Lokale fiskere i Senegal puster liv i flod

”Svush”, ”svush” lyder det, når træåren rammer det stille mørke vand. I små piroger, der er bygget af udhulede træstammer, sejler indfødte jola-fiskere rundt i en flod. Floden bugter sig i et fredet område i regionen Casamance, i det vestafrikanske land Senegal. I dag er den igen fyldt med fisk, men sådan har det ikke altid været.

For blot 20 år siden var alt biodiversitet i floden næsten forsvundet, på grund af overfiskeri, fældning af mangrovetræer og overhøstning af østers.

Da floden lå næsten livløs hen, begyndte flere og flere lokale unge at søge væk fra landsbyen og mod storbyerne, fordi der ikke var noget at fiske, og dermed intet arbejde. Det gjorde det endnu sværere at vedligeholde området, med færre hænder til at standse illegale fiskere.

Lokale fiskere i otte fiskelandsbyer i Casamance begyndte at diskutere, hvordan det var gået så galt, og de blev enige om nødvendigheden i at gøre noget. De stiftede i 2006 en fiskeforening, der skulle redde livet i floden.

Fisker ligesom deres forfædre

Og indsatsen har gjort en tydelig forskel. I dag er der dobbelt så mange fiskearter i floden, og den er igen fyldt med østers og andet liv, skriver miljømagasinet Mongabay.

Succesen skyldes blandt andet, at de lokale er blevet dygtigere til at skabe balance mellem deres behov for ressourcer og nødvendigheden i at beskytte naturen. Det er blevet forbudt at fiske med store nylonnet, fordi de støvsuger alt liv op fra floden og ødelægger flodbunden. I stedet bruger de fiskenet med naturlige materialer som bomuld, ligesom deres forfædre. Det er mere bæredygtigt, fordi bomulds fiskenet ikke kan fange kilovis af fisk og ikke forurener med mikroplast.

Motorbåde er også blevet forbudt flere steder i det fredede område. Det er for at begrænse overfiskning og for at undgå at forstyrre fiskearter under parring. De lokale fiskere sejler selv i pirogerne, hvor de ikke kan overudnytte ressourcerne, fordi pirogerne er små og ikke kan bære meget.

Og nogle steder er det helt forbudt at fiske.

Der er dog stadig store problemer med illegale fiskere, der kommer udefra og ikke respekterer, at det er et fredet område. For at beskytte floden har de lokale ansat 25 fuldt udstyrede vagter, der patruljerer regelmæssigt, og de vil også snart bygge tårne, hvor de kan få et større overblik over området, og dermed få øje på og standse de illegale fiskere langt hurtigere.

Den perfekte balance

Beskyttelsen af floden har betydet meget for de lokale fiskere, men også andre af landsbyernes beboere nyder godt af, at naturen nu bliver bedre respekteret. Fokus for miljøbevarelse er nemlig ikke længere kun vand, men også landjord. De har også lavet en samfundsfond.

I 2010 sluttede foreningen sig til de såkaldte ICCA’er, der er traditionelle områder, der er bevaret af indfødte og lokale samfundsgrupper. Fiskerne betegner det selv “Kawawana ICCA”. Kawawana er en forkortelse af “vores lokale arv, der skal bevares af os alle” på det lokale jola-sprog. I dag strækker organisationen sig langt ud over fiskerne til at repræsentere næsten hver familie i de otte fiskelandsbyer.

Og de unge mennesker vender tilbage fra storbyerne, og færre forlader landsbyen. Det er især på grund af samfundsfonden. Samfundsfonden støtter blandt andet de unge, der ikke kan fiske, økonomisk og lærer dem at dyrke ris, grøntsager, mangoer, honning eller opdrætte kyllinger til salg. De skal dog hjælpe til med at bevare området, hvis de skal have gavn af fonden.

For eksempel ved at plante mangrovetræer. Mangrovetræer begrænser saltindholdet, så der kan dyrkes ris med vand fra floden, og det øger fiskebestanden, fordi der kommer mere føde til fiskene for eksempel rejer, der lever ved mangrovetræernes rødder. Der bliver også flere østers og bløddyr.

Det er ikke kun de unge, der skal hjælpe med at bevare området. Også de ældre kvinder, der indsamler, griller og sælger østers, har tilpasset deres metoder. De begrænser deres høstsæson og håndhæver praksis med at efterlade små østers i stedet for at skære dem alle af mangroverødderne. Det betyder, at der kan vokse nye frem.

“Min første søn måtte forlade skolen, fordi vi ikke havde nok penge. I dag har vi lært at høste østers på en mere effektiv og bæredygtig måde, og jeg har nok penge til min familie. Vi har også penge til elektricitet,“ siger Aissatou Sambou, der er leder for østerssamlerne, til miljømagasinet Mongabay.

Initiativet har vokseværk

Succeshistorien har inspireret flere andre landsbyer i landet, der nu også ønsker at gøre en indsats for at beskytte floderne.

”Der er i dag en national sammenslutning af ICCA’er, fordi andre landsbyer har fulgt Kawawanas eksempel. Der er hele 26 ICCA’er i Senegal, der alle håber at opnå den samme succeshistorie som os. Og det håber vi også, at de gør, fordi det kan være med til at garantere vores fremtid,” siger Salatou Sambou, der er koordinator for ICCA, til Mongabay.

”For det er vigtigt, at det ikke kun er her, at der er et godt resultat, for fisk forbliver ikke i ét område, de flytter sig mellem forskellige regioner. Andre landsbyer skal derfor også beskytte floderne og hjælpe den marine biodiversitet med at komme sig,” siger han.