02. oktober 2022
Vandrende skolelærer i den afrikanske ørken: “Hvis børnene ikke kan komme i skole, så lad skolen komme til dem”
En flok tchadiske nomader har de seneste tre år fået selskab i stammen. Med sit mobile ”klasseværelse” har Leonard Gamaïgué rejst rundt med de vandrende afrikanere for at give de ellers skole-ukendte børn deres første møde med blyanter, bogstaver og bøger.
Under 1 procent af tchadiske nomadebørn går i skole. Men med sit mobile klasseværelse ønsker Leonard Gamaïgué (t.h) at brede sit koncept ud til resten af landet, så flere af de indfødte børn kan få undervisning. Foto: Leonard Gamaïgué. Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen
Barfodet og med benene over kors sidder børnene stimlet sammen på et lyseblåt tæppe i læ fra den varme sol. Ud over dromedaren, som søvnagtigt gumler på en tør ørkenplante i baggrunden, vender alle vågne ansigter én vej.
“OTTEEE,” råber børnene i kor, når 31-årige Leonard Gamaïgué entusiastisk spørger ud i det åbne, primitive klasseværelse, hvad fire plus fire er.
Han er børnenes underviser, og de seneste tre år har han rejst rundt med Mbororo Fulani-stammen i det centralafrikanske land Tchad. Her har han med sit omflyttelige klasseværelse, som består af en tavle, blyanter, lidt kridt og nogle skolebøger, undervist over 200 børn. Fra matematik og naturvidenskab til fransk og samfundsfag. Fulani-børnene har fået deres første møde med en skolebænk. På sand.
Klasseværelset er under åben himmel, og materialerne er få, men alligevel er Fulani-børnene (for det meste) begejstrede for den nye tilværelse. Foto: Leonard Gamaïgué
Undervisning på farten
Fulani-stammen, som er et indfødt afrikansk folk, er nomader. Det vil sige, at de i løbet af året flytter fra sted til sted for at bevare deres levevis som vandrende hyrdefolk. Det har de gjort i flere generationer. Levevisen har dog medvirket til, at langt størstedelen af nomaderne, som udgør syv procent af den tchadiske befolkning på 17 millioner, er analfabeter. Og med ringe eller ingen mulighed for at komme i skole, står den nye generation også overfor samme skæbne.
Kort om Tchad
Tchad er det femte største land i Afrika, og har været en selvstændig republik siden 1960. Den tidligere franske koloni er 30 gange så stor som Danmark og deler landegrænser med seks lande – Libyen, Sudan, Den Centralafrikanske Republik, Cameroun, Nigeria og Niger.
Ud af en befolkning på 17,5 millioner er 10 procent oprindelige folk, hvoraf langt de fleste er nomader.
Landets natur er præget af forskellige klimazoner. Så mens man i den nordlige del af landet kan finde store ørkenområder og høje bjerge, kan man i den sydlige del finde savanner og små områder med regnskove.
Ifølge International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), som er en global menneskerettighedsorganisation, der arbejder for at fremme, beskytte og forsvare indfødte folks rettigheder, er det mindre end 1 procent af de tchadiske nomadebørn, som går i skole.
“Indfødte børn i Afrika bor som oftest i nogle af de fattigste, mest marginaliserede og mest fjerntliggende områder, hvor der er meget dårlige eller slet ingen skoler,” siger Marianne Wiben Jensen, som er seniorrådgiver i IWGIA og ekspert i landrettigheder i Afrika.
Men det vil Leonard Gamaïgué lave om på. Efter han blev færdig med sin mastergrad i pædagogisk psykologi fra University of Yaoundé i Cameroun, løb han en november morgen i 2019 ind i en gruppe nomader.
Under et træ var en flok legende børn samlet. De havde ikke meget at gøre godt med. Tøjet var slidt og snavset, og mange af børnene var barfodede.
“Jeg blev ret rørt, da jeg så dem. Jeg er selv fra en landsby, hvor jeg som barn måtte gå 15 kilometer om dagen for at komme i skole. Endda nogle gange uden sko,” siger han og uddyber:
“Jeg tænkte, at jeg nu havde mulighed for at hjælpe dem, så derfor købte jeg en lille tavle og nogle få materialer og satte mig hen ved et træ.”
Da børnene fik øje på ham, kom de løbende i hans retning. “Og det var egentlig sådan, det startede. Når børnene ikke kunne komme i skole, måtte skolen jo komme til dem,” siger Leonard Gamaïgué, som de seneste tre år kvit og frit har undervist børnene i forskellige fag.
Når nomaderne pakker sammen for at flytte videre, flytter han med. Og selvom den ældre generation var lidt skeptiske i starten, føler han sig i dag som en del af stammen, der i øjeblikket har slået lejr syd fra hovedstaden N’Djamena.
