06. september 2019

Klimamyte: Ny teknologi vil redde os

Vores udfordringer med klimakrisen er først og fremmest politiske og ikke tekniske, siger en række forskere. For vi kender allerede de teknologiske løsninger, der skal til, og vi skal ikke vente på et teknologisk quickfix, der klarer ærterne for os.

Ny teknologi må ikke blive en sovepude, mener professor. Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen

Hvis vi skal bremse klimaforandringerne og bekæmpe den globale opvarmning, skal vi omlægge motoren i vores samfund fuldstændigt gennemgribende. Om mindre end 31 år, i 2050, skal det være slut med at udlede drivhusgasser.

Omstillingen bliver enorm, og den kan virke uoverskuelig. Man hører derfor ofte fra politikere og meningsdannere, at vi har brug for ny teknologi, der i fremtiden kan løse klimakrisen.

Men det er en farlig myte, der kan stå i vejen for at starte den massive omstilling, vi skal i gang med. For vi har allerede opfundet langt de fleste af de teknologier, vi har brug for i 2050, fortæller en række forskere.

Udfordringerne med at udbrede de nødvendige teknologier er ikke teknologiske, men politiske, siger de. Vi risikerer at skubbe de nødvendige beslutninger foran os, hvis vi venter på revolutionerende ny teknologi, der kan rage kastanjerne ud af ilden for os.

Vi har alle byggestenene

”Der er mange fatamorganaer om nye teknologier, der løser alle vores problemer”, siger professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet.

Han forsker i energisystemer og grøn omstilling og har været med til at lave en plan, der detaljeret viser, hvordan Danmarks samlede energisystem – altså både elektricitetsproduktion, varme og transport – kan omlægges til fuldstændig vedvarende energi i 2050.

”Omkring 95 procent af de teknologier, vi har brug for i 2050, kender vi i dag, og de fleste er så billige, at vi sagtens kan begynde på dem i storskala”, siger Brian Vad Mathiesen. ”Selvfølgelig skal vi forske i at gøre dem billigere og bedre. Men det er politiske årsager, der gør, at ikke går hurtigere. Det er ikke fordi, teknologien ikke er der.”

Samme melding lyder fra hans kollega Søren Knudsen Kær, der er professor ved Aalborg Universitets Institut for Energiteknik og forsker i grønne brændstoffer.

”Hvis nogen har det synspunkt, at nu skal vi bare vente 10 år mere, så må jeg sige, at vi allerede har de byggesten, vi har brug for for at komme i gang,” siger han.

På Institut for Kemiteknik på DTU forsker lektor Philip Loldrup Fosbøl i CO2-håndtering og -fjernelse. Han mener også, at vi kender de løsninger, der er brug for.

”Det er en myte, at hvis vi bare venter lidt, så kommer der et teknologisk quickfix,” siger Philip Loldrup Fosbøl. ”Løsningen er her allerede, nu er der bare nogen, der skal vælge at gøre det. Men det er jo ikke bare én løsning, vi kan ikke bare ændre noget ét sted. Man skal ændre energisektoren, man skal ændre transportsektoren, man skal ændre boligsektoren, man skal ændre landbrugssektoren. Man skal ændre det hele.”

Vi har en plan for det grønne samfund

Alle kender vindmøller og solceller, der producerer grøn strøm. Men vi kender faktisk også til teknologier, der kan lave grønt brændstof til fx skibe og fly, såkaldte electrofuels eller efuels. Varmepumper kan bruge grønt elektricitet til at varme vores hjem op, så vi ikke behøver at brænde biomasse af til fjernvarme. Vi har en plan for et fleksibelt system, der binder det hele sammen, så der også er energi, når vinden ikke blæser. Og vi har teknologien til at opfange CO2 fra vitale industrier, der ikke selv kan gøres fri fra drivhusgasser, som fx cement- eller stålproduktion.

Flere af teknologierne er velkendte og gennemprøvede, men ikke udbredte og markedsklare endnu – men forskere peger på, at de sagtens kan blive det indenfor en årrække. Det kræver primært politisk prioritering og ordentlige rammevilkår for at skubbe det i gang, siger de – på samme måde som vi har set. at solcelle- og vindmølleteknologierne har haft brug for en hjælpende hånd til at blive de succeser, de er i dag.

”Tingene springer jo ikke ud af laboratoriet og bliver markedsmodne. Teknologier skal videreudvikles, og det gør man bedst ved at skabe et marked, der sænker produktionsomkostninger, innoverer materialer og så videre,” siger Brian Vad Mathiesen. ”Så kan man skalere teknologien op, og så bliver det gradvist billigere.”

