22. marts 2026
Fred er mere end bare fraværet af krig
Hvordan fremmer man fredens logik? Det satte en af Danmarks førende fredsforskere sig for at undersøge.
Når folk går på gaden for at demonstrere er det en fredshandling. Her er det et billede fra Bangladesh 2024, da studerende gik på gaden i protest mod styret. Foto: Emon's photography orb, iStock
Det er en af de første rigtige forårsdage.
Solen strømmer ind ad vinduerne, og efter en lang vinter med frossen jord og snedække er vintergækkerne og de lilla krokus kommet frem i haven.
Vi befinder os i Hillerød, hjemme hos fredsforskeren Isabel Bramsen. Årsagen ligger mellem os: En lille, lyseblå bog med titlen Fredens Logik.
”Jeg skrev bogen, grundlæggende fordi jeg vil fremme fredens logik, selv i en krigstid,” siger hun.
Isabel Bramsen er lektor ved freds- og konfliktstudier på Lunds Universitet i Sverige, og så er hun en af Danmarks førende fredsforskere. Og hun har altså skrevet en bog om fred, selvom vi lever i en tid, hvor krig og katastrofer er det, der fylder de gule breaking-bjælker.
”I denne her meget, meget alvorlige tid – det prøver jeg på ingen måde at nedtone eller underminere – er det ikke bare krigens logik, vi skal følge og fremme,” siger hun. ”Det er netop i denne tid, at vi også har brug for at forstå fredens logik, diplomatiet og dialogens dynamikker, ikkevoldeligt oprør og civil modstand.”
Og så tager vi fat på en snak om netop dét.
Fred er noget man gør
Fredens Logik er skrevet sådan, at alle kan læse den – også selvom man ikke har hjemme i den akademiske verden. Og det er meget godt, for det betyder, at alle kan lære om Isabel Bramsens begreb, fredshandlinger, som modpart til krigshandlinger.
”For mig har det været et mål i sig selv at få fred ned på jorden og vise, hvad fred er som konkret praksis og handling. Det er også derfor, jeg opfinder begrebet ’fredshandling,” fortæller hun og forklarer: ”Det er alle former for engagement med ens modpart på en ikke-fjendtlig facon.”
Det kan måske lyde lidt abstrakt. Men i praksis er fredshandlinger alt fra at snakke med nogen, man er uenig med, til store, diplomatiske fredsforhandlinger.
Hun peger nemlig på, at fred ikke nødvendigvis er noget passivt. Det er ikke bare fraværet af krig.
”Fremfor at fred er noget perfekt, utopisk, vi kan vente på, eller noget, der kommer ud i den anden ende af maskineriet, så prøver jeg at sige, hvad hvis vi tænker fred som selve handlingen. At engagere sig med sin modpart i en folketingssal, på gaden til demonstrationer, i kirken, moskeer eller dialogforummer,” siger hun.
Og det er smart, for når fred er noget, man gør, så kan man lave fredshandlinger, selvom man står midt i en konflikt eller endda en krigszone. Man kan nemlig sagtens have krigs- og fredshandlinger på samme tid.
”Det giver et mere komplekst billede af verden. Og det gør også, at man kan igangsætte fredshandlinger, selv når det ser allersortest ud,” siger hun.
Om Isabel Bramsen
Isabel Bramsen er lektor ved freds- og konfliktstudier på Lund Universitet.
Hun forsker i diplomati, dialog, fredsforhandlinger og ikkevoldelig modstand og er medlem af netværket Nordic Women Mediators og mægler ved Center for Konfliktløsning.
Hun har modtaget adskillige priser for sit arbejde, blandt andet Hesbjerg Fredspris og Hartmann Fondens Diplompris.
Hun er født i 1988 og bor i Hillerød med sin mand og to børn.
Historisk set har ikkevoldeligt oprør været mere succesfuldt end voldelige oprør, har forskere fundet ud af. Her er det amerikanske Rosa Parks, der nægtede at flytte sig fra et "hvidt" bussæde i 1956. Det førte til protester, som senere fik den amerikanske højesteret til at afgøre, at det var forfatningsstridigt at dele bussens siddepladser op i forhold til hudfarve. Foto: Wikimedia Commons
Isabel Bramsen har rejst vidt omkring i sit virke som fredsforsker, og hun har krydret sin bog med rejsefortællinger. Så derfor spørger jeg hende, hvor hun har set det bedste eksempel på en fredshandling i en krig eller en konfliktzone.
Hun tænker lidt og svarer så:
”For mange år siden besøgte jeg en by i Israel, som hedder Neve Shalo og Wahat al-Salam, Fredens Oase, hvor israelere og palæstinensere lever side om side.”
Landsbyen har 350 indbyggere, den ene halvdel er jøder og den anden palæstinensere, og den blev grundlagt i 1970 med målet at vise omverdenen, at de to grupper sagtens kan leve i samhørighed.
”Jeg har en kollega, der stadig snakker med dem i dag. Og hun siger, at de fortsætter deres arbejde på trods af den helt umenneskelige situation i Gaza,” fortæller Isabel Bramsen.
Flere krige og konflikter
Lad os få en ting på plads, når vi nu har kastet os over begrebet fred.
Ifølge Copenhagen Peace Report 2025, som Isabel Bramsen selv har været med til at udarbejde, står det dårligt til med fredeligheden i verden.
Flyver man en tur op i helikopteren, kan man se, at freden ellers har haft gode kår i lang tid. Siden slutningen af Anden Verdenskrig har flere og flere levet fri for krig.
