Haidafolket får endelig retten til sine egne øer, og det er sket helt uden retssager

Retssager og store kampe mellem stater og oprindelige folk om retten til deres jord er langt fra usædvanligt. I Brasilien var det højesteretten, der forkastede et billigt trick brugt af landbruget, så xoklengfolket kunne få deres jord tilbage, i Panama måtte nasofolket kæmpe i 50 år, før de fik ret til deres egen jord, og shuar-samfundet Ecuador har også kæmpet mod minedrift og afskovning i årtier, før de fik beskyttet deres skov.

Men i Canada er der sket noget anderledes. Her har landets regering anerkendt, at 200 øer ud for landets vestkyst, Haida Gwaii, tilhører det oprindelige haidafolk, og der har hverken været slåskampe eller retssager om det – til gengæld har det krævet lange, lange forhandlinger.

”Det er historisk bevist, at det har været haidafolkets land hele tiden. Men nu har Britisk Columbia og den canadiske regering anerkendt deres historiske ret,” siger Lola García-Alix.

Hun er seniorrådgiver i IWGIA – en dansk menneskerettighedsorganisation, som arbejder for at fremme oprindelige folks rettigheder i hele verden – og hun byder afgørelsen i Canada velkommen.

”Det er så vigtigt for oprindelige folk, ikke kun i Canada, men i hele verden. Hele deres overlevelse som folk afhænger af anerkendelsen af deres land og deres kultur, og også anerkendelsen af at kunne bevare og regere områderne,” siger hun.

Lange, lange forhandlinger

Lola García-Alix fortæller, at der er en lang tradition i det nordamerikanske land for, at oprindelige folk går gennem landets retssystemer for at få anerkendt retten til deres jord – det kan både være langstrakt, dyrt, og det kan give bagslag. Men haidafolket er ikke gået rettens gang, i stedet har de forhandlet med provinsen Britisk Columbia og Canadas myndigheder.

”Forskellen ved sagen om haidanationen er, at selvom der har været lange, lange forhandlinger over mange år, så er det en beslutning fra regeringens side, det er ikke en beslutning, der er kommet gennem en retssag,” siger hun.

Aftalen betyder kort sagt, at the Council of Haida Nation, som er haidafolkets eget organ, nu officielt ejer øerne og har jurisdiktion over dem, og altså ikke Canada eller ”the Crown” – altså Canadas monarki, som er personificeret af den britiske Kong Charles III. Det betyder i praksis, at haidafolket har selvbestemmelse over øernes naturområder, men det kommer ikke til at betyde en forskel for dem, der ejer huse eller land på øerne, ligesom offentlige tjenester og infrastrukturen heller ikke kommer til at forandre sig, og den lokale lovgivning stadig skal overholdes.

Inden aftalen faldt endelig på plads, var den til afstemning hos medlemmerne af haidafolket. 95 procent stemte for.

En smertefuld historie

De oprindelige folk i Canada kan overordnet opdeles i tre grupper: Inuitter, métis og first nations. Haidafolket er en del af first nations, altså ”de første nationer.” Ligesom mange andre steder i verden byder Canadas historie på en grum behandling af oprindelige folkefærd.

Blandt andet var det normalt i flere årtier at tvinge oprindelige folks børn i kostskoler, hvor de både blev forbudt at tale deres oprindelige sprog, og mange blev behandlet voldeligt.  Den sidste af kostskolerne lukkede først i 1996.

Det var først i 2007, at der kom en FN-deklaration for oprindelige folks rettigheder, men da den var til afstemning, stemte Canada imod sammen med USA, New Zealand og Australien. Deklarationen blev alligevel vedtaget, fordi langt de fleste andre lande stemte for.

Selvom der stadig er problemer for oprindelige folk i dag, er der sket et stort skift siden, og i dag både støtter Canada deklarationen og er en af de første lande i verden til at inkorporere den i landets lovgivning. Det er aftalen med haidafolket et eksempel på.

”Når man laver en aftale mellem staten og oprindelige folk er det et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre, uden man sætter en retssag i gang, og det er til fordel for begge parter. Ikke kun oprindelige folk, men også for stater, fordi de får muligheden for at rette op på en meget smertefuld historie,” siger Lola García-Alix.

”Der er mange udfordringer endnu. Det er selvfølgelig en god nyhed, men det betyder ikke, alt er godt. Canada er godt klar over, at der skal gøres meget, meget mere for oprindelige folk i Canada, for situationen har været og er stadigvæk meget udfordrende.”

Oprindelige folk beskytter naturen

Når man taler om oprindelige folk og deres ret til land, er det svært ikke at komme ind på klimaet. Oprindelige folk beskytter nemlig 80 procent af verdens tilbageværende biodiversitet på deres jord og i skovene.

”Nogle af verdens sidste naturressourcer ligger i verdens oprindelige folks territorier,” siger Lola García-Alix.

Samtidig er der både miljøorganisationer, organer som FN og forskning, der peger på, at det er godt for naturen, når oprindelige folk selv råder over og beskytter deres jord. Men de er samtidig i høj grad truet af klimaforandringer og mangel på naturbeskyttelse.

”Desværre går det ikke fremad, tværtimod, mange steder i verden går det tilbage, og det er ofte baseret på nogle økonomiske interesser, altså både fra staten og fra forretningsliv,” tilføjer Lola García-Alix.

Derfor er det vigtigt, at aftalen som den i Canada er kommet på plads. Og da forpersonen for haidanationen, Gaagwiis Jason Alsop, reagerede på afgørelsen i en pressemeddelelse, nævnte han også netop naturen:

”I årtier har vi forestillet os og arbejdet henimod at reetablere en økonomi, som er i overensstemmelse med vores værdier og traditioner – en, der understøtter jorden og havet i stedet for at udnytte det. Nu kan vi tage hånd om den vision og skabe en fremtid, hvor jorden og havet vil nære os for generationer i fremtiden.”