Eksempelvis er vindmøllen herhjemme nærmest blevet symbolet på den grønne omstilling, men det har krævet meget støtte at komme derhen. Det er først i år, at de første danske vindmøller er blevet opført uden statsstøtte.

Opskriften på grønt brændstof

Tag electrofuels. De bliver fremtidens svar til et af de største knaster ved et samfund, hvor vi ikke må udlede drivhusgasser, nemlig den tunge transport. For selvom almindelige personbiler sagtens kan køre på batterier, så er de for tunge til lastbiler, containerskibe og især fly.

Men man kan lave grønt brændstof ud af strøm og brint. Brinten skaffer man ved elektrolyse, en mere end 100 år gammel teknologi, hvor man bruger strøm til at spalte vand til ilt og så brint. Kombineres brinten med en kulstofkilde som CO2, kan man lave forskellige typer syntetisk brændstof, der altså således er baseret på strøm – og kommer strømmen fra fx vindmøller, er brændstoffet bæredygtigt. Det kalder man electrofuels eller efuels. Og som en krølle på halen kan teknologien også bruges til at lave syntetisk metan, der kan bruges direkte i vores naturgasnetværk. På den måde kan overskydende vindmøllestrøm gemmes som grønt brændstof til at producere elektricitet, når vinden ikke blæser.

Teknologien er på et punkt, hvor produktionen kan gå i gang. Men skal den udbredes i stor stil, hvor electrofuels kan konkurrere med fossile brændstoffer, skal den have en hjælpende hånd, forklarer Søren Knudsen Kær fra Aalborg Universitet. Han arbejder lige nu på et pilotanlæg, der skal stå klar senere i år, hvor der skal fremstilles syntetisk, grøn metanol, der på sigt skal bruges som brændstof til fx tung landtransport og skibstrafik.

”Jeg tror ikke, at det er urealistisk, at man i fremtiden vil kunne lave grønt, flydende brændstof til nogle priser, der ligner dem, vi betaler for fossile brændstoffer i dag”, siger Søren Knudsen Kær. ”Men jeg tror, man har brug for at hjælpe det frem, for fossilt brændstof er stadig alt for billigt. Vi skal om på den anden side af 2030, før de kan begynde at konkurrere med hinanden.”

Vi kan bygge CO2-renseanlæg i dag

En anden teknologi, som bliver en vigtig brik i fremtidens drivhusgasneutrale samfund, er Carbon Capture and Storage, CCS, der også bliver kaldt CO2-lagring. Med CCS kan man opfange eller udrense CO2 fra CO2-tunge industrier som fx cementproduktion.

CCS-teknologien er allerede i brug, fortæller lektor Philip Loldrup Fosbøl fra DTU’s Institut for Kemiteknik, der forsker i CO2-håndtering.

”Vi har teknologien i dag,” siger han. Den bruges indtil videre kun til at fjerne CO2 ved produktion af biogas.

Ligesom Brian Vad Mathiesen og Søren Knudsen Kær understreger han, at der stadig kommer til at være en masse udvikling af teknologien i fremtiden, især i forhold til, hvor vi skal opbevare den opfangede CO2. Men det er bare endnu et argument for, at politikerne skal tage teten, siger han.

”Hvis politikerne ville, så kunne vi gå ud og bygge det på en fabrik i dag. Punktum. Så kan det godt være, at udgifterne kunne reduceres med eksempelvis 20 procent, hvis man ventede nogle år for at forøge udviklingen lidt. Men det er lidt ligesom, når man køber en telefon eller en computer, om tre år kommer der nok en smartere model. Det må man affinde sig med. Politisk må man sige, at vi bare skal i gang, og at vi ikke skal vente på den smartere model”, siger han.

CCS-teknologien er først og fremmest vigtig til de industrier, der ikke kan omlægges til at blive CO2-neutrale. Vi kan skifte kulfyrede kraftværker ud med vindmøller, men samfundsvigtige industrier som cement- og stålproduktion og siliciumindustrien, der laver chips til computere og telefoner, udleder en masse CO2, som man ikke kommer udenom. Philip Loldrup Fosbøl understreger, at man ikke skal bruge CCS-teknologi til at rense udledningerne fra fossile kraftværker.

”Vi skal ikke bruge CCS til at redde den fossile sektor. Men vi bliver nødt til at have det, hvor der ikke er andre alternativer,” siger han og anslår, at der er tale om op mod 15 forskellige industrier, hvor CCS-teknologi kan være den eneste løsning til at stoppe udledningerne.

