I 1986 dokumenterede DR håbløsheden i Tanzania. Vi tog tilbage og fandt miraklet i Maliwa

Vi er lige ankommet fra den større handelsby Njombe 120 km væk. Og ved første øjekast er det sværere at få øje på miraklet i Maliwa, end vi havde forestillet os.

”Hvis du flyver direkte ind fra København og lander her, så vil man jo stadig tænke, at folk er fattige,” siger Esbern Friis-Hansen, mens han går ned igennem Maliwas hovedgade: En hullet jordvej, der består af 20 små butikker og et par små spisesteder. Der skratter afrobeats fra en højtaler, og et par unge mænd gasser op på deres motorcykler.

Lidt derfra samler der sig en gruppe nysgerrige børn i beskidte trøjer og nedslidte sandaler med slikpinde i munden.

”Njombe er i en rivende økonomisk udvikling. Der kan du købe alt. Og Maliwa er stadig et fattigt område i forhold til det. Men der er også sket rigtig meget her. Dem med flest penge har fået motorcykler, tv og vinduer. Og alle har fået bliktag på deres huse og adgang til rent drikkevand,” forklarer Esbern Friis-Hansen.

”I 80’erne var man rig, hvis man havde et hus, der var lavet af brændte mursten. I dag handler det om, du har vinduer i huset, om du har solfangere på taget, om du har fjernsyn og indlagt vand,” forklarer Esbern Friis-Hansen.

Det afrikanske barn, der overlevede

Om morgenen på den anden dag i landsbyen får vi en glædelig nyhed: Pigen fra DR-filmen trodsede de dystre fremtidsudsigter og overlevede både sult og fattigdom. Hun hedder Edina Reuben Sanga og er i dag en voksen kvinde på 38 år, som selv er mor til fire små børn. Og hun vil gerne mødes med os.

Vi besøger Edina Reuben Sanga i hendes lille murstenshus på toppen af en bjergskråning, hvor hun bor alene med børnene.

”Det var et hårdt liv at vokse op her. Vi havde ikke nok mad eller penge til skoleuniformer, og vi sov direkte på en måtte på gulvet,” husker hun om hendes barndom i Maliwa.

Selvom der er meget langt fra et velindrettet Ikea-køkken til de lerklinede gulve, det åbne ildsted og slidte plastikspande i Edina Reuben Sangas køkken, er hendes liv i dag helt anderledes, end da hun var barn.

”Jeg tjener penge ved at sælge majs, hvede, kartofler og bønner i landsbyen. Jeg kan hente vand i vandhanen tæt ved. I dag får de fleste nok mad at spise i landsbyen og kan komme til lægen, hvis de er syge,” fortæller hun.

Det begynder pludselig at regne voldsomt, og alle rykker indenfor i læ i Edina Reuben Sangas hus under bliktaget, som hun også har fået. Hun fortæller, hvordan hendes forældres hus havde bambusvægge og græs som tag, så dengang var det noget andet, når det regnede.

Flyvende fugl med benzin på bagsædet

Tanzania er kendt for at være et populært land at give bistandskroner til, blandt andet på grund af dets åbenhed for internationale samarbejder. Også fra dansk side er Tanzania det land, der har modtaget flest danske bistandskroner i løbet af de seneste 60 år.

Særligt de seneste ti år har landet gennemgået en stor økonomisk udvikling, som især er tydelig i de større byer som Njombe. Men fremskridtene er også nået helt ud til de mest fjerne og svært fremkommelige egne.

Maliwa ligger 900 kilometer fra Dar Es Salaam, 2.000 meter oppe i bjergene, hvor de sidste 21 kilometer i dag stadig foregår ad en bumlet jordvej. Men rejsen var helt anderledes i 1980’erne, husker Esbern Friis-Hansen.

”Vi kunne stort set ikke komme længere ud på landet i Tanzania end her, og det var en ludfattig landsby. Den var meget løsrevet fra regeringen, og indbyggerne levede det samme liv, som de altid havde levet,” siger han og fortsætter:

”Dengang tog det over tre-fire dage at komme fra Dar Es Salaam og herud. Der var ikke asfalterede veje og især det sidste stykke på 30 kilometer tog mange timer. Jeg havde kun en lille bil, så det var svært at komme herop. Der var ikke noget benzin her, så jeg kørte rundt med to 60 liter dunke med benzin på bagsædet, så jeg kunne komme tilbage igen. Det var første gang, der kom en lille bil til landsbyen, fortalte de mig. De kaldte den ndege mdogo; ’den lille fugl’.”

Penge i fyrretræer

Tilbage i 1980’erne var de fleste fattige. Da Esbern Friis-Hansen kom tilbage 30 år senere for at følge op på sin forskning, var der sket markante fremskridt: Andelen af landsbyens indbyggere, der hverken tilhørte gruppen af fattige eller rige – altså middelklassen – var steget fra fem til 50 procent.

Ifølge forskeren har donorpenge sammen med investeringer fra regeringen givet vandforsyning, bedre skolegang og adgang til lægehjælp. Området har også fået bedre afgrøder og vandingssystemer på markerne. Men den største økonomiske forandring er markedsdrevet, og i det sydlige højland, hvor Maliwa ligger, er det især tømmer, der har ændret livet for mange mennesker.

”Den store forandring er alle de fyrretræer, som folk har plantet på bjergskråningerne, hvor der græssede geder og køer tilbage for 40 år siden. Nu er der fyrretræer og skov over det hele. Og fyrretræerne er noget af det, der har givet velstand. Efter 10-15 år fælder de dem og laver planker, som de sælger til Dar es Salaam, og det giver meget mere end afgrøderne. Der er meget mindre arbejde i det, så det har været en kæmpe succeshistorie.”

Edina Reuben Sanga tager turen ned ad bjergskråningen, da vi senere på dagen holder filmfremvisning af den gamle DR-dokumentar på byens bar, der normalt viser fodbold på fjernsynet om aftenen. Lokalet bliver hurtigt helt proppet og iltfattigt, og tilskuerne kommer med høje udbryd, når de genkender familiemedlemmer fra dengang.

Da aftenmørket sænker sig, lyser solcelle-lamper op i de små hjem op ad bjergskråningerne som små stjerner, der vidner om, at selvom folk her stadig er fattige, så er Tanzanias udvikling også nået helt ud til den lille landsby Maliwa.

Verdens Bedste Nyheder var i Tanzania med støtte fra OpEn-puljen under Udenrigsministeriet.