Historisk OL: Rekordmange kvinder kæmper om guldet

Send i det mindste bare én kvindelig atlet. Det var beskeden fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til alle deltagernationer ved de Olympiske Lege Tokyo2020. Og ved den ikoniske åbningsceremoni kunne man for første gang opleve to fanebærere, en mand og en kvinde, fra hver deltagernation. For nogle lande, blandt andet Kina og Mongoliet, betød det, at det var første gang, der var en kvindelig fanebærer.

Flere kvindelige atleter end i noget andet OL

Da den olympiske flamme blev tændt og legene kunne begynde, var det knap 49 procent af de over 11.000 atleter, som var kvinder. Det er en stigning fra sidste OL i 2016, som blev afholdt i Rio de Janeiro. Her var 45,6 procent af atleterne kvinder.

Rikke Rønholt Albertsen er tidligere top-atlet og har vundet DM i 800m løb i både 2011 og 2012. I dag er hun bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund (DIF), og hun finder stigningen positiv.

”Det er en verdensomspændende begivenhed, der skal reflektere dem, der bor i verden og vise, at de olympiske lege er en drøm, alle må eje,” siger hun.

Der har været lang vej til ligestilling i de Olympiske Lege. I 1900 fik kvinder for første gang lov til at deltage i OL: 22 kvinder deltog i fem sportsgrene, mens 975 mænd kæmpede om guld i 19 sportsgrene. Indtil 1952 var det stadig under 10 procent af atleterne, der var kvinder. Siden har tallet været støt stigende.

Først i 2014 begyndte IOC at arbejde for, at halvdelen af atleterne skulle være af hunkøn.

Rikke Rønholt Albertsen er sikker på, at netop arbejdet mod mere ligestilling er betydningsfuldt.

”Man skal huske på, at alle konkurrencerne begyndte som en mand-mod-mand sport. Hver eneste sportsgren og disciplin som kvinder har fået lov at deltage i, har været en sindssygt hård kamp. Det er derfor vigtigt og symbolsk, at der er meget mere ligestilling end nogensinde, når det startede med at være helt skævt,” forklarer hun.

Nye sportsgrene og blandede hold

Ved dette års OL er der kommet fem nye sportsgrene, der både har kvindelige og mandlige hold. Det drejer sig om skateboarding, surfing, klatring, karate og baseball/softball.

Rikke Rønholt Albertsen forklarer, hvor vigtigt det er, at små piger hjemme i stuerne kan se op til de kvindelige atleter, der konkurrerer i OL.

”Der vises sportsgrene og discipliner, som man normalt ikke ser kvinder konkurrere i. Man plejer at sige, kan man se det, så kan man blive det,” siger hun og fortsætter,

”I den nye sportsgren skateboarding ”street”, var der to seje piger på 13 år med. Tænk, hvor mange små piger, der kan blive inspireret og få lyst til at prøve det. Måske tænkte de før, at det bare var noget for drenge”.

Ligestillingen vakler lige foran målstregen

Flere ligestillingsskandaler har dog også ramt OL Tokyo2020. Den tidligere chef af IOC Yoshiro Mori blev nødt til at trække sig efter sin udtalelse om, at kvinder snakker for meget til møder. Ammende kvindelige atleter måtte heller ikke tage deres børn med til OL, hvilket mødte hård kritik. Det endte dog med, at forbuddet blev ophævet.

Fremstillingen af flere sportsgrene møder også kritik, fordi de kvindelige atleter ikke prioriteres i samme omfang som mænd, for eksempel cykling. Her er kvindernes landevejsrute 100km kortere end mændenes, og samtidig får mændene lov til at køre på de ikoniske bjerge Mt. Fuji og Mikuni Pass. Der er desuden plads til 130 mænd på startstregen, mens der kun er plads til 67 kvinder.

Selv om IOC officielt nu arbejder for mere kønsligestilling i OL, er det dog kun en tredjedel af IOC’s egen bestyrelse, der er kvinder.

Og der er stadig plads til forbedring, mener Rikke Rønholt Albertsen. Især på måden, man opfatter køn i idrætssamfundet.

”Så er der hele det her dilemma med transkønnede atleter. Det er svært for mig at afgøre, om det godt eller dårligt for ligestillingen. Normalt ville jeg tænke, at mere inklusion skaber mere ligestilling. Men i denne sammenhæng kan det blive sværere for (biologiske) kvinder at vinde i sport og udfordre kvinders mulighed for at konkurrere på lige vilkår. Modsat, ved at beskytte kvindernes rettigheder, kan man komme til at udelukke andre, så det er ikke en let diskussion” forklarer hun og uddyber:

”Årets OL har afdækket dilemmaer, som idrætssamfundet skal tage stilling til. For mens samfundets syn på køn er i udvikling, så halter udviklingen desværre bagud i idrætssamfundet, fordi der stadig kun opereres med to køn – kvinde eller mand. Idrætssamfundet skal finde en måde, hvorpå der kan blive skabt mere værdighed og lighed for alle. Det er en spændende diskussion, og det er sundt, at debatten er i gang”.