26. maj 2024
Globale grønne rekorder: Sol og vind buldrer afsted, men tørke spænder ben for det længe ventede knæk på CO2-kurven
Det er uundgåeligt, at drivhusudledningerne fra verdens strøm tipper over, siger tænketank. Men hvornår det sker, er svært at sige.
Udbygningen af solceller og vindmøller slår alle rekorder, og snart knækker kurven fra CO2-udledningen fra verdens strøm. Foto: Justin Lim on Unsplash
2023 var et rekordår for den vedvarende energi. Verden over blev der sat ekstremt mange solceller og vindmøller op sidste år, grønne teknologier dækkede en rekordstor andel af verdens strøm: 40 procent er strømmen er nu uden CO2-udledninger.
Det betyder, at vi står ved et knæk af drivhusgasudledningerne fra den globale produktion af strøm og derefter et langsigtet fald af udledningerne. Der er sektoren med den største klimapåvirkning, så det er ekstremt vigtigt for den globale klimakamp.
Det viser den årlige analyse af verdens strømsektor fra den internationale energitænketank Ember, der netop er udkommet.
”Den vedvarende energis fremtid er her. Især solenergi accelererer hurtigere, end nogen havde troet var muligt,” udtaler Dave Jones fra Ember, en af hovedforfatterne bag analysen.
Men det hele er ikke solskinsvejr og vind i sejlene. For der blev stadig fyret op verdens kulkedler, og drivhusgasudledningen fra strømproduktionen slog rekord: Sidste år steg den med 135 millioner tons CO2 i forhold til 2022.
Tørke i vejen
Håbet er, at 2023 vil blive det sidste rekordår for udledningerne – de skal altså toppe, før de kan falde. Men ifølge Ember er de bagvedliggende, strukturelle forhold for verdens strømproduktion nu sådan, at det knæk kommer før end siden: Den grønne væksten er enorm, og væksten af fossil energi bliver hele tiden mindre.
“Faldet i udledninger fra strømsektoren er nu uundgåeligt. 2023 var sandsynligvis der, det skiftede – med de sidste rekordstore udledninger fra strømsektoren – et kæmpe vendepunkt i energihistorien,” siger Dave Jones.
Faktisk ”burde” det knæk være sket allerede sidste år, men flere store lande som Kina, Indien, Mexico og Vietnam skruede mod forventning op for deres kulkraftværker, da de blev ramt af tørke, hvilket spændte ben for landenes vandkraft.
Det er altså ikke sikkert, at knækket sker i år. Men det vigtige er sådan set ikke, om det store skift sker præcis i år eller det næste, skriver Ember, men at sol- og vindenergi har ændret den langsigtede udvikling for verdens energisystem.
På under 20 år har udbygningen af solceller og vindmøller afværget udledningen af 19 milliarder ekstra tons CO2.
”Faldende udledninger fra strømsektoren er allerede en realitet i mange lande, og scenen er nu sat for de globale udledninger til at starte med et falde,” konkluderer analysen.
Solenergi
●Kina sidder tungt på den globale førsteplads, når det gælder grøn energi. Landet byggede mere sol- og vindkraft end resten af verden tilsammen i 2023.