udledninger i 116 lande til at undersøge, hvordan det ville påvirke klimaet, hvis forskellige fattigdomsgrupper fik mere indkomst, så de kom op i næste indkomstgruppe og fik et tilsvarende forbrug.

Forskerne bruger tal fra 2014, hvor omkring en milliard mennesker levede i ekstrem fattigdom, altså for under 13 kroner om dagen per person.

Hvis de i stedet tjente nok til at komme over grænsen for ekstrem fattigdom, så ville de globale drivhusgasudledninger stige med… under én procent.

Fattigdomsbekæmpelse er altså ikke noget at være bange for i et klimaperspektiv.

Selvfølgelig får man ikke automatisk et sundt og sikkert liv, hvis man blot lige akkurat får næsen op over grænsen for ekstrem fattigdom, og målet med fattigdomsbekæmpelse er da også større end det. Derfor har forskerne også undersøgt hvor meget, det vil presse klimaet, hvis andre fattige grupper, der dog ikke er ekstremt fattige, får flere penge mellem hænderne. I ingen af scenarierne med fokus på ekstrem fattigdom og nationale fattigdomsgrænser er der konflikt mellem at mindske fattigdom og at bekæmpe klimaforandringerne. I det mest vidtgående scenarie, hvor de fattigste 3,6 milliarder mennesker i verden alle kom over Verdensbankens højeste fattigdomsgrænse på cirka 37 kroner om dagen, ville det øge udledningerne med 18 procent – hvilket selvfølgeligt er en voldsom stigning, men også kun en smule mere end hvad den øverste ene procent af topudledere allerede nu pumper ud i atmosfæren med deres enorme forbrug.

Vil vi sænke udledningerne, er det altså først og fremmest de globalt rige og deres enorme forbrug, vi skal gøre noget ved. Den øverste ene procent af topudledere står for 15 procent af alle drivhusgasudledningerne i verden. Den øverste tiendedel af udleder knap halvdelen af drivhusgasserne globalt.

Omvendt står den halvdel af verdensbefolkningen, der udleder mindst, for blot en tiendedel af udledningerne. Det betyder, at den ene procent topudledere, omkring 77 millioner mennesker, tilsammen udleder halvanden gang så meget som de 3,8 milliarder mennesker, der udleder mindst. De står også for en større del af væksten i udledninger gennem den sidste generation end den fattigste halvdel.

Alt i alt betyder det, at hvis man bekymrer sig om klimaet, så skal man ikke være bange for verdens fattiges drøm om et bedre liv, men først koncentrere sig om den rigeste tiendedel globalt – som inkluderer cirka halvdelen af danskerne.