Billigere, bedre, mere effektive

Alle tre forskere understreger, at vi har stor brug for mere forskning og udvikling for at forbedre de forskellige teknologier, så de bliver billigere, mere effektive og driftssikre. Det er en del af en naturlig teknologiudvikling, der især kommer, når man hjælper dem ud af laboratoriet og prøver dem af i virkeligheden.

”Elektrolyseteknologier, som jeg arbejder med, skal først og fremmest demonstreres i industriel skala, men vi skal selvfølgelig parallelt blive ved at arbejde intensivt for at gøre dem billigere, mere pålidelige og holdbare,” forklarer Søren Knudsen Kær.

Philip Loldrup Fosbøl sammenligner dagens CCS-teknologi med det stadie, bilen var på i 1910. Den er moden nok til at køre på vejen, men der er brug for meget mere videreudvikling.

”For at blive i bilanalogien, er vi nu i gang med at putte bedre hjul på, optimere motoren og lave stålet lidt lettere,” siger han. ”Men bilen er der.”

Det er ikke økonomisk skræmmende

Selvfølgelig kommer omlægningen til at koste nogle penge, især mens teknologierne bliver modnet og udviklet, så det kan betale sig at bruge dem.

Men på samfundsplan bliver det ikke nødvendigvis dyrere.

”Vi har analyseret energisystemer med 100 procent vedvarende energi både i Danmark, Europa og lande uden for Europa, og det er ret tydeligt, at det teknisk eller økonomisk ikke er skræmmende at lave den omstilling. Vedvarende energi er så billig allerede i dag, at den sagtens kan konkurrere med kulkraft og naturgas,” forklarer Brian Vad Mathiesen.

Det er endda uden at inddrage såkaldte eksternaliteter i regnestykket – altså fx øgede udgifter til sundhedsvæsenet, når vi indånder partikelforurening fra biler, eller den ekstra belastning af biodiversiteten.

”Når man kigger på det samlede system, så er det ikke dyrere at omstille til et samfund på vedvarende energi,” siger Brian Vad Mathiesen, der dog understreger, at nogle delelementer vil blive dyrere, mens andre vil blive billigere.

”Det er klart, at det bliver dyrere at flyve, og det bliver dyrere at køre lastbil. Electrofuels kan ikke konkurrere med fossilt brændstof i et godt stykke tid,” siger han og peger på, at det derfor er et politisk spørgsmål, om samfundet skal bære de ekstra omkostninger, det nogle steder vil kræve at sætte skub på omstillingen til vedvarende energi.

Omstillingen kræver vilje

Jo hurtigere, vi kommer i gang med at videreudvikle teknologierne, der er nødvendige for den bæredygtige omstilling, jo bedre. Jo mere drivhusgas, der akkumuleres i atmosfæren, jo mere får vi brug for CO2-negative tiltag i fremtiden. Men det er voldsomt meget billigere at sænke CO2-udledning end at fjerne drivhusgasserne med tilbagevirkende kraft, siger forskerne. Så jo hurtigere de løsninger, vi kender, bliver rullet ud og optimeret, jo hurtigere kan vi sænke udledningen. Men det kræver først og fremmest politisk vilje og retning.

”Når det kommer til efuels, er fossilt brændstof simpelthen for billigt, og kvoteprisen på CO2 er langt fra høj nok til, at den kan drive omstillingen. Jeg tror, at det bedste ville være, hvis regeringen i en klimalov begyndte at stille krav om, at benzinselskaberne skulle bruge en vis mængde efuels. Det kunne drive en omstilling og skabe et marked”, siger Søren Knudsen Kær.

Også Philip Loldrup Fosbøl understreger, at politiske ambitioner og krav er nødvendige for at sikre omstillingen.

”Man kan ikke bare læne sig tilbage og tro, at det hele bliver fikset i fremtiden. Det gør det altså ikke automatisk. Der er et stort setup, der skal laves anderledes, i alle sektorer,” siger han. ”Og den største udfordring er folks opfattelse af, at det bliver en nødvendighed”.

Brian Vad Mathiesen er enig i, at politikerne skal forstå, at de skal komme mere på banen. Han peger på, at vi skal stoppe med at udlede drivhusgasser om under 31 år.

”Der er to argumenter for, at vi skal i gang med rigtig mange ting. For det første er teknologien der nu. Der er ikke noget at vente på, og jo længere man venter, jo mere skader man innovationskurven. Og for det andet, hvis man venter til fx 2030 med at nedbringe udledningen, fordi teknologierne er blevet billigere til den tid, så har vi i 10 år jo udledt mere, end hvis vi havde implementeret dem nu,” siger Brian Vad Mathiesen. ”Jo længere tid med forhøjet udledning, jo mere akkumulerer det i atmosfæren.”