Fremgang i verdens fattigste land: Burundis børn stormer i skole

Selvom Burundi er et af verdens allerfattigste lande, så har landet formået at få mange flere børn i skole gennem de seneste årtier. Og især pigerne er kommet ind på skolebænken. Det betyder ikke bare, at mange flere burundiere kan læse og skrive, men også at burundiske piger og unge kvinder bliver gift senere, og at færre af dem får børn, mens de er helt unge.

Der er udfordringer nok i Burundi, der har 13 millioner indbyggere. Landet ligger i Centralafrika og er på størrelse med Jylland. Målt på BNP pr. indbygger er burundierne verdens fattigste, og tre ud af fire lever i såkaldt multidimensional fattigdom – der ikke bare beskriver fattigdom i (manglen på) kroner og ører, men også andre afsavn, som fx ikke at have adgang til rent vand, ordentlige boliger, nok og nærende mad, strøm eller smittefri toiletforhold.

På trods af dette har landet gjort en stor indsats for at få flere og flere børn i skole. I 2005 blev grundskolen, der svarer til 1.-6. klasse, gjort gratis. Det åbnede klasselokalerne for børn på tværs af det lille land, og det betyder, at mange flere børn kom i skole: Dengang kom kun lidt over halvdelen af børnene skole – i 2018, hvor de seneste samlede tal er fra, var det flere end ni ud af ti.

Det betyder også, at 93 procent af pigerne mellem 15 og 24 år nu kan læse. Før grundskolen blev gratis, var det 53 procent.

Fattigdom en kæmpe udfordring

På trods af fremskridtene er der stadig enorme udfordringer i skolen i Burundi, fortæller Lise Emming Weber-Hansen.

Hun bor og arbejder Rubura i den nordlige del af landet, hvor hun er udsendt fra Baptistkirken i Danmark, der driver en række udviklingsprojekter som kvindegrupper, spare- og lånegrupper – og så en række skoleprojekter. Hun skriver på mail, da netforbindelsen ude på landet i Burundi er for dårligt til et opkald.

”Skoleområdet er udfordret på flere områder. Der er mangel på uddannede lærere, skolerne får ikke tilstrækkelige økonomiske midler og er dårligt vedligeholdt, de mangler materialer. Der er i mange områder ikke nok skoler, hvilket giver kæmpe skoleklasser med op mod 100 elever i en klasse,” skriver hun, der er uddannet skolelærer og har undervist i 30 år i Danmark.

Lise Emming Weber-Hansens arbejde handler blandt andet om at støtte forældreløse og særligt sårbare børn, fx børn fra den etniske minoritet Batwa, med at komme i skole. Det handler især om at hjælpe fattige Batwa-familier og plejefamilier med at tjene penge – for selv om adgangen til grundskolen er gratis, koster det i praksis penge til skoleuniformer og sko, blyanter, lommeregnere, skolehæfter, og ofte også bidrag til nye skoleborde, renovering af toiletter og så videre. Samtidig koster adgangen til sekundærskole, dvs. de næste fire klassetrin, stadig penge.

”Et eksempel fra min nære hverdag: En far her i Rubura har fire børn i skole. To i grundskole og to i sekundærskole. Det koster ham mere end 1200 kroner om året for en, som kun har sine marker at leve af,” skriver Lise Emming Weber-Hansen. ”Det er nærmest umuligt for rigtigt mange i et land, hvor mange ikke kan spise bare et måltid om dagen hver dag. Derfor dropper mange ud efter primærskolen, nogle undervejs, og nogle starter ikke engang, fordi forældrene ikke har penge til det”.

Generelt hører Lise Emming Weber-Hansen bekymring fra mange familier om både adgangen til skolegang og sundhedsforsikring, skriver hun.

Og så er der særlige benspænd for pigernes mulighed for skolegang.

”Vi ser stadig, at piger, når de rammer puberteten, har mange fraværsdage sammenlignet med drenge, da de har lille eller ingen adgang til menstruationsbeskyttelse og derfor bliver hjemme fra skole, når de har menstruation. Jeg møder også mange piger der må gå klasser om, måske på grund af de traditionelle rollefordelinger i hjemmene, hvor pigerne skal tage stor del i husarbejde, passe mindre søskende og så videre sammenlignet med jævnaldrende drenge,” skriver hun.

Den bedste investering

Alligevel kommer der altså markant flere børn i grundskolen, og det fører til flere fremskridt: Det gennemsnitlige antal år i skolen er steget fra 6,4 til 7,6 år. Pigerne, der før haltede efter drengene i klasseværelserne, har nu overhalet dem i grundskolen. Det faglige niveau er steget i både sprog- og matematik. Og så er der en kæmpe stigning i burundiere, der kan læse og skrive, ikke bare blandt de unge, men i det hele taget – fra under halvdelen af dem over 15 år i 2008 til tre ud af fire nu.

I hverdagen tænker du og jeg måske ikke over, hvor meget det egentlig betyder at kunne læse og skrive. Men det har enorm personlig værdi, forklarer Lise Emming Weber-Hansen, der tidligere har arbejdet med at lære kvindelige analfabeter at læse og skrive.

”Kvinderne har eksempelvis udtalt: ”Nu er der ikke længere nogen, der kan sige at jeg ikke ved noget,” “nu kan jeg læse skilte og priser,” “jeg kan læse beskeder fra mine børns skole,” og “jeg kan læse højt af bibelen i kirken,” skriver Lise Emming Weber-Hansen.

Eller: “Jeg kan skrive og læse beskeder på min telefon og kommunikere med andre”.

Udover disse eksempler på, hvordan det forandrer liv at kunne læse og skrive, så er der også en række andre, ikke helt så åbenlyse områder, hvor skolegang forandrer liv, især for piger. Uddannelse for piger bliver kald den bedste investering, man kan lave, for forskning viser, det øger deres indtjeningsmuligheder resten af livet, at det sænker risikoen for at pigernes fremtidige børn dør tidligt, pigerne bliver gift senere, og færre unge piger i uddannelse får børn i forhold til piger udenfor skolen.

I Burundi er andelen af piger og unge kvinder mellem 15 og 19 år, der får børn, faldet fra otte procent i 2005, hvor adgangen til grundskolen blev gratis, til 5,3 procent. Det er under halvdelen end hos de fleste andre lande i Centralafrika, og kun i nabolandet Rwanda – der har markant højere BNP pr. indbygger – ligger fødselsraterne for de 15-19-årige lavere.