23. marts 2025

Kenya har dobbelt så mange kvinder i byggeriet som Danmark – Susan er en af dem

Det er ikke kun her i Danmark, at kvinderne bevæger sig ind i tømrererhvervet. De kenyanske kvinder kæmper også for retten til at bygge fremtidens huse.

Susan Wairimu har studeret til tømrer i mere end to år på den kenyanske skole, Comboni Polytechnic.  Foto af Lærke Kobberup.

Susan Wairimu har studeret til tømrer i mere end to år på den kenyanske skole, Comboni Polytechnic. Foto af Lærke Kobberup.

For nylig var der en nyhed i de danske medier om, at mange flere kvinder vælger at søge ind på erhvervsuddannelserne. Ude på arbejdspladserne er den kvindelige tilstedeværelse dog ikke højere end 9 procent. Men i Kenya, et land man måske ikke forventer, er foran os på ligestillingsfronten, er andelen af kvinder i byggeindustrien faktisk helt oppe på 19 procent.

En af de kenyanske kvinder er 30-årige Susan Wairimu. Men selvom hun har mange flere kønsfæller i sin branche, betyder det dog ikke, at hun ikke har oplevet udfordringer ved at være kvinde i tømrerverdenen.

”Du bliver nødt til at kæmpe for det,” siger hun.

”Der vil være folk, der taler grimt til dig, eller som ikke accepterer, at du ikke er interesseret i et seksuelt forhold til dem – det er ret hårdt, men jeg bliver ved.”

En kamp for at lære

Susan Wairimu sidder i skrædderstilling på det tørre kenyanske græs ved Comboni Polytechnic – den tekniske skole, hvor hun er ved at studere til tømrer. Hun har lange, sorte arbejdsbukser på og et blomstret tørklæde bundet om hovedet. Hun er den ene af de to kvindelige studerende på skolens tømreruddannelse.

Hun har gået på tømreruddannelsen i over to år og er i øjeblikket i lære. Når man snakker med hende, kan man tydeligt mærke hendes kærlighed til faget.

”Det er så fantastisk! Det gør, at jeg føler mig fri til at renovere mit eget hus, min mors hus eller mit værksted, ”siger hun og fortsætter entusiastisk:

”Jeg behøver ikke at forklare nogle andre, hvad det er, jeg vil have – jeg har billedet i mit hoved, og så kan jeg som tømrer selv skabe det.”

Susan Wairimu flyttede hjemmefra allerede som 19-årig og tog til Nairobi, Kenyas hovedstad. Her arbejdede hun som syerske. Men Nairobi er en storby med fart, larm og dyre regninger. Så efter seks år, hvor hun levede fra hånd til mund, begyndte tømrerdrømmen at rumstere i hende:

”Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive ældre, og jeg følte ikke, at jeg havde en ’skill’,” siger hun.

”Jeg havde et behov for at skabe noget.”

Men det er lettere sagt end gjort, når man er en kvinde og vil være tømrer i Kenya.

Bare det at blive udlært kan være svært. I Kenya bliver man typisk enten udlært på en skole – som koster penge, – eller også kommer man i lære på et værksted, hvilket er mest normalt. Susan Wairimu forsøgte derfor i starten at få en læreplads på et værksted i Nairobi, men det viste sig at være en svær opgave:

”Det er en mandsdomineret industri, så når du dukker op, tror de reelt set, at du laver sjov med dem,” siger hun.

Hun gik fra værksted til værksted og blev igen og igen afvist eller gjort til grin. Men en dag fik hun et opkald fra sin mor, som havde hørt om muligheden for et stipendie til Comboni Polytechnic – den skole, som Susan Wairimu snart kan se frem til at blive færdiguddannet fra:

”Jeg havde næsten givet op,” siger hun.

”Hvis ikke jeg havde fundet en skole, hvor de uddannede tømrere – tro mig, så var jeg aldrig blevet tømrer.”

En tømreruddannelse på den kenyanske skole Comboni Polytechnic koster 51.350 kenyanske shillings for et års undervisning. Det er 2.715 danske kroner, hvilket er langt mere end to måneders god løn i Kenya.

Susan Wairimu er én ud af to kvindelige tømrerstuderende på den kenyanske skole Comboni Polytechnic. Foto Lærke Kobberup

En del af et større problem

Byggebranchen er – og har længe været – mandsdomineret, og det har præget kulturen på byggepladserne. Det er i hvert fald en tendens, som direktøren for organisationen Byggeriets samfundsansvar, Christina Schultz, ser i kulturen herhjemme.

„Mænd har været på byggepladserne så længe, at det har resulteret i, at de ting, man får respekt for, er for eksempel styrke og hastighed,‟ siger hun.

Samtidig understreger hun, at der også er en tendens til, at tonen bliver lidt lummer ude på arbejdspladserne. Det er den samme lummerhed, som Susan også mødte i Nairobi, da hun ledte efter et værksted. Så det er faktisk nogle af de samme problemer som kvinderne i den danske og kenyanske byggeindustri har.

Men ifølge Christina Schultz er det vigtigt, at kampen for kvindernes plads i byggebranchen fortsætter, for ud over at det er vigtigt for ligestillingen, så gør det faktisk også selve byggeriet bedre:

„Når du har mere diversitet, så har du også bedre trivsel og mere innovation i, hvordan man bygger,‟ siger hun.

I Danmark er antallet af kvinder i lære på tekniske uddannelser faktisk fordoblet på de seneste ti år. Derfor er det nye fokus, at kvinderne også bliver taget godt imod ude på arbejdspladserne – og så kan andelen af kvinder på byggepladserne måske vokse sig højere end, de nuværende 9 procent.

I Kenya er andelen af kvinder i byggebranchen noget højere, men det har også krævet arbejde.

Der går kun to kvinder på den skole, hvor Susan Wairimu studerer til tømrer, men i Nairobi ligger der en organisation, som arbejder specifikt med at få flere kenyanske kvinder ind i byggebranchen. Den hedder BuildHer, og siden de startede i 2018, har de uddannet over 700 kvinder til tømrere, malere og snedkere.

Susan Wairimu er ikke færdiguddannet endnu, men fremtidsplanerne er allerede i fuld gang. Hun har nemlig for nylig startet et værksted med sin kæreste i byen Gilgil, der ligger to og en halv time nordvest for Nairobi.

Hendes kæreste er smed, og sammen laver de møbler, som kombinerer træ og metal. Med tiden vil Susan Wairimu gerne eje et stort nok værksted, til at hun kan hyre andre kvinder – hvis de er dygtige nok:

”Jeg vil rigtig gerne ansætte kvinder, men de skal være dygtige – det ville jeg også kræve af en mandlig ansat,” siger.

Verdens Bedste Nyheder var i Kenya med støtte fra GLOBUS-puljen under Udenrigsministeriet.

I Kenya dækker tømreruddannelsen ikke kun boliger, men alt der kan bygges af træ. Derfor er det meget normalt, at tømrerne også bygger møbler.