19. januar 2020
Indonesien genopretter enorme tørveskove
Efter ødelæggende skovbrande har Indonesien kastet sig ind i kampen for at beskytte og genoprette sine tørveskove, der lagrer mange gange mere kulstof end de omgivende regnskove.
Den danske organisation Red Orangutangen genopretter tørveskov i Indonesien til glæde for de truede orangutanger. Det er også et effektivt klimaværktøj. Foto: Red Orangutangen/Björn Vaughn, BPI
Med simple metoder genopretter Indonesien store områder med tørveskove. Det er et ydmygt men effektivt klimaværktøj, for våde tørveområder er nogle af verdens største kulstoflagre, der sikrer, at enorme mængder CO2 ikke bliver udledt til atmosfæren.
”Genoprettelse af tørvejorde er et fantastisk vigtigt arbejde, hvis vi skal nå Parisaftalen,” siger Ida Theilade, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet og har arbejdet med naturbevarelse og -genopretning i mere end 25 år.
FN’s Miljøprogram anslår, at selvom tørveområder blot dækker cirka tre procent af verdens landoverflade, lagrer de dobbelt så meget kulstof som alle verdens skove – tilsammen.
Genopretter tre gange så meget som Europa
I Indonesien, der har de største tørveområder i troperne, vokser der skov på den våde jord. Hvis jorden skal bruges til marker eller plantager, brænder man først skoven af. Derefter kan man grave kanaler, der dræner vandet væk fra jorden. I 2015 hærgede enorme brande Indonesiens regn- og tørveskove, og et område halvt så stort som Danmark gik op i flammer. Det udledte så meget af det ophobede kulstof i jorden, at Indonesien overhalede både USA og Kina og blev verdens største CO2-udleder det år.
Selvom man altid har drænet og brændt skov af i Indonesien, var omfanget af brandene i 2015 anledning til en brat opvågnen i den indonesiske regering, forklarer Ida Theilade.
Indonesien forbød skovafbrænding og startede en målrettet indsats for at stoppe dræningen af tørveskove. Og selvom indsatsen ikke er perfekt, og virksomheder, plantageejere og lokale stadig starter ulovlige brande eller graver dræningskanaler, så anslår de indonesiske myndigheder, at de indtil slutningen af 2018 havde genoprettet tørveskove på et område på størrelse med Sjælland. Det er mere end tre gange så meget, som Europa nogensinde har genoprettet.
”Jeg kender ikke de indonesiske tal, men det er godt, de er kommet i gang med arbejdet, for vi skal simpelthen stoppe dræningen af tørveskoven,” siger Ida Theilade. ”Den er menneskets bedste ven.”
Tørv holder kulstod i jorden
Tørveområder er våde jorder, der gemmer på planterester som blade, grene og træstammer, der er blevet oplagret i hundred- eller tusindvis af år. Vandet i jorden holder ilt væk fra planteresterne, der derfor ikke går i forrådnelse og sender CO2 tilbage i atmosfæren. Det er de samme syltekrukkeforhold, der herhjemme har bevaret Tollundmanden og de andre mosefund.
Redder orangutangens levested
Det praktiske arbejde med at stoppe ødelæggelsen af tørveskovene er relativt simpelt. ”Først og fremmest skal man blokere kanalerne for at holde på vandet,” forklarer Marie Sigvardt, der er programansvarlig i organisationen Red Orangutangen, der arbejder på Kalimantan, den indonesiske del af Borneo.
I området Mawas, hvor de arbejder, bor verdens fjerdestørste bestand af orangutanger. Organisationen arbejder på at beskytte deres levested, blandt andet ved at genoprette et kæmpe område med ødelagt tørveskov, som den indonesiske regering i et kuldsejlet projekt drænede i 90erne for at lave plads til rismarker.
”Det var en fin ambition, men stedet var forkert,” siger Marie Sigvard. ”Så nu er tørven ødelagt, og det skaber grobund for både skovbrande og oversvømmelser.”
Red Orangutangen samarbejder med de lokale i syv landsbyer i området for at genoprette tørven og standse skovbrande. De fylder dræningskanaler op, graver brønde til brandslukning og sender frivillige brandpatruljer ud. De har lavet planteskoler med lokale arter, der bliver plantet ud i det ødelagte område for at genoprette skovdækket.
Samtidig bliver der stadig brændt skov af, og 2019 var igen et slemt år.
”Genopretningen er en meget lang proces. Især i forhold til hvor hurtigt skoven kan brændes ned” siger Marie Sigvardt. ”Men vi håber på en levende og naturlig skov.”
