01. december 2014

Iværksættere er superstjerner i Rwanda

Iværksætteri og innovation er højt på dagsordenen hos Rwandas store ungdomsgeneration. Den danske organisation Educat arbejder for at støtte unge iværksættere til at gøre deres drømme til bæredygtige virksomheder.

Konfettikanoner sprang, og publikum jublede, da Cephas Nshimiyumuremyi og hans virksomhed Uburanga Products, der producerer naturlige skønhedsprodukter af lokale urter og råvarer, vandt titlen som ’Rwandas næste iværksætter-superstjerne’ og dertil hørende hæder, omtale og stor pengepræmie. At omtale iværksættere som superstjerner er ikke helt ved siden af i Rwanda. Iværksætteri og innovation er på alles læber i det lille Centralafrikanske land, som prøver at opbygge et image som ’Afrikas Singapore’ og dermed centrum for iværksætteri, innovation og IT. Educat, en dansk organisation i hovedstaden Kigali, arbejder for at fremme unge iværksættere gennem skræddersyede forløb – og for tredje år i træk gennem landets største iværksætterkonkurrence ’The Educat-GTBank Entrepreneurship Award”.

Iværksætteri på skoleskemaet

I Rwanda er tre ud af fire at landets knap 11 millioner indbyggere under 35 år, og det bringer store udfordringer i form af ungdomsarbejdsløshed. Med udfordringerne kommer et stort behov for iværksætteri og jobskabelse, og udtryk som ’Be a job creator, not a job seeker’ er vidt udbredt helt fra folkeskoleniveau og en udtalt målsætning for landets regering. Iværksættermiljøet i Rwanda fremhæves da også ofte som rollemodel for andre afrikanske lande, og for nylig kårede Verdensbanken Rwanda som det tredje bedste land i Afrika at starte virksomhed i. Det vækker stolthed i det lille land, som ellers er mest kendt for sin dystre fortid.

Virksomheder skaber vækst

Den danske organisation Educat arbejder i Rwanda på syvende år for at styrke iværksættermiljøet og tranformere gode idéer til bæredygtige virksomheder med internationalt investeringspotentiale. Hvert år i november arrangerer Educat, i samarbejde med den rwandiske regering, det private erhvervsliv og den svenske ambassade, en stor iværksætterkonkurrence for at hædre unge iværksættere.

”Der er ikke nogen standardopskrift på at gøre en ung virksomhed succesfuld. Derfor arbejder vi individuelt med hver af vores iværksættere, og vi kan se effekten af vores arbejde: Det skaber jobs i alle lag af samfundet og hjælper i sidste ende til at bekæmpe fattigdom. Derfor gør vi også et stort nummer ud af at fejre de unge iværksættere som superstjerner denne ene gang om året”, fortæller Andreas Nørlem Christensen, som stiftede Educat for godt 6 år siden.

Adgang til investeringer

Educat arbejder med iværksættere inden for alle tænkelige faggrupper; fra designere og kunstnere, mekanikere og frisører til producenter af fødevarer, skønhedsprodukter og skolematerialer. Alle deler de en passion om at få deres virksomhed til at gro og skabe omsætning, og alle deler de udfordringerne om adgang til kapital. Banklån er utilgængelige for de fleste, og derfor arbejder Educat tæt sammen med banker, kapitalfonde og internationale investorer for at sikre virksomhedernes videre vækst.
Cephas Nshimiyumuremyi vandt hvad der svarer til 50.000 kroner, som han planlægger at bruge på at udvide sin virksomhed og nå endnu større målgrupper – og dermed ansætte flere folk til sin fabrik i et landområde en times tid fra Kigali.

Lysene er slukket, konfettien fejet op fra dette års store iværksætterkonkurrence, og nu starter Cephas’ og Educat’s arbejde for alvor:  At udnytte hver en krone af præmien til at sikre fortsat og øget vækst i en af Rwandas nye spirende virksomheder.

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.