Det har været med til at give plads til faldende fattigdom, at flere børn er kommet i skole, at færre dør i barselssengen samtidig med, at flere børn overlever, flere bliver vaccineret og sygdomme bliver kureret. Ja, kort og godt, så lever vi generelt længere og bedre på verdensplan. Men de seneste år er der altså sket tilbageskridt.
Sådan kan fred også se ud. Den 27. januar 1973 underskrev USA's justitsminister William Rogers en fredsaftale, der afsluttede krigen i Vietnam. Foto: Wikimedia Commons
Vi har ikke haft så mange aktive konflikter i verden, som i dag, siden Anden Verdenskrig. Og der er aldrig før blevet brugt så mange penge på militær og våben.
Der er krig i Ukraine, Yemen, Sudan, Congo, Gaza. Senest er USA og Israel begyndt at bombe Iran. Og listen er længere endnu.
”Det er virkelig farlige ting, vi har med at gøre,” understreger Isabel Bramsen.
Og det kan mærkes på danskernes tanker om fremtiden.
Ifølge en rapport fra Center for Fremtidsforskning fra slutningen af 2025 er det kun en fjerdedel af danskerne, som er optimistiske om, at deres efterkommeres liv bliver bedre end deres eget. Og krig er en af de ting, mange frygter for fremtiden.
På spørgsmålet om Isabel Bramsen føler sig optimistisk om fremtiden, tøver hun.
”Jeg opererer ikke så meget med optimisme og pessimisme,” siger hun så.
”Mit perspektiv på verden er, at hvert minut, hvert sekund har tusind af muligheder i sig. Det er også derfor, jeg afholder mig fra at forudsige fremtiden. Der kan ske så meget.”
Til gengæld tror hun på, at man må arbejde for, at fremtiden bliver bedre.
”Noget af det, der virkelig giver mig en tro på fremtiden, er at se på historien. Her er det tydeligt, at alt engang har været anderledes. Ideer, som man tænkte var ganske utopiske, som for eksempel en international domstol, FN eller murens fald, endte med at være mulige, fordi folk gik sammen og skabte det. Det overbeviser mig om, at det også er muligt i fremtiden,” siger hun.
”Det kan gå i alle mulige retninger – men jeg bliver motiveret af, at vi skal sørge for, at det ikke går i den forkerte retning.”
Kaste grus i maskineriet
Her er vi så tilbage ved fredshandlingerne. For én slags fredshandling er det, Isabel Bramsen kalder for ikkevoldeligt oprør.
Forskere har undersøgt, at det i langt de fleste tilfælde – historisk set – har været mere effektivt at bruge ikkevoldelige metoder fremfor vold til at opnå ens mål, for eksempel når man står ansigt til ansigt med undertrykkende regimer eller besættelsesmagter.
Det er blandt andet, fordi flere kan være med i et ikkevoldelige oprør, men også fordi det sker på folkets præmisser.
”Når først en ikkevoldelig bevægelse bliver voldelig, sorterer det mange fra, altså ældre, børn, kvinder, så det bliver en mindre gruppe,” siger Isabel Bramsen.
”I civil modstand har man en kæmpe fordel i at være mange og på alle mulige måder kunne udfordre et regimes legitimitet og magt på daglig basis.”
"Ideer, som man tænkte var ganske utopiske, som for eksempel en international domstol, FN eller murens fald, endte med at være mulige, fordi folk gik sammen og skabte det," siger fredsforsker Isabel Bramsen. Berlinmuren faldt i 1989 efter pres fra befolkningen. Foto: Wikimedia Commons
På den måde kan man altså kaste grus i maskineriet.
”Jeg forestiller mig krig og autoritære regimer som store maskinerier med mange maskinhjul, der går ind i hinanden, og det hele fungerer nogenlunde smurt. Men det, man kan med ikkevoldeligt oprør og civil modstand, er at kaste noget grus i de her store maskiner. Det er ikke det samme, som at det stopper med ét, men det kan gøre det lidt sværere for de tandhjul at fungere,” siger hun.
Et ben svævende i luften
Det er ikke kun en krigstid, vi står midt i. Det er også en opbrudstid. I hvert fald ifølge Isabel Bramsen. Hun slår hurtigt fast i sin bog, at vi står på gyngende grund, og hun skriver, at det, vi har bygget vores regelbaseret verden på, FN og folkeretten, står over for en skæbnestund.
”Vi står med det ene ben i den gamle verdensorden og det andet frit svævende, vi ved ikke, hvor vi skal sætte det – alting er oppe i luften. Det er en usikker tid, ja, men det er også et mulighedsrum,” siger hun.
”Der er mange muligheder, når ting er under opløsning. For eksempel en mulighed for at få et mere lige forhold mellem det globale syd og nord. Men det kræver, at vi sætter meget ind på at fremme de muligheder, der så opstår.”
Da jeg nærmer mig slutningen på Isabel Bramsens bog, er der vokset en knude frem i min mave, som jeg ikke havde forventet, når jeg nu læste en bog om fred. Den uvished om fremtiden, som Isabel Bramsen beskriver, er uhyggelig.
Men hun formår at forløse det hele med sine sidste sætninger med en opfordring til læseren og til verdenssamfundet – som du selv kan høre Isabel Bramsen læse højt, hvis du lytter til lydversionen af denne her artikel:
“Kynismen og døden har ikke brug for flere venner. Det har freden derimod. Og store skift i verdensordenen er også en mulighed for noget nyt og ikke mindst for at så, dyrke og handle på fredens logik.”
