09. september 2014

Indiens børn passer på miljøet

Børn på børnehjemmet Kanyakumari i det sydlige Indien spiser kun vegetarisk. De dyrker deres egne grøntsager, laver maden frisk fra marken og belaster ikke med miljøet med kød og køleskabe. Sådan har det været i mere end 40 år.

Det er nok de færreste, der er klar over det, men indiske børn gør meget godt for verdens miljø, samtidig med at deres egen levestandard øges. Et af de bedste eksempler på, hvordan dette hænger sammen, kan man finde på børnehjemmet Kanyakumari i det sydlige Indien, som har givet forældreløse og udsatte børn tag over hovedet og skolegang siden 1974.

Kosten på børnehjemmet er nemlig vegetarisk; tre daglige måltider uden kød og æg. Sådan har det været i de over 40 år, som børnehjemmet har eksisteret. Skolen har ikke køleskab, så maden tilberedes frisk fra bunden hver dag af grøntsager – især fra egne marker.

Myten gjort til skamme

En vedholdende myte om udvikling er, at fattige mennesker efterspørger mere kød i den daglige kost, når de bliver rigere. Eftersom det globale kødforbrug ifølge adskillige FN-rapporter og internationale undersøgelser er et af verdens store miljøproblemer, får det nogle til at konkludere, at der er en modsætning mellem miljøhensyn og fattigdomsbekæmpelse – at hvis verdens fattige får et bedre liv, er verdens miljø prisgivet.

Børnene på Kanyakumaris børnehjem viser, at det er muligt at få et bedre liv på en måde, der ikke indebærer et højere kødforbrug.

Børn i storfamilier

Børnene bor i små huse med 25 børn i hver sammen med en ’moder’ og en kok. Hvert hus fungerer som en storfamilie, hvor de store tager sig af de mindre børn og hjælper hinanden med pligterne. Her får børnene en god og tryg barndom.

I Indien vokser mange børn op uden én eller begge forældre. Nogen mister deres forældre i forbindelse med sygdom, og en del familier er så fattige, at de ikke selv kan forsørge deres børn, selv om de gerne ville.

Uden hjælp vokser disse børn op som gadebørn og må leve af tiggeri, prostitution eller hårdt og farligt arbejde – uden håb om en bedre fremtid.

Skolen har tre børnehaveklassetrin og 1.-10. klasse. På skolen går der, udover børnehjemsbørnene, også børn fra det omkringliggende område, som huser mange fattige familier. Efter grundskolen hjælper børnehjemmet dem med at læse videre, så de kan få en god uddannelse.