23. november 2025

Leder: ”Kom nu, BarbaRød! Vi kan ikke bekæmpe systemet…”

Et kæmpe mindretal af danskerne mangler tillid til det politiske system. Og nogle gange kan man godt forstå dem. Men her kommer – alligevel – en hyldest til systemet.

Systemet fortjener også hyldest, siger chefredaktør på Verdens Bedste Nyheder. Grafik: Eva Søe Olsen

Systemet fortjener også hyldest, siger chefredaktør på Verdens Bedste Nyheder. Grafik: Eva Søe Olsen

Danskerne har mistillid til det nuværende politisk system. I hvert fald hvis man skal tro en ny Epinion-undersøgelse lavet for Instituttet for Fremtidsforskning.

Her svarer en bemærkelsesværdigt høj andel – hele 41 procent – at de har lav eller endda meget lav tillid til det nuværende politiske system.

For 42 procents vedkommende er tilliden til stede “i nogen grad”, og kun 11 procent af danskerne kan mønstre “en høj grad” af tillid.

Mistilliden er i øvrigt dominerende på tværs af hele det politiske spektrum.

Når man kigger rundt på nogle af de politiske skandaler, der jævnligt popper op, så forstår jeg sgu godt, at der kan brede sig en vis politikerlede.

Og så er der jo klimakrisen, jamen for helvede… Nødvendigheden af global bæredygtighed blev beskrevet allerede i 1987 med Brundtland-rapporten. Det var samme år, som jeg blev født – og SÅ ung er jeg altså heller ikke længere.

Og mon ikke, det også er den type udfordringer, danskerne tænker på, når 63 procent mener, at politiske beslutninger i Danmark ofte er præget af kortsigtethed i stedet for at skabe holdbare løsninger for fremtiden.

Mistillid kan lynhurtigt sætte sig i kroppen som apati. Og undersøgelsen fik mig til at tænke på et afsnit fra det franske tegneserie-univers Barbapapa, hvor den Barba-familiens hus pludselig bliver revet ned af en flok kyniske byggematadorer, der har planer om nogle frygtelige højhuse af beton.

”Kom nu, BarbaRød! Vi kan ikke bekæmpe systemet…” siger Barbamama opgivende (og ja, bøgerne er skrevet i 1970erne).

Men helt ærligt, så har jeg faktisk ret stor tillid til systemet. For selvom der er jævnlige fuck-ups og plads til at fixe et par ting eller ti, så har jeg en helt grundlæggende tro på, at mennesker – også politikere, embedsfolk og andre sagesløse repræsentanter for systemet – i hvert fald for de flestes vedkommende gør deres bedste.

Systemet er abstrakt og ansigtsløst. Men systemet er også fællesskabet. Et fællesskab, der er sat i system. Det er ikke perfekt. Men det er heller ikke udueligt.

Og selv om nogle siger, at tal ikke lyver, så fortæller de heller ikke altid hele sandheden.

Jeg luner mig i hvert fald ved, at langt de fleste danskere i den forgangne uge viste deres tillid til systemet på en af de allermest grundlæggende måder, man kan: De stemte på dem, de synes skal varetage fællesskabets interesser i den kommende valgperiode.

Hvis du gerne vil mindes om, at systemet faktisk også virker, så synes jeg at den her historie om kreative FN-folk, der fik afværget i gigantisk miljøkatastrofe er helt fantastisk. Eller den her historie, om dygtige forskere og embedsfolk, der fik løst mysteriet om bly i babyerne i Bangladesh.

God læselyst – og både ris og ros til systemet herfra.