“I det 21.århundrede bør der ikke være noget barn, som skal vokse op uden at have mulighed for at komme i skole,” siger han om sin motivation for sit frivillige arbejde.
“Som Nelson Mandela engang sagde. Uddannelse er det mest kraftfulde våben, vi kan bruge, til at ændre verden.”
Historien fortsætter under billedserien
<1 procent
Jeg blev ret rørt, da jeg så nomaderne. Jeg er selv fra en landsby, hvor jeg som barn måtte gå 15 kilometer om dagen for at komme i skole. Endda nogle gange uden sko.
Leonard Gamaïgué, initiativtager til det mobile klasseværelse
Leonard Gamaïgué har de seneste tre år dedikeret sit liv til kvit og frit at undervise nomadebørn i Tchad. Foto: Leonard Gamaïgué
Mangel på uddannelse
Det er ikke nogen hemmelighed, at uddannelse er en af de vigtigste forudsætninger for et veludviklet samfund. Det skaber velfærd, udvikler identiteter, skaber sammenhold og ligestilling, og så er det en af grundstenene for menneskers videnskabelige udvikling.
Derfor er det også et problem, at der i Tchad kun er 2 ud af 10 personer over 15 år, som kan læse og skrive. Samtidig går et tchadisk barn i gennemsnit kun 5,3 år i skole. Til sammenligning kan 80 procent af den samme befolkningsgruppe læse og skrive i nabolandet mod syd Cameroun. Her er det forventede antal år, hvor et barn går i skole, også næsten dobbelt så højt – 8,7 år.
Tchads udfordringer med mangel på uddannelse er netop også en af grundene til, at det store afrikanske land er et af de fattigste på kontinentet.
“Det er vigtigt, at børn får mulighed for at komme i skole, fordi den type samfund, vi ønsker i morgen, afhænger af den type uddannelse, vi giver i dag,” siger Leonard Gamaïgué.
Ofte har det enkelte barn mulighed for at komme op til tavlen og prøve kræfter med det franske alfabet. Video: Leonard Gamaïgué
Globale initiativer
Ifølge Verdensbanken er der 476 millioner indfødte folk i verden. Selvom der ikke er et estimat for, hvor mange der har sig en uddannelse, er der ifølge FN en general tendens til, at de oprindelige folk har mindre adgang til skolerne.
Derfor er det glædeligt, at der de seneste år er dukket flere initiativer op i verden for at få flere indfødte børn i skole. I Afrika blev organisationen National Commision for Nomadic Education oprettet i 2012 for at hjælpe børn i skole i Nigeria, ligesom lignende tiltag er blevet lavet i Kenya. Også andre steder i verden har mindre, lokale handlinger givet pote. I Mexico og Gabon har man blandt andet brugt æsler til at transportere børnene i skole – ofte har de afskåret landsbyer flere kilometer til den nærmeste skole.
Alle nomader i skole
Tilbage i Tchad fortsætter Leonard Gamaïgué sit frivillige arbejde med Fulani-børnene. Ved siden af undervisningen arbejder han også som murer og til tider som motorcykeltaxa-chauffør.
I dag har han udvidet sin undervisning til eleverne, så de er opdelt over fire niveauer i forhold til, hvor langt de har udviklet sig. Samtidig er hans lærerteam blevet udvidet til tre personer, og fagene, de underviser i, omfatter nu også andre sprog, som engelsk og arabisk.
Den entusiastiske lærer har også store ambitioner om at udvide sit projekt til resten af det centralafrikanske land.
“Jeg føler mig så knyttet til børnene, at jeg er villig til at bruge resten af mit liv på at hjælpe dem, selvom jeg ikke får penge for det. Jeg drømmer også om at udvide initiativet til andre dele af landet, så alle nomadiske børn i Tchad en dag får chancen for at gå i skole. Det her er blot begyndelsen,” understreger han.
Jeg føler mig så knyttet til børnene, at jeg er villig til at bruge resten af mit liv på at hjælpe dem.
Leonard Gamaïgué, initiativtager til det mobile klasseværelse
Tchads udfordringer
Det centralafrikanske land er et af de fattigste på kontinentet, og på Human Development Index ligger de nummer 186 ud af 188 lande.
Tchad har igennem flere årtier været præget af ustabilitet, borgerkrig og væbnede konflikter. I 2003 startede landet med at eksportere olie, men indtægterne kom aldrig den generelle befolkning til gode.
En tredjedel af befolkningen er underernærerede, og kun 6 procent har adgang til rent vand. Den gennemsnitlige levealder er 51,2 år, men samtidig vokser den tchadiske befolkning med 3 procent om året, da den gennemsnitlige kvinde får 5,3 børn – det sidstnævnte er dog faldet siden år 2000, hvor hver tchadiske kvinde i gennemsnit fik 7,4 børn.